Narkoselægen ankom rimeligt hurtigt, og vi fik anlagt bedøvelsen, samt et ve-drop. Weeeeee, nu følte man sig jo pludselig som et halvvejs normalt menneske igen.
Alt kørte som på skinner i et stykke tid, og jeg døsede faktisk hen et par gange, men vågnede hver gang nogen snakkede til mig, eller lægen kom for at tage endnu en blodprøve på baby.
Nu var der efterhånden blevet skruet op for vedroppet nogle gange. Klokken var efterhånden blevet tæt på 00.30 om natten, og jeg var begyndt at få pressetrang, men JM sagde at jeg stadig kun var 8 cm åben. ØV ØV! Jeg lå og kæmpede med en pressetrang som blev værre og værre, og klokken 2.05 sagde JM, at der kun manglede en ganske lille kant, før jeg kunne få lov at presse. MEN - i det samme kom lægen ind og sagde, at han desværre havde dårlige nyheder. Den sidste blodprøve havde vist, at vi skulle have barnet ud NU, hvis der ikke skulle være risiko for varige mén. Derfor var de desværre nødt til at foretage et akut kejsersnit.
Jeg nåede slet ikke at reagere, før jordemoderen udbrød :" Jamen hun er næsten helt åben. Kan vi ikke prøve at lade hende presse let et par gange, og se om hun åbner sig helt?" Dette ville lægen desværre ikke gå med til, idet han mente, det ville være for farligt for barnet. Derfor fandt jeg mig pludselig omringet af læger og sygeplejersker, som alle havde travlt med hver sin ting, og alle prøvede at forklare mig på een gang, hvad de egentlig foretog sig, alt imens jeg desperat forsøgte at få øje på min familie, som var blevet skubbet helt i baggrunden.
Først da jeg halvvejs desperat kom med et brøl pga en ekstremt smertefuld ve, kom der lidt ro over tingene, og min familie fik lov at dukke op ved sengekanten. Min lille søster, der, som den eneste, aldrig havde oplevet en fødsel, og derfor havde glædet sig som et lille barn, så SÅ skuffet ud. Men det kunne på ingen måde måle sig med min egen skuffelse over ikke at få lov at føde naturligt, efter nu at have gennemgået alle de smerter. Men det vigtigste er jo nu engang, at guldklumpen kommer ud i hel stand. Og på trods af hendes skuffelse, ville hun ikke med på operations stuen, så det endte min storesøster med at gøre.
Der gik ikke mange minutter før jeg fløj af sted ned ad gangen med en storprustende portør bag mig.
Da først vi var ankommet til operations stuen, og var klar til at gå igang, gik det hele ligesom op for mig, og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg følte en vild blanding af skuffelse, angst og forventningsfuld glæde. NU skulle jeg endelig være mor, og bare det hele nu gik godt.
Der gik ikke voldsomt lang tid, før jeg kunne mærke den lille tøs blive trukket ud, jeg hørte et sug, da hendes svælg blev tømt for slim, og derefter et skrål fra min lille prinsesse, som simpelthen fik mit hjerte til at galoppere af sted af ren og skær glæde. Hun levede og trak vejret, og sygeplejersken sagde, at hun havde alle sine legemsdele. Hvor skønt, og sikken lettelse.
. Sygeplejersken og søster traskede af sted med den lille, som viste sig at veje blot 2730 gram og måle 49 cm.
På opvågningsstuen dukkede min mand, mor og lillesøster op samtidig med min lille datter, som i øvrigt fik APGAR 1:9 5:10 10:10. Så det kunne ikke være bedre.
Nu nyder vi alle at være hjemme igen, og far har i stor stil forelsket sig i sin lille prinsesse pige og vice versa.
Hvor ER livet altså skønt......
