Har altså "bare" kopieret fra andre sider, jeg kommer på. Jeg er nemlig rimeligt nyoprettet her, så derfor kommer den først nu.
Lørdag d. 21/6 - 2008, 4 dage over min termin, fik jeg veer klokken 13.15 om eftermiddagen. Lige fra starten kom de med 6 minutters mellemrum og varede 45 sekunder.
Veerne var absolut til at arbejde med. De var ikke så stærke, og dyb vejrtrækning fik mig gennem dem uden de store problemer.
Jeg gik mig en tur for at være sikker på, at veerne i hvert fald ikke gik i stå igen.
Vel ankommet hjemme igen, satte jeg mig foran flimmeren for at forsøge at slumre lidt, men fandt det umuligt med veerne.
Klokken 19 om aftenen kom veerne nu med 3-4 minutters mellemrum og bed noget mere (læs: AVS!).
Jeg holdt ud indtil klokken 20.30, hvor jeg efterhånden var lidt smådesperat og ringede derfor til fødegangen. Jeg fik en ve lige efter jeg havde forklaret situationen, og da JM tog tid på den, sagde hun at ja så måtte vi hellere komme ind og blive kigget på.
Vi ankom til fødegangen klokken 20.45, efter en lang tur fra bilen og op i elevatoren med veer, som jeg efterhånden syntes tog RIGTIGT godt ved. På trods af det var jeg rigtigt nervøs for at blive sendt hjem igen, især da min mand var overbevist om, at det var lige præcis, hvad der ville ske.
Vi kom direkte ind i undersøgelseslokalet og jeg blev undersøgt. Barnet blev skønnet til at veje ca 3500 gram.
Veerne kom med 2-3 minutters mellemrum og varede 1-1½ minut hver gang. Livmoderhalsen var udslettet og jeg var godt éen finger åben. JM bestemte sig for, at jeg fik en stue med det samme (pyha sikke en lettelse).
Derfor blev jeg klædt om til hospitalstøj og fik et lavement, og blev derefter ført til fødestuen.
Efter jeg var blevet etableret på stuen, og min mor og to søstre var ankommet, sendte jeg min mand hjem, idet han ikke skulle være til stede under fødslen. Og han har bagefter fortalt, at det godt nok var svært at sidde herhjemme og vente på at få noget af vide.
Veerne kom stadig jævnt med 2-3 minutters mellemrum, og varede stadig de 1-1½ minut, og JM spurgte om jeg ville have noget smertestillende, og gav mig valget mellem varmepuder eller akupunktur. Jeg valgte at starte i det små, og fik derefter varmepuder stukket ned både foran og bagpå i de store hospitalstrusser, som derfor langsomt begyndte at synke ned mod mine ankler. Efter hver ve måtte jeg lige have fat i trusserne, for at få hevet dem op på plads igen. Efter en specielt heftig ve, hvor jeg havde måttet stå med overkroppen bøjet over vindueskarmen mens jeg storvrikkede med bagdelen, hang trusserne nede ved knæerne, og min mor måtte kæmpe for at holde latteren tilbage.
Efter en halv times tid var varmepuderne dog ikke helt nok mere, og jeg bad derefter JM om noget andet. Hun gav mig nu valget mellem akupunktur eller badekar. Jeg havde det så voldsomt varmt, at jeg slet ikke havde lyst til komme i badekar, og fortalte JM uden omsvøb, at det slet ikke kom på tale. Derfor endte vi med akupunktur. Efter at have ligget med de 11 nåle i et godt stykke tid måtte jeg desværre fortælle JM, at de altså ikke hjalp en sk....disse
Hun gav mig så, efter en indvendig undersøgelse, hvor det viste sig, at jeg var 3 cm åben, atter engang muligheden for at komme i kar, og jeg sagde atter engang nej tak.
Kort efter dette gik vandet, som, ifølge JM, var meget grønt, og derfor måtte jeg have målere på maven, så de kunne følge barnets hjertelyd. Desværre gik hjertelyden lidt amok, og gik fra den ene yderlighed til den anden, og derfor blev der sendt bud efter en læge, som satte elektroder på barnets isse, og tog et par blodprøver på den bitte.
Efter et stykke tid, hvor JM jo godt kunne se, at jeg kæmpede noget med smerterne, sagde hun så endelig (meget stille), at vi selvfølgelig også kunne prøve en epidural. På trods af smerterne sagde jeg, at jeg godt ville vente lidt med den, på trods af at veerne nu varede over 1½ minut hver gang, og der kun gik maks 20 sekunder fra den ene sluttede, til den næste startede.
Dog gik der ikke mere end til klokken 22.15, før jeg, med et kæmpebrøl - midt under en ve - råbte:" Rygmarvsbedøvelse NUUUUUUUU!!!" Jordemoderen svarede, at så ville hun da lige hente en narkoselæge, og begav sig ud af døren. Midt i mine smerter, syntes jeg ikke det gik hurtigt nok, og råbte efter hende (uden at tænke mig om) TJEP TJEP!
