Hvorfor kommer så mange forhold i krise ?

Jeg synes godt nok, at der er rigtig mange parforhold her på juli07, der knaser fortiden eller helt bliver opløst.

Er det ankomsten af børn, der er en belastning for forholdet ? Er det økonomien ? Er det dagligdagen ? Ja, hvad er det ?

Vores forhold har det super fint, men hvad er det man skal være opmærksom på, hvis det ellers er muligt ?

Hvordan oplever I andre det i øjeblikket ?

Anja, der er føler med jer med ondt i kærligheden

Hejsa Anja...

Jeg må ærligt tilstå at jeg også synes at det er rigtigt hårdt at læse om alle de forhold der knasser og brager...

Mit umiddelbare bud er at der en kombination af alle 3 ting du selv nævner... Jeg må da ærligt tilstå at livet heller ikke er en dans på roser, men vi elsker hinanden og ja et par skænderier kan ikke knække det, ja dårlig økonomi kan heller ikke...

Her kan vi gerne mærke der er noget galt helt galt hvis en af os bliver stille, men ellers ja ved ikke hvad man skal lægge mærke til...

Betina

det er lidt rigtigt det du siger...og jeg tror det handler meget om (uden at være sikker) at tidligere havde man en hel verden sammen, uden stress og jag, for det er fandme stressende at skal have en unge afsted hver eneste morgen, og jobbe, hjem og handle og lave mad...

jeg tror man glemmer sig selv lidt, og hinanden.

vi har da også døde perioder...døde på den måde at vi nærmest bare sumper omkring hinanden...især i det stykke tid hvor økonomien har været forfærdelig sløj...det er som at gå inde i en bobbel og ikke kan slippe ud...og der var jeg alvorlig bange for at vores forhold skulle dykke...indtil den dag at michael sagde, at så længe vi har hinanden, så er resten ligegyldigt.

måske kæmper man ikke helt så voldsomt for det som før, og måske kan man pludselig se den nye person som dukker op når man får et barn, jeg mener her ved modparten.
Jeg har fundet mange nye sider af Michael, som jeg ikke anede han besad...jeg vil så sige at jeg har været heldig, at finde gode sider af ham, måske er det så bare nogle dumme sider andre har fundet af partneren.

ja jeg ved det ikke, men jeg krydser fingre for at der midt i kriserne er plads til at smile lidt, og måske finde sig selv på ny.

og er det i virkeligheden så mange som splitter op med hinanden? Aj det er vel mest folk som går gennem en krise ik?

Ja, det er helt utroligt, at det ramler for så mange af os lige nu.

Jeg tror, det måske har noget at gøre med, at jublen over baby endelig er ved at have lagt sig og hormon- og humørniveauet ligeså. Jeg tror, at det er nu, det er ved at gå op for os, at vi også har egne behov igen og så bliver der gjort op med, om de bliver forsømt eller ej.

Husbond og jeg har talt om, at det for vores vedkommende kunne have noget at gøre med, at vi var så overbeviste om, at det at få et barn SLET IKKE ville blive hårdt for vores forhold. Vi havde klaret så mange kriser sammen og altid støttet hinanden, men set i bagklogskabens lys var det også altid kriser, som havde at gøre med noget uden for vores forhold, som vi kunne skiftes til at støtte hinanden i og ikke en sag, der pludselig var der hele tiden, tog al vores tid og energi og forhindrede os i at tage os af de småproblemer, der opstod mellem os, imens vi fokuserede 100 % på det lille nye familiemedlem.

De tegn, jeg for fremtiden vil holde øje med, er i hvert fald, om vi giver hinanden nok personlig opmærksomhed. Om vi er søde ved hinanden og får snakket godt ud om alting og giver hinanden plads til at slappe af både hver for sig og sammen. Jeg vil ikke længere stole på, at det hele nok skal gå, bare fordi vi lige i dag (og i morgen og i over morgen osv.) ikke har tid til at være søde ved hinanden. Fra nu af er jeg klar over, at det slet ikke går at springe over hvor gærdet er lavest, fordi man er træt og trænger til at øffe og snerre og være alene.

Knus fra Birgitte, som er glad for, at dit forhold har det godt i hvert fald

Der er rigtig mange forhold der brister mellem første barns 1 og 2 års fødselsdag. Hvis ikke man er god til at snakke sammen, kan man nemt ende med at vokse i hver sin retning - for det ændrer jo både manden og kvinden at blive forældre.

Her var vi bevidste om, at det måske ville blive en hård tid når den første babylykke var falmet. Min søsters ægteskab forliste fx lige inden min nieces 1 års fødselsdag, så jeg har været tæt på forløbet. Hvor kunstigt det end kan lyde, så havde Claus og jeg lavet en aftale om, at uanset hvad, så ville vi blive sammen indtil Williams 2 år. Hvis der opstod problemer mente vi begge, at det var en overkommelig tid at give vores forhold en chance - og skilsmisse-tallene falder meget efter barnets 2. leveår.

Dermed ikke sagt at vi ville kunne have klaret det hvis der var opstået mere end de normale hverdags-gnidninger - eller hvis den ene af os faldt for en anden - jeg kan slet ikke forestille mig hvordan de/jer, der har måttet splitte op har haft det.

Som BM skriver er kommunikationen vigtig - og at man hver især har noget "for sig selv" - forskellige hobbies, venner etc. så man husker at holde fast i den man er - den som den anden blev forelsket i.