Sabina skriver:
Fredag d. 15/07-10 om morgen gik min slimprop. Skrev selvfølgelig med det samme herinde på baby, om det var min slimprop der eventuelt var gået? For jeg var godt nok i tvivl.
Men alle sagde at de var helt sikre, og at de odt turde ønske mig held og lykke med fødslen. Men dagen gik og jeg syntes bare ikke der skete en skid. Så kæresten og jeg besluttede os for at tage hjem til et venne-par og grille og nyde den sidste weekend sammen, for ligemeget hvad, skulle jeg sættes igang om søndagen kl 07:30 .. ( Der ville jeg være præcis 42+0)
Så kom vi hjem fra venne-paret og der var stadig ikke sket en skid, så vi var ret enige om at vi nok skulle vente på at blive sat igang. Vi tog det nu ikke så tungt, så kunne vi da prøve at nyde den sidste dag.
Så vågnede jeg op kl ca. 03:30 og havde mega ondt i maven (Som om jeg skulle til at have rigtig dårlig mave) Og jeg tænkte, det er da bare løgn, så skal man sidde på toilettet hele natten, hvad fanden har de proppet i maden.
Jeg rendte selvfølgelig frem og tilbage på toilettet indtil kl 06:00 hvor min kæreste vågnede. (Jeg havde taget in dyne ind i stuen, fordi jeg ikke ville vække ham)
Jeg gik så ind til min kæreste og begyndte at brokke mig over, at jeg havde siddet på toilettet hele natten, og at smerterne bare blev ved. Han spurgte så med det samme om det kunne være veer, og der blev jeg selvfølgelig irriteret ''Jeg har jo lige sagt til dig at jeg har siddet på toilettet hele natten, så hvad tror du selv) Min kæreste rystede så bare på hovedet og gik ud og røg. I det han kom ind, stod jeg foroverbøjet hen over tremesengen og havde noget så ondt.
Min kæreste besluttede sig så selv for at ringe ind til fødemodtagelsen, og fortælle hvordan det stod til. ''Min kæreste har voldsomme veer og der er næsten ingen pauser imellem, men vandet er ikke gået'' Imens stod jeg i baggrunden og råbte ''Jamen forhelved jeg har sku da bare dårlig mave'' 
Underligt nok tænkte jeg sleeeet ikke på, at det faktisk nok var ved at være tid 
Nårh, men vi fik ihvertfald afvide, at vi skulle komme ind kl 07:30, så det gjorde vi. Og hold nu op et helved det var, at gå fra parkeringspladsen og op til fødemodtagelsen. ( Det skal så siges, at det er på herlev hospital) Vi kom derop og selvfølgelig var der vagtskifte, så vi kunne sidde og vente i en halv time. Min kæreste ringede så til min mor, og sagde at nu var det på tide at hun kom ind på hospitalet. Og hun stod der selvfølgelig i løbet af nul, komma fem 
( Min kæreste og jeg ville gerne have min mor med til fødslen, pga støtte) Da jeg så ENDELIG kom ind, for at blive tjekket, fik jeg afvide at jeg var åbnet mig 4-5 cm. Og at de ville gøre en stue klar til mig.
Jeg kom så ret hurtigt ind på den stue, og begyndte at sluge lattergassen til mig. Men den hjalp mig på ingen måde. (eller den var nu meget rar, når man skulle prøve at styrer sin vejrtrækning)JM var overrasket over mine voldsomme veer, og som hun sagde skulle man tro at jeg havde fået ve-drop. For de kom bare som perler, på en snor.
- Jeg havde jo sagt jeg ikke ville have epi, så jeg hoppede i badekaret, i håb om at det kunne hjælpe mig lidt. ( Jeg havde stadig ingen pauser rigtigt imellem mine veer,, og i kan tro at JM havde så ondt af mig) Jeg blev så rigtig stædig efter 20 minutter i vandet, og råbte efter epi, og det kunne kun gå for langsomt. Så mig og af vandet, og hun mærkede så igen efter, hvor meget jeg havde åbnet mig. Kl 10:00 fik vi så afvide at jeg havde åbnet mig 9 cm. Så nu var vi alle ret sikre på ( også JM) at jeg snart skulle føde. Så vi ventede med Epi'en . Men næææææææ nej, det hele gik ligesom i stå. Så efter nogle timer fik jeg endelig lov til at få min epi, som jeg havde spurgt efter. ( Der manglede jeg kun at åbne mig en halv cm) Så nu håbede vi den kunne hjælpe, så jeg lige kunne få en halv times ro. Men den tog kun toppen,Det vil sige jeg havde næsten et minut hvile imellem mine veer. (Og det var jo skønt, eftersom jeg ingen pauser havde før)
Hun tjekkede igen efter, og tilkaldte så nogle andre JM. og den sidste halve cm, af min hinde var hævet så meget op, så Epi'en ikke rigtig kunne få lov til at virke. Så de 'slukkede' for den. Og jeg fik afvide jeg skulle presse ha lidt frem, selvom jeg ingen presseveer havde, så han kunne komme forbi den hinde. Imens holdte de hinden til side, så det kunne gå lidt hurtigt.
TImerne fløj afsted, og der skete intet, jeg havde åbnet mig den sidste halve cm. men han skruede sig skævt ned. Så jeg måtte ikke presse. I mellem tiden var min store søster kommet ind på fødegangen med mad til min mor og min kæreste (Det er jo ikke særlig spændende, det de har i kiosken) Og jeg havde jo smidt alle hæmninger, så jeg sagde '' Ej søs skal sku ikke sidde i venteværelset, så lad hende komme ind ( Som min søster siger idag, når man spørger hende. Var det den mest fantastiske opevelse, hun nogensinde havde været med til)Men så skete det, kl 15:30 havde han lagt sig klar, JM pøvede at komme i kontakt med mig ( Jeg var så meget inde i mig selv, fuldstændig høj af smerter, så jeg kunne næsten ikke hører efter. DEt skal siges jeg var meget rolig, og kæmpede min egen kamp. jeg var ikke hidsig som vi havde regnet med) Så begyndte vi ellers at arbejde på at presse stille og roligt. Og jeg var nået så sikker på at min røvhul (Undskyld sproget) ville springe, og det fik jeg vidst også fortalt JM. Og hun blev ved med at sige ''Bare rolig Sabina, jeg har fat og der er intet der springer her. Du skal bare gøre som jeg siger når du er klar) Også kom det ellers ud af min mund '' okay !!! er du KLAAAAAR'' også blev der presset igennem Og voooooooilaaaaa : kl 15:50 kom lille Oliver til verden. 
:') Alle der stod i rummet var flade af grin over mit sidste ord.
Jeg fik så afvide efter jeg havde fået ham op, at jeg lige skulle have et sting oppe i mig. Og ellers havde jeg kun fået nogle hudafskrabninger. (Vi havde alle regnet med at jeg skulle klippes) meeeen næ nej Oliver vejede så 3725 g og var 54 cm lang Så det var en fiiiiiin dreng. Jeg kom i ind på fødestuen 24 timer inden jeg skulle have mødt derinde til igangsættelse 
Sådan Oliver, der overraskede vi sku lige vores JM Farmanden/kæresten tude om kap med min søster, og min mor prøvede at holde lidt igen. Jeg var nok den eneste der ikke lige havde overskudet til at græde. Men hvor var jeg lykkelig. Mit hjerte smeltede jo med det samme.
Vi blev så kørt over på vores stue, og det hele gik som det skulle. Han både tissede og sked i løbet af de første 24 timer. Så vi tog allerede hjem efter 22 timer. Følte ikke jeg kunne finde ro inde på hospitalet, jeg ville bare gerne hjem og falde på plads, efter mit marthon.
Men de skulle lige være sikre på min amning gik som den skulle. OG det gjorde den med stor stil. Allerede efter 2 dage, var min mælk løbet til Så ALT har bare gået som det skulle
Jeg tror at det ca. var det. Ellers må i jo komme med spørgsmål . Men alt i alt Var det nu det hele værd
Igen stort tillykke søde. Den dreng er da bare dejlig!
Og SÅ fedt at du gik igang af dig selv! Selv om det lyder til at være en hård omgang, så lyder det til du har humøret med dig!
