Orker det snart ikke mere....

Hej Piger

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg, nok ikke rigtig noget har bare brug for at lukke luft ud....
Jeg frabeder mig negative svar på forhånd, da jeg simpelthen ikke kan tåle det, kun positive tanker og hjælp på min vej frem.
Så hvis i ikke har noget pænt at sige så spring helst videre

Sagen er den at jeg siden jeg var teenager har haft en on og off spiseforstyrrelse, som blev rigtig slem for snart 3 år siden, jeg tabte mig næsten 20 kilo på 3 mdr. ved at holde op med at spise, lang historie kort jeg blev rigtig tynd, syg og forskruet i mit hoved, som man nu gør med en spiseforstyrrelse.

Jeg fandt så ud at jeg ventede mit første barn og jeg tror virkelig hun var min redning, jeg kom i behandling og fik undertykt mine følelser for at holde op med at spise, var i behandling i 1 års tid og fik så lov at stoppe diverse behandlinger, da jeg var en rigtig god bedring og godt ville kunne selv fremover.
Det gik rigtig fint lige indtil mig og mange begyndte på PB 2, vi fik bid i første hug og gik hele ti uger, før vi mistede, og jeg var i dyb sorg, men alligevel var vi hurtigere op på hesten igen.

Så stod vi med en nu positiv test og nåede ikke engang til lægen, før jeg blødte kraftigt og vi havde mistet igen......

Fik undersøgt min krop for at se om det var mig, jeg har tidligere fået af vide jeg havde et lidt dårligt underliv, men efter min spiseforstyrelse og hårde graviditet er den forværret yderligere, kan ikek lige udspicificere mere. Men jeg ville have svært ved at få lov at holde på mine børn, jeg er bare såååå ked af det, det eneste jeg ønsker mig er en stor familie.

Alt dette har desværre medført at jeg er trådt tilbage i mine gamle mønster, jeg kontrollere alt hvad jeg spiser og jeg spiser mindre og mindre.
Min fornuft kæmpe en svær kamp mod min spsieforstyrret djævle, men glæder og følesen ved at kunne styre noget igen, er det eneste der holde mig oppe i øjeblikket.
Det er svært at forklare min mand hvordan jeg har det, for folk der ikke har en spise forstyrrelse kan slet ikke sætte sig ind i vores "syge" tanke gang. Jeg vil gerne starte i behandling igen, inde det kører for langt ud, men jeg er også bange for at de tager det eneste væk fra mig som holde mig oppe, så jeg kan holde en hverdag for mit barn og mand og samtidig er jeg bange for at miste det hele. Og overhoved ikke kunne for flere børn.... Årh jeg vil ikke mere, gider ikke mere, orker ikek mere, vil bare være gravid nu.........

Undskyld det blev så langt og roedet

Anonym skriver:

Hej Piger

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg, nok ikke rigtig noget har bare brug for at lukke luft ud....
Jeg frabeder mig negative svar på forhånd, da jeg simpelthen ikke kan tåle det, kun positive tanker og hjælp på min vej frem.
Så hvis i ikke har noget pænt at sige så spring helst videre

Sagen er den at jeg siden jeg var teenager har haft en on og off spiseforstyrrelse, som blev rigtig slem for snart 3 år siden, jeg tabte mig næsten 20 kilo på 3 mdr. ved at holde op med at spise, lang historie kort jeg blev rigtig tynd, syg og forskruet i mit hoved, som man nu gør med en spiseforstyrrelse.

Jeg fandt så ud at jeg ventede mit første barn og jeg tror virkelig hun var min redning, jeg kom i behandling og fik undertykt mine følelser for at holde op med at spise, var i behandling i 1 års tid og fik så lov at stoppe diverse behandlinger, da jeg var en rigtig god bedring og godt ville kunne selv fremover.
Det gik rigtig fint lige indtil mig og mange begyndte på PB 2, vi fik bid i første hug og gik hele ti uger, før vi mistede, og jeg var i dyb sorg, men alligevel var vi hurtigere op på hesten igen.

Så stod vi med en nu positiv test og nåede ikke engang til lægen, før jeg blødte kraftigt og vi havde mistet igen......

Fik undersøgt min krop for at se om det var mig, jeg har tidligere fået af vide jeg havde et lidt dårligt underliv, men efter min spiseforstyrelse og hårde graviditet er den forværret yderligere, kan ikek lige udspicificere mere. Men jeg ville have svært ved at få lov at holde på mine børn, jeg er bare såååå ked af det, det eneste jeg ønsker mig er en stor familie.

Alt dette har desværre medført at jeg er trådt tilbage i mine gamle mønster, jeg kontrollere alt hvad jeg spiser og jeg spiser mindre og mindre.
Min fornuft kæmpe en svær kamp mod min spsieforstyrret djævle, men glæder og følesen ved at kunne styre noget igen, er det eneste der holde mig oppe i øjeblikket.
Det er svært at forklare min mand hvordan jeg har det, for folk der ikke har en spise forstyrrelse kan slet ikke sætte sig ind i vores "syge" tanke gang. Jeg vil gerne starte i behandling igen, inde det kører for langt ud, men jeg er også bange for at de tager det eneste væk fra mig som holde mig oppe, så jeg kan holde en hverdag for mit barn og mand og samtidig er jeg bange for at miste det hele. Og overhoved ikke kunne for flere børn.... Årh jeg vil ikke mere, gider ikke mere, orker ikek mere, vil bare være gravid nu.........

Undskyld det blev så langt og roedet

Du får lige fra mig af, et knus. Jeg ved godt hvordan du har det næsten hele vejen igennem. Da jeg var 13 år fik jeg anoreksi, og blev indlagt fra jeg var 14 år til 15 år. Døjer stadig i perioder ind i mellem med min spisning men har lært og leve med, at min spisning på igen måder er normalt. Men det skal den jo være i når jeg bliver gravid og den skal den nok blive. Men jeg går også altid tilbage til gamle mønster når det er.Jeg ved endnu ikke i nu, om min krop har tage skade af min livsstil. Håber det ikke.Men du må heller end gerne skrive til mig her inde hvis det er

Hej Piger

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg, nok ikke rigtig noget har bare brug for at lukke luft ud....
Jeg frabeder mig negative svar på forhånd, da jeg simpelthen ikke kan tåle det, kun positive tanker og hjælp på min vej frem.
Så hvis i ikke har noget pænt at sige så spring helst videre

Sagen er den at jeg siden jeg var teenager har haft en on og off spiseforstyrrelse, som blev rigtig slem for snart 3 år siden, jeg tabte mig næsten 20 kilo på 3 mdr. ved at holde op med at spise, lang historie kort jeg blev rigtig tynd, syg og forskruet i mit hoved, som man nu gør med en spiseforstyrrelse.

Jeg fandt så ud at jeg ventede mit første barn og jeg tror virkelig hun var min redning, jeg kom i behandling og fik undertykt mine følelser for at holde op med at spise, var i behandling i 1 års tid og fik så lov at stoppe diverse behandlinger, da jeg var en rigtig god bedring og godt ville kunne selv fremover.
Det gik rigtig fint lige indtil mig og mange begyndte på PB 2, vi fik bid i første hug og gik hele ti uger, før vi mistede, og jeg var i dyb sorg, men alligevel var vi hurtigere op på hesten igen.

Så stod vi med en nu positiv test og nåede ikke engang til lægen, før jeg blødte kraftigt og vi havde mistet igen......

Fik undersøgt min krop for at se om det var mig, jeg har tidligere fået af vide jeg havde et lidt dårligt underliv, men efter min spiseforstyrelse og hårde graviditet er den forværret yderligere, kan ikek lige udspicificere mere. Men jeg ville have svært ved at få lov at holde på mine børn, jeg er bare såååå ked af det, det eneste jeg ønsker mig er en stor familie.

Alt dette har desværre medført at jeg er trådt tilbage i mine gamle mønster, jeg kontrollere alt hvad jeg spiser og jeg spiser mindre og mindre.
Min fornuft kæmpe en svær kamp mod min spsieforstyrret djævle, men glæder og følesen ved at kunne styre noget igen, er det eneste der holde mig oppe i øjeblikket.
Det er svært at forklare min mand hvordan jeg har det, for folk der ikke har en spise forstyrrelse kan slet ikke sætte sig ind i vores "syge" tanke gang. Jeg vil gerne starte i behandling igen, inde det kører for langt ud, men jeg er også bange for at de tager det eneste væk fra mig som holde mig oppe, så jeg kan holde en hverdag for mit barn og mand og samtidig er jeg bange for at miste det hele. Og overhoved ikke kunne for flere børn.... Årh jeg vil ikke mere, gider ikke mere, orker ikek mere, vil bare være gravid nu.........

Undskyld det blev så langt og roedet

Spiseforstyrrelse er en djævel der bor i din krop som du skal lære at leve med resten af dit liv. Den vil altid dukke op og hviske dig i øret når du mindst venter det og mindst(mest) har brug for det!!

Den djævel skal du i første omgang acceptere og se i øjnene og så skal den have et skab eller en skuffe inden i dig hvor den pænt skal blive, det skal du bestemme. Den vil slippe ud ind i mellem, men så er det dig der med tiden bliver den stærke der beder den om at smutte tilbage hvor den kom fra.

Du SKAL SKAL i behandling, du er mor og har en skøn lille pige der har brug for dig i MANGE år. Du har en mand/kæreste der med garanti er ved at gå ud af sit gode skind af at se dig forfalde for øjnene af ham.

Jeg er ked af at sige det, men du er langt ude som du beskriver det i dit indlæg og du kan ikke selv komme tilbage så slemt som du har det! Jeg bliver rigtig bekymret for dig også fordi jeg ved at pårørende har så svært ved at forstå og tackle spiseforstyrrelser og derfor ikke ved hvordan de skal hjælpe eller gribe ind.

Du skal vide at det der giver dig kontrollen lige nu, tager dit liv! Men det tror jeg godt du ved.

Du har brug for een der kan forstå dig, tage dig i hånden og tage dig med til lægen så du kan komme i behandling.........NU!

Jeg håber ikke du ser mit indlæg som negativt, jeg vil rigtig gerne give dig søde ord og kram.........men det du har brug for er at der er nogen der tager over og sørger for at du får hjælp og åhhhhh jeg bliver rigtig bekymret for dig når jeg læser dit indlæg.

Har du ikke een i din familie eller en veninde du kan søge hjælp hos, evt skrive en sms om at du har brug for hjælp til at komme videre. Een du ved der ikke vil fordømme, men vil være stærk nok til at hjælpe dig?? Du kan jo skrive det i en sms, hvis det er alt for svært at sige direkte.

Håber du snart får hjælp.

Kamelia

Louise Diana Ovesen skriver:

Du får lige fra mig af, et knus. Jeg ved godt hvordan du har det næsten hele vejen igennem. Da jeg var 13 år fik jeg anoreksi, og blev indlagt fra jeg var 14 år til 15 år. Døjer stadig i perioder ind i mellem med min spisning men har lært og leve med, at min spisning på igen måder er normalt. Men det skal den jo være i når jeg bliver gravid og den skal den nok blive. Men jeg går også altid tilbage til gamle mønster når det er.Jeg ved endnu ikke i nu, om min krop har tage skade af min livsstil. Håber det ikke.Men du må heller end gerne skrive til mig her inde hvis det er

Jeg ville ønske man bare kunne blive rask for disse tanker, jeg ved jo godt at det ødelægger mit liv mere end det gavner

Jeg ved godt det er noget med man skal leve med resten af sit liv, og at jeg nok har andre måde at spise på og bruger mere tid til at tænke på hvad jeg spiser end andre. Men det er netop også det jeg synes er svært lige nu, jeg kan næsten ikke spise med andre end familie, for jeg er hele tiden bange for hvad de tænker, om jeg spiser for meget eller for lidt, jeg bliver fuldstændig angstigen omrking middage, da jeg ved jeg bliver nød til at spise noget, så jeg ikke virke unormal.

Jeg tror også bare det er fordi jeg er så ked af det grundet de SA, at jeg bare ikek kan tåle, hvis nogle skullen kommentere min vægt(som er normal) eller andet på mig som måske ikke var iorden.

Årh jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, jeg føler mig bare så ked af det hele tiden, når jeg er alene. Når jeg er sammen med min mand og datter er jeg glad og i en eller anden form for lykkelig, lige så snart jeg skal på arbejde eller aflevere hende i vuggestue, bliver jeg ked af det, får knuder i maven. Og så er det jeg føler sulten og kontrollen bliver min bedtse ven og glæde, som fylde det tomrum jeg har...

 

Ved ikke om det gav mening

Kamelia skriver:

Spiseforstyrrelse er en djævel der bor i din krop som du skal lære at leve med resten af dit liv. Den vil altid dukke op og hviske dig i øret når du mindst venter det og mindst(mest) har brug for det!!

Den djævel skal du i første omgang acceptere og se i øjnene og så skal den have et skab eller en skuffe inden i dig hvor den pænt skal blive, det skal du bestemme. Den vil slippe ud ind i mellem, men så er det dig der med tiden bliver den stærke der beder den om at smutte tilbage hvor den kom fra.

Du SKAL SKAL i behandling, du er mor og har en skøn lille pige der har brug for dig i MANGE år. Du har en mand/kæreste der med garanti er ved at gå ud af sit gode skind af at se dig forfalde for øjnene af ham.

Jeg er ked af at sige det, men du er langt ude som du beskriver det i dit indlæg og du kan ikke selv komme tilbage så slemt som du har det! Jeg bliver rigtig bekymret for dig også fordi jeg ved at pårørende har så svært ved at forstå og tackle spiseforstyrrelser og derfor ikke ved hvordan de skal hjælpe eller gribe ind.

Du skal vide at det der giver dig kontrollen lige nu, tager dit liv! Men det tror jeg godt du ved.

Du har brug for een der kan forstå dig, tage dig i hånden og tage dig med til lægen så du kan komme i behandling.........NU!

Jeg håber ikke du ser mit indlæg som negativt, jeg vil rigtig gerne give dig søde ord og kram.........men det du har brug for er at der er nogen der tager over og sørger for at du får hjælp og åhhhhh jeg bliver rigtig bekymret for dig når jeg læser dit indlæg.

Har du ikke een i din familie eller en veninde du kan søge hjælp hos, evt skrive en sms om at du har brug for hjælp til at komme videre. Een du ved der ikke vil fordømme, men vil være stærk nok til at hjælpe dig?? Du kan jo skrive det i en sms, hvis det er alt for svært at sige direkte.

Håber du snart får hjælp.

Kamelia

Ja en djævel er jo næsten et mildt ord for hvad det er....

Jeg ved ikke hvem det skulel være jeg skulle skrive til, jeg er så bange for at de skal se ned på mig, eller værre at nogle skulle mener at jeg var en dårlig mor og tage min datter fra mig, den tanke kan jeg næsten ikek holde ud.

Frygten mens jeg var i behandling sidst, for at nogle skulle komme og tage min datter var så stor, selvom mange sagde at det var der ingen der gjorde, så turde jeg næsten ikke tror på det, fordi hun er min verden og jeg vil ikke miste hende....

Et stort kram herfra søde.

Ord er somme tider ikke vigtige..bare det et nogen tænker på en.

Jeg tænder et lys for dig og håber det vil hjælpe dig til at finde din styrke og ro igen.

Kærligst og knus
Sussie

SussieThyssen skriver:

Et stort kram herfra søde.

Ord er somme tider ikke vigtige..bare det et nogen tænker på en.

Jeg tænder et lys for dig og håber det vil hjælpe dig til at finde din styrke og ro igen.

Kærligst og knus
Sussie

tak skal du have fik helt tåre i øjne

Anonym skriver:

Jeg ville ønske man bare kunne blive rask for disse tanker, jeg ved jo godt at det ødelægger mit liv mere end det gavner

Jeg ved godt det er noget med man skal leve med resten af sit liv, og at jeg nok har andre måde at spise på og bruger mere tid til at tænke på hvad jeg spiser end andre. Men det er netop også det jeg synes er svært lige nu, jeg kan næsten ikke spise med andre end familie, for jeg er hele tiden bange for hvad de tænker, om jeg spiser for meget eller for lidt, jeg bliver fuldstændig angstigen omrking middage, da jeg ved jeg bliver nød til at spise noget, så jeg ikke virke unormal.

Jeg tror også bare det er fordi jeg er så ked af det grundet de SA, at jeg bare ikek kan tåle, hvis nogle skullen kommentere min vægt(som er normal) eller andet på mig som måske ikke var iorden.

Årh jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, jeg føler mig bare så ked af det hele tiden, når jeg er alene. Når jeg er sammen med min mand og datter er jeg glad og i en eller anden form for lykkelig, lige så snart jeg skal på arbejde eller aflevere hende i vuggestue, bliver jeg ked af det, får knuder i maven. Og så er det jeg føler sulten og kontrollen bliver min bedtse ven og glæde, som fylde det tomrum jeg har...

 

Ved ikke om det gav mening

Det er desværre ikke bare sådan noget man lige bliver rask af

Det tager tid, og de tanker vil altid være der en gang i mellem, når du føler du har brug for at forsvinde.

Du skal lærer og tackle det når de kommer.

Jeg har haft Anoreksi siden jeg var 13 år. Og kan den dag idag snakke om de hvis jeg bliver spurgte om det. Jeg spiser stadig ikke over for fremme hvis jeg kan komme afsted med det. Da tanker om at, hvis jeg spiser, syntes de sikker jeg spiser for meget, og syntes jeg er tyk.

Men jeg fik behandling, og får stadig hjælp hvis der er nogle ting der er svære

Jeg ville forslå dig og kom til at snakke med en du stoler på, og så gå til din læge. Få en samtale der nede. Er sikker på han har en måde han måske kan hjælpe dig på, så det ik går ud over din familie med end nødvendig.

Men ville lige sige, at du skal være fast beslutte på, at du vil tage fat i problemet. For hvis du ikke er det, så hjælper det ikke meget. Så modarbejder du bare den behandling du får.

Ved hvad jeg snakker om. Var ikke klar til at tage i modbehaldling. Var ikke klar til at give slip.

Men har det så godt den dag idag Så det kan ende godt

Du mister ikke din datter, du mistede hende ikke dengang og du mister hende ikke nu! Den eneste måde du vil kunne miste hende på, er hvis du mister dig selv! Søg hjælp kæreste du! Når du rækker din finger frem, står der mindst 10 der er parate til at tage hele armen! De vil ikke se ned på dig, de vil måske ikke kunne forstå din tankegang, men de vil hjælpe dig det bedste de kan - din mand ikke mindst! Hans interesse ligger ikke i at miste dig heller, han vil kæmpe for dig og kæmpe for jer to! Tag skridtet - og vær den bedste mor, du kan være for din datter - en levende omsorgsfuld og kærlig mor! Det er kærlighed! Kærlighed til din familie og kærlighed til livet! Det satans liv indimellem, men det er LIVET! Tag det i din hånd og omfavn det og omfavn dig selv og din datter og mand og kæmp! Kæmp for livet!