Sof skriver:
Den her graviditet er fuldstændig modsat den med Silje. Bortset fra blødning i starten og min nervøsitet fordi vi mistede sidst, så har det her været en ren drømmegraviditet uden problemer eller gener. Jeg har kun haft tegn som ømme bryster, ligamentsmerter, lidt svimmelhed hvis jeg rejser mig for hurtigt, lidt halsbrænd hvis jeg spiser for fed mad, lidt kvalme hvis jeg får spist for meget eller bliver for sulten og så min mave der vokser. Jeg kan endda selv mærke afgrænsningen af min livmoder når jeg ligger ned, det kunne jeg slet ikke med Silje.
I graviditeten med hende, der havde jeg:
Slem kvalme de første 14 uger, svimmelhed, black outs, spontan opkastning, voldsom overspisning, ligamentsmerter, plukveer allerede fra uge 8-10 stk., begyndene veer, voldsom vægtøgning og blødninger 4-5 gange gennem hele graviditeten. Graviditeten med Silje var frygtelig og jeg har været meget bange for en ny graviditet.
De positive ting i graviditeten med Silje var at jeg mærkede bobler i uge 14-15 stk. mærkede hende hver dag fra uge 16 og det kunne mærkes udenpå fra uge 18, hvorimod at jeg stadig kan være i tvivl omkring hvad jeg mærker i denne graviditet, men det er nok mest fordi jeg ikke tør tro på det og ikke tør knytte mig for meget af frygt for at miste igen. Kan mærke små spjæt nu, men er bange for at tro på at det er rigtig.
Men er jo nødt til at tage mig sammen og nyde min graviditet i stedet for at være nervøs hele tiden. Jeg er næsten halvvejs nu og tør stadig ikke tro på det eller nyde det, men det er jeg jo for pokker nødt til.
Hvis jeg glemmer min frygt, så har jeg mærket bobler/roden rundt/moslen/you name it fra uge 10-11 stk. i denne graviditet, men kun rigtige spark 3 gange og det har været et enkelt spark alle 3 gange, men har en mistanke om at min moderkage ligger foran denne gang og at min livmoder ligger længere inde i kroppen end den gjorde med Silje.
Som min kæreste siger, så er denne graviditet jo faktisk en hel normal graviditet lige efter bogen og det må jeg jo give ham ret i. 
Først: Ja, mente self. storesøster. Doh! Tidlig ammehjerne?
Hold da op en voldsom graviditet du har haft dengang! Kan godt forstå hvis det betyder, at du har lidt svært ved bare at nyde denne graviditet, men om ikke andet kan du jo tænke på, at den slemme graviditet jo trods alt endte med en dejlig lille pige, så hvorfor skulle den her - som er en god graviditet - ikke ende godt?
Men jeg tror, at det er naturligt at være bange, nervøs og bare slappe 100% af. Det er bare en skam, for sådan burde det jo ikke være. Men du er helt sikkert ikke alene om at have det sådan. Og det lyder da bestemt til, at det er liv du har mærket også tidligt.
Er det ikke muligt for dig at sige til dig selv, at nu skal det bare nydes? (Nemmere sagt end gjort selvfølgelig

)