Føler mig så alene

Ja som overskriften.

Jeg føler mig så alene.

Jeg mistede min mor for et par måneder siden og hun var min bedste ven, vi kunne snakke sammen om ALT.

Har ikke andre som jeg kan snakke med på samme måde.

Min familie forstår mig ikke, og min kæreste vil hellere arbejde end at være hjemme og støtte mig. (Selvom han ved hvor svært jeg har det lige nu). Det skal så siges at det er først for en lille uge siden at det gik op for mig at jeg ikke har min mor mere, så har ikke haft det sådan så længe.

Jeg kan slet ikke få hverdagen til at hænge sammen.

Ved ikke hvad jeg ville med det, havde bare brug for at komme ud med det

Netop det du der gennemgår er min største frygt... Jeg deler også alt med min mor og har så tit brug for at vende noget med hende, så tanken om at hun ikke længere skulle være her, den er ubærlig..

Men netop dette går du igennem nu og jeg håber i den grad at din kæreste tager sig sammen og støtter dig... Samt at du husker at fortælle ham hvordan du har det, mænd er ikke super gode til den slags der, det erfarede jeg i den grad da jeg fik min depression...

Vær meget obs på dig selv og evt. snak med din læge om det er en ide med en psykolog, for lige pludselig er din grundpille gennem hele dit liv væk og det er hårdt... Nu ved jeg ikke hvor gammel du er og om det skete pludseligt eller, men det er hårdt at miste.. Husk at lytte til dig selv og dine følelser og dine behov...

Det gør mig så ondt at høre om din mor 

Stumpen skriver:

Netop det du der gennemgår er min største frygt... Jeg deler også alt med min mor og har så tit brug for at vende noget med hende, så tanken om at hun ikke længere skulle være her, den er ubærlig..

Men netop dette går du igennem nu og jeg håber i den grad at din kæreste tager sig sammen og støtter dig... Samt at du husker at fortælle ham hvordan du har det, mænd er ikke super gode til den slags der, det erfarede jeg i den grad da jeg fik min depression...

Vær meget obs på dig selv og evt. snak med din læge om det er en ide med en psykolog, for lige pludselig er din grundpille gennem hele dit liv væk og det er hårdt... Nu ved jeg ikke hvor gammel du er og om det skete pludseligt eller, men det er hårdt at miste.. Husk at lytte til dig selv og dine følelser og dine behov...

Det gør mig så ondt at høre om din mor 

 Lige mine ord. Knus 

Stumpen skriver:

Netop det du der gennemgår er min største frygt... Jeg deler også alt med min mor og har så tit brug for at vende noget med hende, så tanken om at hun ikke længere skulle være her, den er ubærlig..

Men netop dette går du igennem nu og jeg håber i den grad at din kæreste tager sig sammen og støtter dig... Samt at du husker at fortælle ham hvordan du har det, mænd er ikke super gode til den slags der, det erfarede jeg i den grad da jeg fik min depression...

Vær meget obs på dig selv og evt. snak med din læge om det er en ide med en psykolog, for lige pludselig er din grundpille gennem hele dit liv væk og det er hårdt... Nu ved jeg ikke hvor gammel du er og om det skete pludseligt eller, men det er hårdt at miste.. Husk at lytte til dig selv og dine følelser og dine behov...

Det gør mig så ondt at høre om din mor 

Tusind tak

Min kæreste og jeg går muligvis fra hinanden, da han siger at han ikke gider det her med mig. (bare fordi jeg har fortalt hvor dårligt jeg har det og har brug for at han bare er ved mig, mere forlanger jeg ikke)

Men hvis det er det han vil, så må det være sådan orker ikke at kæmpe mere, da vi har haft nogle problemer og synes det har været rigeligt.

Jeg ringer til min læge i morgen tidligt og får en akuttid, og lige nu sover min søn og jeg ved min bedstemor, så hun er her i det mindste for mig.

Jeg er lige blevet 23 år.

Min mor var 45år

Og det var pludselig.

Ja det må jeg huske, vil jeg have i baghovedet, for kan slet ikke finde ud af noget

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

 Lige mine ord. Knus 

Tak for det

Anonym skriver:

Ja som overskriften.

Jeg føler mig så alene.

Jeg mistede min mor for et par måneder siden og hun var min bedste ven, vi kunne snakke sammen om ALT.

Har ikke andre som jeg kan snakke med på samme måde.

Min familie forstår mig ikke, og min kæreste vil hellere arbejde end at være hjemme og støtte mig. (Selvom han ved hvor svært jeg har det lige nu). Det skal så siges at det er først for en lille uge siden at det gik op for mig at jeg ikke har min mor mere, så har ikke haft det sådan så længe.

Jeg kan slet ikke få hverdagen til at hænge sammen.

Ved ikke hvad jeg ville med det, havde bare brug for at komme ud med det

 

Søde veninde - jeg kender dig ikke, men sender dig et stort knus

Jeg har selv mistet min far til kræft og synes det er underligt at være gravid uden han er her. Savner ham hver dag.

Du kan få hjælp til psykolog igennem din egen læge - gør det.

Pissetarveligt af din kæreste han ikke kan rumme dig, men har man ikke været det samme igennem kan det være svært at forstå det du gennemgår.

Jeg ved hvad du går igennem. Hold fast i de daglige gøremål, lev for dit barns skyld og din egen. Forsøg at sætte ord på over for din kæreste hvad du går igennem. Sig han ikke skal løse noget for dig, men bare lytte og holde om dig. Bed ham bære over med dig, når du bliver vred, ked af det og hysterisk. Fortæl ham at du bare har brug for at han er der.

Min far døde i 2008. I et års tid var jeg helt ved siden af mig selv. Vi gik fra hinanden i febr. 2009 i 4 mdr. fordi jeg ikke kunne holde noget ud. Jeg fik fred og vi fandt hinanden igen. Det tager tid og man ved ikke selv hvad man skal gøre. Det der hjalp mig var at snakke om det indtil jeg ikke kunne holde det ud mere.

Nu har det fundet hvile i mit hjerte, men jeg vil altid savne min far - til tider lidt og til tider frygteligt meget

Du er velkommen til at skrive til mig.

Baby'este hilsner fra Helle (28+3 gravid)