Skrevet over flere omgange, oftest med tårer i øjnene, så bær over med tastefejlne.
Tirsdag d. 9/8-11 var vi til infomøde vedr. kejsersnit. Mandag, dagen inden havde jeg været til en
CTG måling og blev også scannet for at se, om han stadig lå forkert. Det gjorde han. Vi fik at vide,
hvornår vi skulle møde og, hvilke dage vi kunne vælge planlagt kejsersnit. Vi valgte mandag den 15.
august, så vi havde så store chancer som muligt for, at jeg selv kunne nå at gå i fødsel.
Tirsdag kl. 10.15 begyndte mit forstervand at sive. Første del af infomødes var slut, og der var et
kvarters pause, før anden del begyndte.Jeg mærkede, der var noget, der løb, da jeg satte mig på toilettet, og jeg var ikke begyndt at tisse
endnu. Det var ikke så meget, der kom, så jeg var ikke 100% sikker. Jeg nævnte det for
sygeplejersken, der holdte første del af mødet. Hun spurgte, om jeg havde et bind, jeg kunne tage
på, så jeg kunne holde øje med, om det blev fyldt. Jeg havde allerede et på, da jeg fik foretaget en
hindeløsning af min jordemoder dagen inden, og derfor blødte lidt.
Jeg går uden for, for at få noget luft i pausen. Men jeg når kun lige uden for, da jeg mærker vandet
sive lige så stille. Jeg ind efter Micky og spørger, om han ikke lige går med ud på toilettet.Da jeg sætter mig, er jeg ikke i tvivl - det er mit forstervand. Det kommer ikke som en skylle, men
siver lige så stille. Da jeg har trukket bukserne op, må jeg stoppe noget papir ned til mit bind, da
det begynder igen.
I mellemtiden er jordemoderen, der har 2. del af mødet, kommet og de venter på os. Men vi skal ned
på Aoma med mig. Jeg sætter mig ude på gangen, mens Micky henter min journal oppe på barselsgangen.Vi når ned på første etage i forhallen, så løbet vandet meget. Til vores held kommer lægen, der
udførste første vendingsforsøg gående, så hende stopper vi. Hun fører mig over til stolene, så jeg
kan lægge mig ned, og hun ringer efter en liggende transport, da der er risiko for, at navlesnoren
falder frem, når han ligger med numsen ned ad.Nede på Aoma bliver jeg undersøgt, og der bliver kørt en CTG.Da vi har været der 2 timer, jeg har ikke fået veer endnu, og han sidder godt ned i bækkenet, så
navlesnoren falder ikke frem, får vi lov til at tage ud. Så kan vi få noget at spise og hentet vores
ting derhjemme. Vi skal komme igen til om 2 timer. Hvis jeg da ikke får veer inden da.
Vi tager den nemme løsning - Mc D. Jeg er ikke fan af Mc D, men det er hurtigt, og vi har ikke så
meget tid, inden vi skal være tilbage igen.Vores ting til fødegangen er stort set pakket, det er kun småting, der lige skal pakkes ned.Jeg går og smiler og er spændt. Jeg har jo ikke ondt, da jeg ikke har veer endnu. Jeg morer mig også
lidt over min påklædning. Har kæmpe hospitalsunderbukser på, netunderbukser med en kæmpe ble i,
fordi vandet ind i mellem løber.Vi kører tilbage til Hvidovre.
Da vi kommer ned på Aoma, møder vi Tina, min jordemoder. Det er første gang, vi har set hende
derude, og vi har været der nogle gange efterhånden. Hun er lige så spændt på vores vegene. Det
bliver også hende, der følger os de næste par timer. Hun kører en CTG, undersøger mig og giver mig
vestimullerende akupunktur. Kan mærke en muren i underlivet, men der er ikke noget rigtige veer
endnu. Får sat en nål i hænderne mellem tommel- og pege-finger. De var ikke rare at have siddende,
og jeg havde ikke lyst til at bevæge fingrene. Der blev sat en nål oven på mine fødder, en i begge
mine lilletær og en i benet. Micky nulrede nålene i mine lilletær, da det skulle være med til at
stimullere endnu mere.Det gav lidt, men ikke meget.Jeg lå ca. 30 min med nålene, mens jeg fik kørt en CTG. Dem i hænderne måtte jeg dog have ud noget
før. Bagefter fik jeg en stue på Amoa, og vi bestilte aftensmad. Micky måtte ikke overnatte, da jeg ikke
var i fødsel.Da vi havde spist, gik vi en tur. Tilbage på stuen og slappe lidt af, og ud at gå en tur. Det gav
ikke særlig mange veer, og de bed ikke rigtig.
Jeg har helt glemt at nævne Lisbet. Lisbet fra DR1 har fulgt os lidt i graviditeten, og skulle være
med til fødslen, da vi er med i DR's dokumentar fra Hvidovre fødegang.Lisbet kom ud på Hvidovre til os, da mit vand gik og igen om aftenen - kan ikke lige huske hvad tid.
Vi blev løbende opdateret med, hvad der så skulle ske, da jeg ikke havde fået nogen veer. Jeg
vidste, jeg skulle have kejsersnit, hvis jeg ikke var gået i fødsel næste dag, men så heller ikke
mere. Vi fik så at vide, at vi var booket som de første næste dag, hvis der ikke kom andre akutte
kejsersnit i mellem tiden. Det var kl. 7.30! Det var godt nok tidligt. Jeg troede, jeg havde et
døgn, dvs, frem til kl. 10.15. Og så skulle jeg også gøre klar til kejsersnit. Jeg skulle fjerne
hår, have noget syreneutraliserende og faste fra kl. 02.00. Og jeg skulle fjerne neglelak. De havde
dog ikke noget neglelakfjerner, men det kunne Micky tage med næste morgen.
Kl. 11.00 var jeg gjort klar, og Micky skulle hjem. Jeg var helt trist, da jeg havde mistet håbet på
en almindelig fødsel, da der bare ikke skete noget. Jeg kunne jo nå at få veer i løbet af natten,
men jeg turde ikke håbet på det.
Kl. 00.30 var jeg oppe at tisse. Stadig ikke nogen veer. Men... ca. kl. 01.20 vågnede jeg af noget,
som kunne være en ve. Da følelsen havde fortaget sig, noterede jeg tidspunktet på min mobil. Jeg ved
godt, man skal tage tid fra, den starter og til næste ve starter, men det kunne jeg ikke selv gøre.
Men for at se om der kom flere, registrede jeg det på den måde. Da jeg havde noteret omkring 5 stk.
tror jeg, hev jeg i snoren. Der kom en jordemoder ind, og jeg fortalte, at jeg havde veer nu. Hun
kiggede på mine noterede tidspunkter. Der var ca. 6 min. imellem dem. Jeg spurgte, om jeg kunne
ringe efter min mand nu, og det måtte jeg godt. Kan ikke huske så meget af, hvad der skete, men fik
først ringet til ham kl. 02.18. Veerne må have bidt mere, end jeg husker, for jordemoderen tog mit
neglelak af for mig.Da Micky landede, samlede vi vores ting sammen, og jeg blev ført over på fødegangen. Micky ringede
til Lisbet og fortalte, at nu havde jeg veer. Jeg blev undersøgt, hvor meget jeg havde åbnet mig.
Kan ikke huske, hvor meget det var. Jeg hilste på min jordemoder, Mette Holm.
Herefter er forløbet lidt sløret. Jeg husker det bedre, end jeg nok kan forklare det. Jeg havde
lukkede øjne det meste af tiden, synes jeg. Det må jeg have haft, for jeg så ikke Micky og hans
udtryk, men han var der ved min side - hele tiden! Han var en stor støtte. Jeg husker, jordemoderen hjalp med at udvidde mig. Det gjorde ondt! Men jeg skulle jo udvidde mig 1
cm i timen, uden slinger i valsen, da han lå med numsen ned ad. Der stod også team klar til, hvis
det skulle ende med kejsersnit.Micky blev tilbudt mad og drikke, men nåede ikke at spise noget. Tror dog han fik drukket noget.Jeg havde hørt, at man på et tidspunkt i den aktive fase fik det dårligt, og måske kastede op. Så
jeg havde lokaliseret, hvor opkastposerne stod og informeret Micky. Og dem fik jeg også brug for.
Ved ikke, hvor i fødslen jeg var. Det var faktisk rart at kaste op. Det tog lidt af fokus fra
veerne.
Jeg havde ønsket en så naturlig fødsel som muligt, så jeg ville ikke have fx epidural. Jeg ville
gerne have hjælp i form af lattergas og muligvis en pudendus blokade. Jeg fik lattergas. Jeg ved
ikke, hvor meget det hjalp. Tror masken hjalp mig mere end gassen. Den giver noget modstand, så jeg
fokuserede mere på min vejrtrækning med den på. Lige inden presseveerne hjalp den dog ikke en skid.
Da jeg var 8-9 cm var jeg tæt på at give op. Jeg var parat til at få det hele. Jeg havde dog kort
inden hørt jordemoderen og lægen snakke om, hvor vidt jeg kunne få en epidural, hvilket de ikke
mente, jeg kunne. Det ville svække mine veer for meget til at føde naturligt.Jordemoderen fortalte mig, at jeg havde de veer, der gjorde mest ondt, og om ikke så længe, ville
jeg få presseveer, og det ville føles anderledes. Hun fortalte også, hvad jeg har læst og fået at
vide, at stort alle kvinder beder om alt bedøvelse og kejsersnit, lige inden pressefasen. Og når de
så havde født, var de så lykkelige for, at de ikke fik et kejsersnit.
Endelig fik jeg presserveer. Ja, det føltes anderledes. Det kunne stadig gøre ondt i mellem dem.
Ligesom der havde været nogle veer i den aktive fase, der bare ikke ville slippe, før den næste kom.Men det var en lettelse at kunne gøre noget aktivt selv nu. Før havde jeg bare lyst til at kravle
væk, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ligget i sengen ind over en sækkepude
for det meste. Nu blev jeg nødt til at om på ryggen. Det havde jeg på forhånd ikke villet, da det er
en dum stilling at føde i. Men det var ikke så slemt, og jeg var lidt ligeglad på det tidspunkt. Og
jeg var heller ikke helt på ryggen, men sad vidst rimelig godt oppe.Jeg lå også på siden, og tog benet op ad, når jeg pressede. Efter ca. 30 min. med presseveer, og han ikke var kommet langt nok ned, skulle jeg op på hug. Det
var svært at stå i den stilling, men den hjalp. Desværre faldt babys hjerterytme og så gik det
stærkt! Jeg blev informeret om, at jeg blev kørt til kejsersnit, for nu skulle han ud! Han var for
kort tid inden blevet stresset og havde haft afføring, og nu var hjerterytmen nede på nogen og 70.
Af en eller anden grund var jeg helt rolig. Jeg tænkte, så er det, det vi gør. Det hele skete imens
jeg blev kørt af sted. Jeg fik sprøjtet nitro glycerin under tungen og fik en "snaps", så evt.
mavesyre ikke ville løbe tilbage og ned i lungerne, når jeg havde fået en epidural. Under køreturen ned til operationsstuen fik jeg en stærk presseve. Det var umuligt for mig at lade
være med at presse, det var bare noget min krop gjorde. Den bedste måde jeg kan beskrive en presseve
på er, at sammenligne den med den refleks man får, når man kaster op - bare i den anden ende. Vi er lynhurtigt nede på OP. Jeg bliver bedt om at kravle over på OP briksen, hvilket jeg synes, jeg
har svært ved, og en af personalet siger, "så er det nu, Mette." Jeg kommer over på briksen. Jeg
hører en status på situationen. Hjerterytmen er kommet op igen, så de har tid til at lægge en
epidural frem for fuld narkose. Jeg bliver bedt om at krumme ryggen og ligge stille. Samtidig får
jeg en presseve, men der er et eller andet i min sindstilstand, der gør, at jeg ligger helt stille. Når jeg tænker tilbage, er jeg overrasket over, hvor cool jeg var. Ja, det lyder lidt pladt ordet,
cool, men jeg var simpelthen så afklaret med, at det her går godt. Jeg havde tænkte ikke, at han
måske kunne dø eller andet forfærdeligt. Jeg har så haft nogle tanker efterfølgende, hvor jeg føler
mig egoistisk for at have forsøgt en sædefødsel. Men som Micky siger, læger og jordemødre var helt
med på en sædefødsel. Og der var ikke noget galt i at forsøge. Så jeg har ikke gjort noget galt.
De lægger epiduralen, men så falder hans hjerterytme igen. Nu går det rigtig stærkt, da de ikke har
tid til at spritte mig af. Jeg kan mærke de roder rundt, som jeg har fået beskrevet af andre, der
har fået kejsersnit, men jeg synes ikke, det virker så underligt, som beskrevet. Jeg får også at
vide, at nu mærker du et tryk, men det registrede jeg knap nok. Jeg tror, jeg lå og vendtede på hans
gråd. Jeg lå bag et forhæng, så jeg ikke kunne se, at de havde åbnet mig, og Micky sad ved mit
hoved. Der går ikke lang tid, så siger lægen, "se her far." Micky fortalte mig senere, at det var
numsen, det stak op. Og kort efter beder de Micky komme over med sit kamera. Så ved jeg, at det er
gået godt. Jeg kan desværre ikke se ham for forfænget. Der går lige lidt tid, da de måler, vejer ham
og alt det der. Lægerne kommunikere med mig imens, hvilket jeg tror var godt, så jeg ikke følte det
som en evighed, før de kom over til mig. Kl. 10.48 blev han født. Han vejede 4130 g og målte 53 cm. En stor og sund dreng. Større end lægerne
og jordemødrene havde regnet med. Han var skudt til 35-3600 g, hvilket er fint til en sædefødsel.
Jeg kan ikke beskrive, hvordan det var at se min søn for første gang. Så jeg tror ikke en gang, jeg
vil prøve.
