I går brød jeg HELT sammen for jeg fik endnu en grim kommentar med på vejen og så kaldte jeg sgu manden for en røv! Jeg græd som pisket og syntes bare ikke han kunne være det bekendt. Efter Carla var blevet puttet bad jeg Casper om at slukke fjernsynet så vi kunne få talt sammen. Og så sagde jeg at jeg bare syntes det havde været en rigtig dum uge og jeg følte han havde været sur på mig og vrisset meget af mig. Han var helt uforstående overfor det og syntes ikke han havde været sur. Han undskyldte hvis han havde gjort mig ked af det og også hans sidste kommentar. Det var ikke meningen jeg skulle blive ked af det. Da han undskyldte græd jeg bare endnu mere, for jeg blev så glad for at han IKKE var sur på mig eller træt af mig.
Jeg sagde også at jeg godt kunne mærke at efter at han har vrisset af mig kommer han videre (han har fået det ud af kroppen og er ikke længere sur) og så taler han almindeligt til mig som om vi ikke har været sure på hinanden. Men når han har vrisset af mig bliver jeg vred eller ked af det og bærer rundt på det resten af aftenen. Og det hober sig op i løbet af ugen hvis han bliver ved med at vrisse. Så jeg fik forklaret ham at jeg IKKE kommer videre på samme måde som ham. Det påvirker mig meget når vi vrisser af hinanden.
Vi lavede en aftale om at vi ikke skal TRO at vi ved hvad hinanden mener. Vi skal spørge. Så hvis jeg nu siger noget og Casper TROR jeg er negativ overfor ham, så skal han ikke reagere på det han TROR, men i stedet spørge mig: Hvad mener du? og så kan det jo være jeg slet ikke er sur og så er konflikten og de sure miner jo ude af verden. Vi øver os på det.
Jeg sagde også til ham at jeg er klar over at vi ikke kan være lykkelige hele tiden, men jeg synes godt nok det er hårdt når vi så har en periode hvor vi er lidt emsige. Da jeg havde hulket færdig lå vi på sofaen og krammede lidt. Så kunne vi begge slappe af igen.
I dag har vi så haft en dejlig dag med mange gæster. Vi har holdt fødselsdag for Carla igen. Heldige unge. He he....
Anmeld
