Ved godt de fleste der når dette punkt i graviditeten ville give hvad som helst for at den lille guldklump kom til verden, men i mit tilfælde har jeg det lige omvendt
Jeg glæder mig til at holde ham i armene, det er slet ikke det, men alt falder sammen lige nu og jeg er bange for at komme til at stå helt alene til fødslen...
Min mand arbejder som vagt på Langelandsfestivallen og har én af de øverste positioner - de har været ekstremt pressede på medarbejdere i år, så min mand måtte springe til selvom han havde takket nej (Han er af sted fra i dag til d. 30. juli) - jeg har termin d. 2. august!!!
Godt nok har han lavet den aftale med dem at hvis jeg ringer og siger så er det nu, så må han smide alt, hvad han har i hænderne for at drøne hjem (til Esbjerg!). Problemet er nu, at bilen er gået i stykker på vej til langeland, så han kan ikke bare liiige drøne hjem, hvis jeg ringer
Jeg frygter sådan at det hele når at være i gang og måske endda halvt overstået inden han når frem, og det kan jeg slet ikke overskue... har ikke lyst til at skulle gennem en fødsel "alene". Jeg ved godt at en fødsel som regel tager mange timer, men tænk nu hvis det går stærkt i mit tilfælde!?
Øv, hvor er jeg ked af det og krydser alt hvad jeg kan for at lillemanden bliver inde i sin hule til lørdag eftermiddag i hvert fald...
Havde bare lige brug for at komme af med det - tak fordi du læste med...
Anmeld
