svært at være bonusmor

HelenaJ skriver:

Jeg har flere gange været på grådens rand.. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre - vores situationer er helt ens! Hvor længe har i været sammen?

vi har været sammen siden hun var 2 år, så et godt stykke tid efterhånden...  hun var meget nemmere da hun var yngre.. det er sku noget sværere jo ældre de bliver..

Anonym skriver:

vi har været sammen siden hun var 2 år, så et godt stykke tid efterhånden...  hun var meget nemmere da hun var yngre.. det er sku noget sværere jo ældre de bliver..

HelenaJ skriver:

Man har altid sagt "små børn, små problemer.. Store børn, store problemer.." Og det er da så sandelig korrekt, må man sige! Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre heller Hvor i landet bor du?

bor i vordingborg hvad med dig??

Anonym skriver:

bor i vordingborg hvad med dig??

SjeBets skriver:

jeg tror alle børn gerne vil have ders forældre finder sammen igen, min datter kom til mig en dag og spurgte om jeg ikke skulle bo med hendes far igen,  vi gik fra hinanden da hun var 4 mdr, så hun kan ikke huske vi har været sammen, og vi har været fra hinanden i 10.5 år, Men hun ønsker stadig vi finder sammen. 

 

Ja det er svært at være bonus forældre, jeg har selv to bonus afkom, og uhhh nogle dage ... men jeg ser sådan her på det, JEG har VALGT deres far med afkom, de har IKKE valgt mig.  Og så ja når de så vil have deres far, jamen så lader jeg ham ordne det. Første par gange blev jeg også ked af det, men jeg tror ikke de gør det for at såre nogen. 

Jeg synes det er en rigtig flot måde du tackler det på, håber nogen vil lære af dig. (dette er ikke møntet på trådens opretter).

Vil bare sige, at der er utrolig mange ting, der naturligvis er sværere, når man er bonusforældre, vil jeg tro. Men det med at det kun er far, der duer, gælder også i hjem hvor mor og far stadig bor sammen. Det er jo faser, som sikkert forstærkes af, at der også er et andet hjem, med andre regler, man skal forholde sig til. Men selvom det er hårdt, så husk; forældre skal være de dumme. Og det skal vi bare leve med, for vi ved hvad, der for det mest er bedst for vores børn, om vi deler gener eller ej. Giv hende plads, og prøv at sæt ord på hendes følelser. Jeg synes det lyder som om du er sur på mig/ked af det lige nu, hvordan kan de være? Måske ligger der noget helt andet til grund for det?

Er det noget i evt. kan tage op som forældre? muligvis alle (mor, far, dig) os snakke om hvorfor hun har detsådan, tydeligvis er hun selv lidt forvirret siden hun kan skifte mellem at hænge op af dig og hade dig?

Håber virkelig i for talt om det, i så fald digog din kæreste og hans datter, for det må være hårdt at være i dine sko.

Alba skriver:

Jeg synes det er en rigtig flot måde du tackler det på, håber nogen vil lære af dig. (dette er ikke møntet på trådens opretter).

 

tak, det er bare nemmere for alle sådan, og som sagt tror ikke de gør det for at såre mig, nogle gange er det fordi de ved de kan skubbe faderens grænser det kan de ikke med mine. Så forsøger man jo. og det kan jeg ikke bebrejde dem 

Herhjemme har Rasmus det også svært. Oskar er dog kun 1 år, så han siger ikke så meget men når han er ked af det og der er et eller andet han er utrilfreds med, så er det kun mig der duer.

Men jeg synes virkelig bare du skal holde ud, måske snakke med din mand/kæreste om det. 
Held og lykke i hvert fald!