Kan man glemme fortiden og tro på fremtiden?

Hej alle samme

Jeg må heller starte fra starten så jeg giver et billed af hvorfor det er så svært.

Jeg har været gravid 3 gange og er nu i min 4. graviditet. Da jeg var gravid første gang fandt lægerne ud af at den dreng jeg ventede var meget syg, men at han ikke var død i maven på mig og at det var op til mig om jeg ville beholde det. Vi tog den beslutning at vi ikke ville give ham livet - og man måtte sige det var den rigtige beslutning taget i betragtning af hvor syg han var. MEN det var mig der slog ham ihjel.

6 uger efter vi havde mistet ham blev jeg gravid igen - ved egentlig ikke hvorfor min krop ville prøve så hurtig efter, men testen var positiv. Jeg blev undersøgt og ganske rigtigt 8 uger henne. Vi passerede 9 uge og jeg blev mere og mere deprimerede og bekymret over at være gravid - jeg ventede kun på at miste. Det kom ugen efter.

Jeg var ked, men lettet - en byrde var taget fra mig ved, at kroppen selv havde taget valget om at jeg skulle miste.

Der gik 5 mdr. - et sammenbrud, 4 vennepars offentliggørelse af deres graviditet og et kæmpe skænderi med min mand om, at han var træt af at dyrke sex på kommando - før jeg blev gravid igen.

I 9 mdr kæmpede alle mine følelser for at nyde graviditeten. Jeg var indlagt flere gange fordi jeg var "hysterisk" (lægernes ord), jeg blødte til forskel fra de andre graviditeter, fik bækkenløsning, indre blå mærker osv. Men så kom han - min lille william kom til verden. En fødsel uden komplikationer, uden smertestillende og kun på 7 timer.

Nu jeg så gravid igen og nærmest desperat for at få den tidlige skanning som skal fastslå om der er liv - den kommer på mandag (d. 18/7). Jeg er bange, græder hvergang jeg er alene og fuldstændig tom for glæde over graviditeten.

Mit spørgsmål til jer er om i har en måde jeg kan glemme min fortid og komme videre med mn fremtid?

Det eneste håb jeg har er, at kroppen selv vælger om barnet skal leve - der er altså en mening ved at miste. Men har jeg ikke taget min tur?

Hej,

Håber din scanning gik godt?

Mit forløb har været således: SA i 5. uge maj 2010, MA i 9. uge oktober 2010.

Nu er jeg i 10. uge, har været til første lægeundersøgelse og skal til terminsscanning på onsdag, og det føles meget afgørende, lykkes det virkelig denne gang?

Jeg har ikke set din tråd før nu men vil sende dig et kæmpestort knus. Jeg håber din scanning gik godt og at du har fået det bedre med graviditeten? Jeg synes det lyder HELT naturligt at du er bange, din historie taget i betragtning! Det ville alle da være! 

Kh

Rosa

Anonym skriver:

Hej alle samme

Jeg må heller starte fra starten så jeg giver et billed af hvorfor det er så svært.

Jeg har været gravid 3 gange og er nu i min 4. graviditet. Da jeg var gravid første gang fandt lægerne ud af at den dreng jeg ventede var meget syg, men at han ikke var død i maven på mig og at det var op til mig om jeg ville beholde det. Vi tog den beslutning at vi ikke ville give ham livet - og man måtte sige det var den rigtige beslutning taget i betragtning af hvor syg han var. MEN det var mig der slog ham ihjel.

6 uger efter vi havde mistet ham blev jeg gravid igen - ved egentlig ikke hvorfor min krop ville prøve så hurtig efter, men testen var positiv. Jeg blev undersøgt og ganske rigtigt 8 uger henne. Vi passerede 9 uge og jeg blev mere og mere deprimerede og bekymret over at være gravid - jeg ventede kun på at miste. Det kom ugen efter.

Jeg var ked, men lettet - en byrde var taget fra mig ved, at kroppen selv havde taget valget om at jeg skulle miste.

Der gik 5 mdr. - et sammenbrud, 4 vennepars offentliggørelse af deres graviditet og et kæmpe skænderi med min mand om, at han var træt af at dyrke sex på kommando - før jeg blev gravid igen.

I 9 mdr kæmpede alle mine følelser for at nyde graviditeten. Jeg var indlagt flere gange fordi jeg var "hysterisk" (lægernes ord), jeg blødte til forskel fra de andre graviditeter, fik bækkenløsning, indre blå mærker osv. Men så kom han - min lille william kom til verden. En fødsel uden komplikationer, uden smertestillende og kun på 7 timer.

Nu jeg så gravid igen og nærmest desperat for at få den tidlige skanning som skal fastslå om der er liv - den kommer på mandag (d. 18/7). Jeg er bange, græder hvergang jeg er alene og fuldstændig tom for glæde over graviditeten.

Mit spørgsmål til jer er om i har en måde jeg kan glemme min fortid og komme videre med mn fremtid?

Det eneste håb jeg har er, at kroppen selv vælger om barnet skal leve - der er altså en mening ved at miste. Men har jeg ikke taget min tur?

 

Sommetider skal man give sig selv lov til at slippe fortiden, det du alligevel ikke kan ændre på skal vel ikke ødelægge din fremtid?

Anonym skriver:

Hej alle samme

Jeg må heller starte fra starten så jeg giver et billed af hvorfor det er så svært.

Jeg har været gravid 3 gange og er nu i min 4. graviditet. Da jeg var gravid første gang fandt lægerne ud af at den dreng jeg ventede var meget syg, men at han ikke var død i maven på mig og at det var op til mig om jeg ville beholde det. Vi tog den beslutning at vi ikke ville give ham livet - og man måtte sige det var den rigtige beslutning taget i betragtning af hvor syg han var. MEN det var mig der slog ham ihjel.

6 uger efter vi havde mistet ham blev jeg gravid igen - ved egentlig ikke hvorfor min krop ville prøve så hurtig efter, men testen var positiv. Jeg blev undersøgt og ganske rigtigt 8 uger henne. Vi passerede 9 uge og jeg blev mere og mere deprimerede og bekymret over at være gravid - jeg ventede kun på at miste. Det kom ugen efter.

Jeg var ked, men lettet - en byrde var taget fra mig ved, at kroppen selv havde taget valget om at jeg skulle miste.

Der gik 5 mdr. - et sammenbrud, 4 vennepars offentliggørelse af deres graviditet og et kæmpe skænderi med min mand om, at han var træt af at dyrke sex på kommando - før jeg blev gravid igen.

I 9 mdr kæmpede alle mine følelser for at nyde graviditeten. Jeg var indlagt flere gange fordi jeg var "hysterisk" (lægernes ord), jeg blødte til forskel fra de andre graviditeter, fik bækkenløsning, indre blå mærker osv. Men så kom han - min lille william kom til verden. En fødsel uden komplikationer, uden smertestillende og kun på 7 timer.

Nu jeg så gravid igen og nærmest desperat for at få den tidlige skanning som skal fastslå om der er liv - den kommer på mandag (d. 18/7). Jeg er bange, græder hvergang jeg er alene og fuldstændig tom for glæde over graviditeten.

Mit spørgsmål til jer er om i har en måde jeg kan glemme min fortid og komme videre med mn fremtid?

Det eneste håb jeg har er, at kroppen selv vælger om barnet skal leve - der er altså en mening ved at miste. Men har jeg ikke taget min tur?

 

Jeg ville helt klart råde til professionel hjælp her, til at bearbejde det, så du kan komme videre Stort tillykke med graviditeten, og håber du vil finde glæden ved det hele

Anonym skriver:

Hej alle samme

Jeg må heller starte fra starten så jeg giver et billed af hvorfor det er så svært.

Jeg har været gravid 3 gange og er nu i min 4. graviditet. Da jeg var gravid første gang fandt lægerne ud af at den dreng jeg ventede var meget syg, men at han ikke var død i maven på mig og at det var op til mig om jeg ville beholde det. Vi tog den beslutning at vi ikke ville give ham livet - og man måtte sige det var den rigtige beslutning taget i betragtning af hvor syg han var. MEN det var mig der slog ham ihjel.

6 uger efter vi havde mistet ham blev jeg gravid igen - ved egentlig ikke hvorfor min krop ville prøve så hurtig efter, men testen var positiv. Jeg blev undersøgt og ganske rigtigt 8 uger henne. Vi passerede 9 uge og jeg blev mere og mere deprimerede og bekymret over at være gravid - jeg ventede kun på at miste. Det kom ugen efter.

Jeg var ked, men lettet - en byrde var taget fra mig ved, at kroppen selv havde taget valget om at jeg skulle miste.

Der gik 5 mdr. - et sammenbrud, 4 vennepars offentliggørelse af deres graviditet og et kæmpe skænderi med min mand om, at han var træt af at dyrke sex på kommando - før jeg blev gravid igen.

I 9 mdr kæmpede alle mine følelser for at nyde graviditeten. Jeg var indlagt flere gange fordi jeg var "hysterisk" (lægernes ord), jeg blødte til forskel fra de andre graviditeter, fik bækkenløsning, indre blå mærker osv. Men så kom han - min lille william kom til verden. En fødsel uden komplikationer, uden smertestillende og kun på 7 timer.

Nu jeg så gravid igen og nærmest desperat for at få den tidlige skanning som skal fastslå om der er liv - den kommer på mandag (d. 18/7). Jeg er bange, græder hvergang jeg er alene og fuldstændig tom for glæde over graviditeten.

Mit spørgsmål til jer er om i har en måde jeg kan glemme min fortid og komme videre med mn fremtid?

Det eneste håb jeg har er, at kroppen selv vælger om barnet skal leve - der er altså en mening ved at miste. Men har jeg ikke taget min tur?

 

Håber din scanning gik godt. Jeg har selv mistet flere gange og sidder nu her med to raske og sunde børn. Din frygt er ved at tage overhånd og jeg kan ikke forstå hvorfor din SP (fra første barn) eller din læge ikke har taget hånd om dig for jeg tror du skal snakke med en omkring det. Du kan evt. også snakke med foreningen for spædbørnsdød omkring dine tanker om dit første barn. Det lyder som om du har skyldfølelse omkring det valg i tog (selv om du godt ved det var det rigtige) Måske de kan hjælpe dig med at få det hele bearbejdet.

Her valgte jeg - for at få frygten lidt væk- at betale mig for nogle scanninger efter NF (og inden MD scanningen ) det gav ro på. Efter baby begyndte at bevæge sig var det nemmere ikke at være nervøs. Hen ved fødsel blev jeg igen bange for at det skulle gå galt så tæt på, og en uge over tid var jeg ved at gå ud af mit gode skind fordi jeg var bange for at miste. Men alt gik godt.

Jeg tror grunden til du mistede nogle gange efter den første gang var fordi kroppen ikke var klar. Men nu har du jo været gravid og født så jeg er sikker på din krop er fit for fight for baby igen.

Prøv at sende positive tanker ud. Koncentrer dig så vidt muligt om din søn og lad graviditet være graviditet (selv om det er svært)

Hej alle sammen

Tusinde tak for de varme og ikke mindst positive tanker.

Som jeg skrev skulle jeg til skanning for at se liv - desværre var der ikke noget hjertelyd, men lægen var overbevist om at det var fordi jeg ikke var langt nok henne, så fik en ny tid. Efter skanningen var jeg forbavsende rolig og har slet ikke været ked eller bange. Ved ikke rigtig hvorfor det er vendt sådan, men har kun positive tanker om graviditeten.

Jeg skal til skanning imorgen, så glæder mig til at se hvordan historien ender.