Når kæresten ikke kan med ens børn

lotte32 skriver:

Nu har jeg ikke lige læst alle svarerne igennem, men hvad om i sørger for at han får noget alenetid med børnene, evt. én ad gangen, og at det så er hjemme, hvor han ikke skal bekymre sig om andres mening 

altså jeg tænker at du fx. handler ind eller lign. med det ene barn.. mens han så er alene med den anden, så vil han måske nemmere kunne koncentrere sig om at lære dem bedre at kende, og at han så efter noget tid prøver at være alene med begge to, gå en lille tur med dem i skov, park, strand eller hvad i nu har i nærheden  inden i kaster jer ud i zoo ture og lign.

Jeg vil dog også tilføje at jeg mener at det skal ændre sig til det bedre inden for kort tid, så dine børn ikke bliver mærket af det, de kan hurtigt mærke hvis han er flov over dem, de er dog vigtigst 

men han lyder som om han er villig til at arbejde for sagen så rigtigt meget held og lykke med det

 

Lotte Ø.

Præcis det skal ændre sig.. det er jeg slet ikke i tvivl om.. det er han også villig til..!

Og det var et super godt svar... det vil jeg prøve at give ham og spørge om han er interesseret i at vi måske prøver det..!

Rikke Houmøller Thaarup skriver:

Syntes det er ærgeligt at de fleste skriver at i skal gå hver sin vej.. For med den rette holdning så kan det lykkes.
Da jeg mødtes med min nuværende mand havde jeg to børn fra tidligere forhold. Han var også bange for hvad det var han gik ind til. Også mht. Opdragelse, ansvar mm. Det har været rigtig svært. Men jeg mener at din kæreste har en god holdning til tingene. Han vil jo gerne...
Tror måden i kommer videre på er at blive ved med at snakke om jeres forventninger til opdragelse og hvordan det er ok at tackle situationer som han er bange for...
Altså hvis han får lov til at trække sig tilbage hvis der sker noget i zoo.. Så er det hele måske ikke så farligt og efter et par ture uden det store ballade så skal han nok være hos jer igen. Tror han skal opleve det ikke er farligt og se at der ikke bliver kigget skævt til jer hvis et barn hyler eller ter sig..
Mht. Opdragelsen er det vigtigt at få afstemt forventningerne nu. Hvis små justeringer kan gøre at i begge føler jer godt til rette, men du ikke går på kompromis med dig selv.. Så skal det nok gå alt sammen. ;-)Følg dit hjerte og hans vilje til at ville...

Årh tak... hvor er det rart at høre at det er lykkedes for nogen..!

Viser ham dit svar og håber han får den samme lettelse i maven som jeg har lige nu... tak...

Anonym skriver:

 

Ja jeg bliver nødt til at dele dette med jer... Ved ikke hvad jeg skal gøre mere...

Jeg har været sammen med min kæreste i 6 mdr. Han har ingen børn selv og er ikke selv vandt til børn.

I dag har han bedt om en pause da han har det SÅ svært med mine børn... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... vi har dagen igennem snakket om det... vi har grint og vi har grædt...

Vi er begge SÅ kede af det... vi elsker virkelig hinanden... Men hvad fanden hjælper det når han ikke kan med mine børn... og det lyder bare SÅ negativt at sige det... Han er rigtig sød ved dem, men han har det svært med at de råber når de leger f.eks. og det gør børn jo bare, han har det svært med de ikke lytter når han siger noget og at de prøver hans grænser af.

På arbejdet har han en højere stilling og er vandt til at folk jo gør hvad han beder dem om...

Er SÅ bange for at dette forhold skal gå i stykker fordi han ikke kan med mine drenge.. hvad hulen skal vi gøre for at det bliver bedere/nemmere for ham at acceptere dem og skabe et forhold til dem?

Han er ked af han ikke har lyst til at lave noget med os f.eks. zoo, svømmehallen eller andre ture. Han ønsker virkelig det skal fungere men han har bare set sig irriteret på dem...

Ej er totalt grædefærdig ved slet ikke hvad jeg skal gøre.. troede virkelig bare at hvis man elskede en elskede man også børnene... Og jeg elsker jo også ham...

Nu har jeg ikke læst resten af tråden igennem, men vil godt svare dig alligevel.

Jeg tror det er svært både for en kvinde og en mand at komme ind i et forhold hvor der er børn, hvis man ikke selv har nogen. Nogen har nemmere ved det end andre.

Din kæreste vil så gerne men har så svært ved det, og jeg tror bare aldrig det vil ændre sig, i hvert fald ikke før han selv har haft børn. Og da dine børn er nogen du altid vil have, og som du elsker jamen så vil de jo til enhver tid være din første priotet. Og så vil jeg samtidig sige at jeg synes det er flot at han melder ud og forklare hvordan han har det.

Jeg ville ikke selv kunne finde sammen med en der havde børn, er bange for jeg ikke ville elske dem. Og jeg beundre virkelig dem der kan gøre det. Kærestens stedfar har været i hans liv altid og elsker ham som sin egen, og min stedfar har været i mit og min søsters liv siden jeg var fem, og vi er også hans piger. Men jeg ville ikke selv kunne gøre det.

Jeg håber for din skyld det hele løser sig, men jeg er bare bange for han aldrig vil have det nemt med det.

Znuzke skriver:

Jeg kan sagtens forstå at din kæreste synes det er svært! For det ér skide svært at komme ind i en familie med børn når man ikke selv har nogle! Man skal virkelig sluge nogle kameler og man skal være kærester på en hel anden måde end i et forhold uden børn - og man bliver aldrig den aller aller vigtigste i kærestens liv. Det er en udfordring, både for parforholdet og især for den som ingen børn har. Jeg kan også sagtens genkende tanken om at "de var ikke blevet sådan hvis jeg bare havde opdraget dem" - men det kan man ikke bruge til noget hvis man vil forholdet.

Hvis han vil dig - så bliver han også nødt til at ville dine børn. Og man behøver hverken tage i Zoo eller svømmehallen for at få et godt forhold til dine børn. Bare det er at han er sød og nærværende, og viser dem at han gider bruge tid på dem kan gøre underværker for deres forhold. Men hvis han efter 6 mdr. ikke engang kan prøve at få et godt forhold til dem hjemme hvor ingen dømmer, så er det nok svært..... Der findes jo ingen løsninger på hvordan man kommer til at elske andres børn (og han behøver jo heller ikke elske dem) så jeg ved ikke helt hvad det er du efterlyser....

Jeg tror du bliver nødt til at tage en snak med ham om hvad det vil sige at gå ind i et forhold til en mor (og det har du sikkert allerede gjort) og forklare ham hvordan det der med børn fungerer....

jamen præcis kunne ikke være mere enig med dig... ville bare ønske han forstod for har jo selv sagt de samme ting til ham mange gange..! Håber bare de dage han nu får for sig selv til at tænke gør ham opmærksom på disse ting... og på at det kan fungere...

Og nej forventer slet slet ikke han elsker dem som jeg gør.. det er jo næsten umuligt.. men bare at han kan lide at bruge tid med dem... og synes det er hyggeligt når vi ser film sammen osv.

samantha1986 skriver:

Nu har jeg ikke læst resten af tråden igennem, men vil godt svare dig alligevel.

Jeg tror det er svært både for en kvinde og en mand at komme ind i et forhold hvor der er børn, hvis man ikke selv har nogen. Nogen har nemmere ved det end andre.

Din kæreste vil så gerne men har så svært ved det, og jeg tror bare aldrig det vil ændre sig, i hvert fald ikke før han selv har haft børn. Og da dine børn er nogen du altid vil have, og som du elsker jamen så vil de jo til enhver tid være din første priotet. Og så vil jeg samtidig sige at jeg synes det er flot at han melder ud og forklare hvordan han har det.

Jeg ville ikke selv kunne finde sammen med en der havde børn, er bange for jeg ikke ville elske dem. Og jeg beundre virkelig dem der kan gøre det. Kærestens stedfar har været i hans liv altid og elsker ham som sin egen, og min stedfar har været i mit og min søsters liv siden jeg var fem, og vi er også hans piger. Men jeg ville ikke selv kunne gøre det.

Jeg håber for din skyld det hele løser sig, men jeg er bare bange for han aldrig vil have det nemt med det.

Har det på samme måde som dig... synes det er fantastisk dem der gør det... Har også al respekt for min stedfar..!

Og har respekt for ham... men derfor gør det jo ikke mindre ondt at han melder sig ud... og håber inderligt at han når det punkt og holder så meget af mig at han vil gøre et sidste forsøg...

Et barn af gangen som start. Når han er klar kan i se en tegnefilm som din kæreste og børnene blev enige om at se? Små skridt. I skal nok klare det

Shibby skriver:

Et barn af gangen som start. Når han er klar kan i se en tegnefilm som din kæreste og børnene blev enige om at se? Små skridt. I skal nok klare det

taark...