jeg hader det!!

Årh jeg hader at være deprimeret! Synes ikk, at jeg kan se det positive i noget som helst!! (Misforstå mig ikk, jeg elsker mit barn overalt på jorden!!)
Føler bare, at det hele er én stor nedtur for tiden..

For noget tid siden, blev jeg uvenner med en meget tæt kammerat, vi arbejder så også sammen, blev så ringet op i dag, at han er sagt op med øjeblikkelig virkning. Af mange årsager, men også pga noget ham eller hans kæreste har gjort mod mig.. De/hun har sendt en klagemail over mig, i falsk navn, de havde bare lige glemt, at man ku se afsenders mailadr.. Flot!
Troede egentlig jeg var ovre vores 4 år lange, tætte og gode venskab, men nej, det er jeg så ikke! Det plager mig, er ked af det, for kunne virkelig snakke med den dreng om ALT!! Han ved noget om mig, som ingen andre ved.. Vi har tilgivet hinanden for alt, og været der for hinanden i tykt og tyndt.. SUK, at folk kan synke så dybt, og ødelægge noget så godt, gør mig sku ked af det!!  Finder aldrig så tæt en ven, som ham igen.!

Mit barn, hører ikke efter når jeg skælder ud, og fortæller at det må h*n ikke. Er ligeglad med hvad jeg siger, og gør det stik modsatte.. Kan sætte mig ned og tude hver gang det sker, for det er kun herhjemme at h*n er sådan.. ALDRIG sådan ved mine forældre eller ved faren.. Føler sku godt nok det er mig der er noget galt med. H*n er stortset altid "umulig" når vi har fri sammen.. Vil ingenting, hverken spise eller sove.. Kæmper for at få h*n til at sove.. Og spise for den sags skyld.. Føler mig som en elendig mor!

Kan ikk finde ud af, at værdsætte den tid jeg har sammen med min kæreste. Vi bor ikk sammen, men ser hinanden så tit som muligt. Nogle dage, hvor vi bare hygger hjemme og slapper af, bliver jeg frustreret.. Bliver sur eller ked over ingenting.. Skælder ham ud hele tiden, fordi jeg har det så elendigt.. B.la. også derfor vi flyttede fra hinanden.. Det er så forkert af mig, at lade det gå udover ham, men det gør det. Han bliver lige så frustreret som mig, vi ender med begge at blive kede af det.. Når dette sker, er jeg så ked af det, ødelægger vores dyrebare tid sammen.. Sårer ham, gang på gang.. Er bange for, at han en dag får nok og skrider.. Min værste frygt!
Har tit overvejet, at overraske ham med et weekendophold, men pengene er bare ikke til det.. Vil så gerne vise ham min kærlighed til ham, men hvordan?? Pengene er små, og vi har 3-4 dage i ugen sammen.. Jeg elsker ham så ubeskriveligt højt, men synes ikke selv, at jeg kan finde ud af at vise det.!

Ved ikke hvad jeg ville med det her, havde bare brug for at komme ud med det.. Har ikk brug for at blive rakket ned på nogen måde, så hvis I har noget at skrive, så hold det venligst i en pæn tone..
Tak fordi I gad læse det!

Du fortjener lige et

Jeg kan sørme godt forstå, at du er helt slået ud over det kæmpe svigt din ven har begået imod dig. Ikke nok med at I ikke er venner længere, men han har også forsøgt bevidst at skade dig.

Det kan ikke gøre andet end sindssyg ondt. Man sidder tilbage lamslået og tænker over hvad pokker der gik galt og hvordan et menneske man elskede så højt kunne have denne her dæmoniske side man ikke havde set komme.

Det er vigtigt du tillader dig selv at sørge over tabet af ham. Og at du får talt ud om det med folk du føler tillid til.

Jeg har selv prøvet noget lidt lignende og det tog mig et år hvor jeg var fuld af vrede før jeg kunne give slip på det. Det er hårdt, men det går over.

Mht dit barn kan du glæde dig over, at han eller hun lader alting gå udover dig, fordi dit barn ved at mor elsker mig betingelsesløst og det er her jeg føler mig tryg til at afprøve grænser.
Det er rent faktisk en tillidserklæring til dig.

Det kan godt være det virker som en ringe trøst, men hvis du virkelig tænker over det, begynder det faktisk enormt meget.
Men vist kan det være hårdt og jeg kan da også tænke min søn er en lille møgunge, at det altid er mig han forsøger at løbe om hjørner med.

Du behøver såmænd ikke penge. Du kan vise din kæreste på mange måder, at du elsker ham. Lave en god middag, overrask ham i noget frækt undertøj, tag ham med ud i naturen og fortæl ham du elsker ham. Værdsæt ham. Vis du har brug for ham.
De fleste mænd kan godt lide at føle sig uundværlige. (Sådan har vi det vel også)

Når alt det her er sagt, så skal du gå op og tale med din læge, hvis du ikke allerede har gjort det.

Depression er alvorligt, men det kan behandles.
Man bliver ikke rask fra den ene dag til den anden, men man kan langsomt få det bedre.

RGN skriver:

Du fortjener lige et

Jeg kan sørme godt forstå, at du er helt slået ud over det kæmpe svigt din ven har begået imod dig. Ikke nok med at I ikke er venner længere, men han har også forsøgt bevidst at skade dig.

Det kan ikke gøre andet end sindssyg ondt. Man sidder tilbage lamslået og tænker over hvad pokker der gik galt og hvordan et menneske man elskede så højt kunne have denne her dæmoniske side man ikke havde set komme.

Det er vigtigt du tillader dig selv at sørge over tabet af ham. Og at du får talt ud om det med folk du føler tillid til.

Jeg har selv prøvet noget lidt lignende og det tog mig et år hvor jeg var fuld af vrede før jeg kunne give slip på det. Det er hårdt, men det går over.

Mht dit barn kan du glæde dig over, at han eller hun lader alting gå udover dig, fordi dit barn ved at mor elsker mig betingelsesløst og det er her jeg føler mig tryg til at afprøve grænser.
Det er rent faktisk en tillidserklæring til dig.

Det kan godt være det virker som en ringe trøst, men hvis du virkelig tænker over det, begynder det faktisk enormt meget.
Men vist kan det være hårdt og jeg kan da også tænke min søn er en lille møgunge, at det altid er mig han forsøger at løbe om hjørner med.

Du behøver såmænd ikke penge. Du kan vise din kæreste på mange måder, at du elsker ham. Lave en god middag, overrask ham i noget frækt undertøj, tag ham med ud i naturen og fortæl ham du elsker ham. Værdsæt ham. Vis du har brug for ham.
De fleste mænd kan godt lide at føle sig uundværlige. (Sådan har vi det vel også)

Når alt det her er sagt, så skal du gå op og tale med din læge, hvis du ikke allerede har gjort det.

Depression er alvorligt, men det kan behandles.
Man bliver ikke rask fra den ene dag til den anden, men man kan langsomt få det bedre.

Tak for svaret og
Jeg har snakket med lægen, og skal starte til psykolog, vil dog ikk starte nu her, pga sommerferien..
Har prøvet lykkepiller, men synes ikke de hjælper..

Jeg forstår ikk, at han bare sådan kan smide vores venskab ud af vinduet.. Det var virkelig specielt! Mange troede vi var kærester, men vi var bare bedste venner.. Han vil altid betyde noget for mig, ingen tvivl om det.. Troede egentlig, det bare var en fase han sku over, men nu er der gået 3 mdr., og vi snakker stadig ikk sammen :/

Synes bare det er så skide hårdt, at h*n er sådan over for mig! Føler mig total magtesløs.. Aner ikke hvad jeg skal stille op.. Næsten hver dag er et helved, hvis vi ikk laver et eller andet..
Self laver h*n ballade i DP, ved faren og ved bedsteforældrene, men slet slet ikk i samme omfang som herhjemme.

Føler bare det mislykkeds hver gang jeg prøver Jeg ender med at blive ked af det eller frustreret, fordi jeg ikk får den respons jeg regner med.. Self siger han, at han elsker mig, at jeg er dejlig og alt det der.. Men ja, det er nok bare mig der har for høje forventninger.. Han siger, at sommetider føler han, at jeg prøver at bestemme over ham.. Det er jo slet slet ikke meningen, men jeg vil bare gerne ha at han fortæller mig, hva han render rundt og laver og sådan.. Hvis nu der sku ske noget alvorligt, så er det sku rart at vide, hvor han er..

Hvor længe tog du medicinen før du stoppede? Ved visse antidepressive kan der jo gå helt op til 6 uger før den ønskede effekt indtræder.
Det er også muligt, det skal være et helt andet præparat.

Jeg har selv en depression og får medicin for at holde hovedet oppe over vandet. Og jeg føler mig stadig deprimeret, men hvis jeg tænker over hvordan det fx var for et halvt år siden kan jeg godt se, at der rent faktisk er en effekt. Eller hvis jeg fx glemmer at tage min medicin i to dage, får jeg det pludselig rigtig skidt.

Hende der sårede mig så bitterligt, tog faktisk kontakt til mig 5 år senere og jeg tilgav hende alt og omvendt. Alt gammel nag og bitterhed er væk og vi fik talt om hvad der var sket.
Jeg siger ikke du skal gå og forvente noget eller håbe. Men folk forandrer sig heldigvis ofte til det bedre med alderen. Især når de også får tingene og følelserne på afstand og kan se, at alt hvad de foretog sig måske ikke var noget at prale af.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er hårdt med dit barn. Hvor gammel er han/hun?
Du er jo også alene med dit barn, så det er dig der står for det hele. Både det praktiske og opdragelsen, og ja, af og til har man bare brug for ro og at få lov til at smække benene op på bordet uden at der står en og hiver i en. Men det er ret svært, når man er alenemor.
Jeg har selv valgt, at være meget konsekvent. Hvis jeg siger nej til noget, så mener jeg nej. Og så er hysteriske anfald og hundeøjne ingen hjælp. Til gengæld har jeg så valgt mine kampe, for ikke at løbe total sur i det. På den måde bliver det også meget lettere at være konsekvent og min søn forstår, at jeg mener det.
(Men nej, det betyder ikke, at han alligevel kan lade være med at hælde mælk i sofaen hvis lejligheden byder sig)

Puha.. Den med din kæreste er meget sværere, for parforhold er en mærkelig størrelse. Det kræver ofte hårdt arbejde og ikke to tilfælde er ens. Men jeg ved i hvert fald, at jo dårligere man har det psykisk og jo mindre kontrol man har over sit liv, jo mere forsøger man at tage kontrol over det man kan, fx en kæreste.

Jeg er desværre i den situation, at min far for 6 mdr siden fik konstateret uhelbredelig kræft og pludselig begyndte jeg at blive jaloux og sindssyg bange for at miste min kæreste og sådan havde jeg slet ikke haft det før. Min chef var meget uempatisk da jeg fik beskeden og fuldstændig kold, jeg skulle bare yde 100% selvom jeg lige havde fået beskeden med min far. Det udmundede i en sygemelding og tab af job. Jo mere jeg mistede, jo mere kontrol forsøgte jeg at få på andre fronter.
Og selvfølgelig med resultatet konflikt til sidst.

Jeg kan sagtens følge dig i, at du gerne vil vide besked med din kæreste, fordi det giver dig tryghed, hvilket er noget du står og mangler. Og jeg håber han kan strække sig lidt, mens du er i denne her krise.
For jeg er helt overbevist om, at når du begynder at få det bedre vil du blive mere afslappet og dermed også give ham friere tøjler.

Hvis han bor alene vil hans forældre blive kontaktet, hvis han skulle ende i en ulykke. Måske du kan lave en aftale med dem om, at huske at kontakte dig, hvis det er?
På den måde vil du vide, at intet nyt er godt nyt.

RGN skriver:

Hvor længe tog du medicinen før du stoppede? Ved visse antidepressive kan der jo gå helt op til 6 uger før den ønskede effekt indtræder.
Det er også muligt, det skal være et helt andet præparat.

Jeg har selv en depression og får medicin for at holde hovedet oppe over vandet. Og jeg føler mig stadig deprimeret, men hvis jeg tænker over hvordan det fx var for et halvt år siden kan jeg godt se, at der rent faktisk er en effekt. Eller hvis jeg fx glemmer at tage min medicin i to dage, får jeg det pludselig rigtig skidt.

Hende der sårede mig så bitterligt, tog faktisk kontakt til mig 5 år senere og jeg tilgav hende alt og omvendt. Alt gammel nag og bitterhed er væk og vi fik talt om hvad der var sket.
Jeg siger ikke du skal gå og forvente noget eller håbe. Men folk forandrer sig heldigvis ofte til det bedre med alderen. Især når de også får tingene og følelserne på afstand og kan se, at alt hvad de foretog sig måske ikke var noget at prale af.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er hårdt med dit barn. Hvor gammel er han/hun?
Du er jo også alene med dit barn, så det er dig der står for det hele. Både det praktiske og opdragelsen, og ja, af og til har man bare brug for ro og at få lov til at smække benene op på bordet uden at der står en og hiver i en. Men det er ret svært, når man er alenemor.
Jeg har selv valgt, at være meget konsekvent. Hvis jeg siger nej til noget, så mener jeg nej. Og så er hysteriske anfald og hundeøjne ingen hjælp. Til gengæld har jeg så valgt mine kampe, for ikke at løbe total sur i det. På den måde bliver det også meget lettere at være konsekvent og min søn forstår, at jeg mener det.
(Men nej, det betyder ikke, at han alligevel kan lade være med at hælde mælk i sofaen hvis lejligheden byder sig)

Puha.. Den med din kæreste er meget sværere, for parforhold er en mærkelig størrelse. Det kræver ofte hårdt arbejde og ikke to tilfælde er ens. Men jeg ved i hvert fald, at jo dårligere man har det psykisk og jo mindre kontrol man har over sit liv, jo mere forsøger man at tage kontrol over det man kan, fx en kæreste.

Jeg er desværre i den situation, at min far for 6 mdr siden fik konstateret uhelbredelig kræft og pludselig begyndte jeg at blive jaloux og sindssyg bange for at miste min kæreste og sådan havde jeg slet ikke haft det før. Min chef var meget uempatisk da jeg fik beskeden og fuldstændig kold, jeg skulle bare yde 100% selvom jeg lige havde fået beskeden med min far. Det udmundede i en sygemelding og tab af job. Jo mere jeg mistede, jo mere kontrol forsøgte jeg at få på andre fronter.
Og selvfølgelig med resultatet konflikt til sidst.

Jeg kan sagtens følge dig i, at du gerne vil vide besked med din kæreste, fordi det giver dig tryghed, hvilket er noget du står og mangler. Og jeg håber han kan strække sig lidt, mens du er i denne her krise.
For jeg er helt overbevist om, at når du begynder at få det bedre vil du blive mere afslappet og dermed også give ham friere tøjler.

Hvis han bor alene vil hans forældre blive kontaktet, hvis han skulle ende i en ulykke. Måske du kan lave en aftale med dem om, at huske at kontakte dig, hvis det er?
På den måde vil du vide, at intet nyt er godt nyt.

Jeg tog dem i omkring 4 mdr., og det var i samråd med lægen at jeg valgte at stoppe.. Hun kunne se på mig, at det slet slet ikk hjalp, og var til samtale med hende oftere, end inden jeg fik dem..

Vi har nemlig været uvenner én gang før, og der gik der 1 ½ mdr., så kunne vi ikke "undvære" hinanden mere (forstå mig ret)
Det er jo netop det jeg har håbet på, ville ske igen. Må desværre nok bare indse, at det ikke sker

H*n er 2 år, og ja, det er skide hårdt!! Til tider, tænker jeg tanken, om h*n skal flytte hjem til faren, men det ved jeg også at han ikke kan.. Han bøvler med hans egne problemer.. Heldigvis, er mine forældre gode til at hjælpe, men det hjælper jo bare ikk alle de andre ulidelige dage..
Prøver virkelig at sætte grænser og opdrage ordentlig, men det føles godt nok som en fiasko nogle gange. :/ Efter en dag fyldt med skæld ud og protester, laver jeg ikk andet end at tude til jeg falder i søvn..

Det kunne være jeg skulle prøve at forklare ham det, at jeg netop ikke har kontrol over mig selv, og derfor prøver ubevist at få det over ham.. Det tror jeg ville gi ham stof til eftertanke.!
Det med at der skulle ske noget, det er lige så meget, hvis der sku ske mig eller mit barn noget.. Han er tit en skovl til at tage sin tlf., så jeg bliver nemt bekymret..
Har givet rigtig meget slip i forhold til for bare 4-5 mdr., siden, men stadig ikke nok.. Samtidig, er jeg skide hamrende jaloux!! Tabte alle kg igen efter fødslen, men nu er jeg begyndt at trøste spise, eller slet ikke spise.. På 7 mdr., har jeg taget 8 kg., på. Og jeg hader det!! Har dog tabt 3 igen, men ikke nok efter min mening.. Er gået fra en str. 25 i bukser op i en str. 29.  Det gør mig sku også ked af det!

Er ked af at høre det med din far! Dér har mit arbejde så været skide gode og hjulpet mig meget.. Min tidl. chef læssede vagter på mig, og tænkte ikk over hvordan jeg har det., men min nuværende chef, er hjælpsom, skåret ned på mine vagter så jeg er på deltid og ligger gerne øre til, hvis det er det jeg har brug for.

Ja, du er nok nødt til at give slip på din tidligere ven og indse han nok ikke kommer tilbage. Af en eller anden grund er han forandret sig.
Har det noget med hans nye kæreste at gøre?

Først når du har sluppet tanken om at blive venner igen kan komme i gang med at bearbejde tabet.
Tænker på om du evt har nogle veninder hvor du kunne udbygge venskabet lidt og gøre det dybere?

Hmm... Jeg bider mærke i, at du skriver "efter en dag med skæld ud".
Jeg kan godt forstå, at du er ødelagt efter sådan en dag.
Er det muligt at skælde mindre ud?

Jeg tænker fx. hvis han krævler op på stolene og du ikke vil have det, fordi han kan falde ned og slå sig. Hvis det er almindeligt trægulv er skaderne begrænset hvis det skulle ske og så lad ham gøre det.
Vælg dine kampe, så du fx holder dig til, at han ikke må lege med mikroovnen, klatre op på komfuret, flå i ledningerne, kaste sine biler ind i fladskærmen eller hvad det nu kan være. Det som virkelig kan gøre stor skade på ham eller dyre ting i hjemme.
Og husk at ros ham, når han gør noget rigtigt eller hører efter. Positiv feedback virker meget bedre end negativ.

Fx. Han står med din dyre vase fra Japan i hænderne.
Du kan her vælger at skælde ud og forsøge at lære ham, at han skal lade den stå.
Eller spørge ham om du må få den. Rose ham hvis han giver dig den og derefter stille den på plads og fortælle ham, at det er der vasen skal blive stående.
Jeg tror personligt, at scenarie nr to er det som virker bedst. Især hvis man er i en spiral af skældud.

Jeg håber du kan bruge det til noget.
Jeg er på ingen måde børneekspert eller noget der bare minder om det, men jeg har gode erfaringer med det herhjemme.

Mht din vægt er det klart, at det kun gør dig mere deprimeret.
Jeg ved ikke hvordan du skal stoppe med at trøstespise. Det eneste jeg lige pt her kl. 3 om natten kan komme i tanke om er afspænding og vejtrækningsøvelser. Prograssiv afspænding synes jeg selv virker rigtig godt. Hvor du spænder et sted af gangen, holder det 5 sekunder og spænder et andet sted, holdet det 5 sekunder osv.

Fx. knytter hånden alt hvad du kan. Derefter den anden. Fødderne. Kniber øjnene sammen, rynker panden. Spænderne i ben og arme. Det lyder åndssvagt, men det er skam ganske anerkendt.

Det er også videnskabelig bevist nu, at kulhydrater og fedt er gift for depression, så det ville være virkelig godt, hvis du kunne bryde den onde spiral.

RGN skriver:

Ja, du er nok nødt til at give slip på din tidligere ven og indse han nok ikke kommer tilbage. Af en eller anden grund er han forandret sig.
Har det noget med hans nye kæreste at gøre?

Først når du har sluppet tanken om at blive venner igen kan komme i gang med at bearbejde tabet.
Tænker på om du evt har nogle veninder hvor du kunne udbygge venskabet lidt og gøre det dybere?

 

Hmm... Jeg bider mærke i, at du skriver "efter en dag med skæld ud".
Jeg kan godt forstå, at du er ødelagt efter sådan en dag.
Er det muligt at skælde mindre ud?

Jeg tænker fx. hvis han krævler op på stolene og du ikke vil have det, fordi han kan falde ned og slå sig. Hvis det er almindeligt trægulv er skaderne begrænset hvis det skulle ske og så lad ham gøre det.
Vælg dine kampe, så du fx holder dig til, at han ikke må lege med mikroovnen, klatre op på komfuret, flå i ledningerne, kaste sine biler ind i fladskærmen eller hvad det nu kan være. Det som virkelig kan gøre stor skade på ham eller dyre ting i hjemme.
Og husk at ros ham, når han gør noget rigtigt eller hører efter. Positiv feedback virker meget bedre end negativ.

Fx. Han står med din dyre vase fra Japan i hænderne.
Du kan her vælger at skælde ud og forsøge at lære ham, at han skal lade den stå.
Eller spørge ham om du må få den. Rose ham hvis han giver dig den og derefter stille den på plads og fortælle ham, at det er der vasen skal blive stående.
Jeg tror personligt, at scenarie nr to er det som virker bedst. Især hvis man er i en spiral af skældud.

Jeg håber du kan bruge det til noget.
Jeg er på ingen måde børneekspert eller noget der bare minder om det, men jeg har gode erfaringer med det herhjemme.

Mht din vægt er det klart, at det kun gør dig mere deprimeret.
Jeg ved ikke hvordan du skal stoppe med at trøstespise. Det eneste jeg lige pt her kl. 3 om natten kan komme i tanke om er afspænding og vejtrækningsøvelser. Prograssiv afspænding synes jeg selv virker rigtig godt. Hvor du spænder et sted af gangen, holder det 5 sekunder og spænder et andet sted, holdet det 5 sekunder osv.

Fx. knytter hånden alt hvad du kan. Derefter den anden. Fødderne. Kniber øjnene sammen, rynker panden. Spænderne i ben og arme. Det lyder åndssvagt, men det er skam ganske anerkendt.

Det er også videnskabelig bevist nu, at kulhydrater og fedt er gift for depression, så det ville være virkelig godt, hvis du kunne bryde den onde spiral.

Tror lidt det har lidt med hende at gøre, for han er blevet total underlig, efter de er begyndt at være sammen..
Tænker tit tanken, at vi ikk bliver venner igen, men kan ikk lade være med at ha et lille håb.
Jeg er meget svær at komme sådan ind på, som han var, så det bliver utrolig svært, at få sådan et venskab igen..

Ja, du har nok ret, må prøve at begrænse, hvad jeg skælder ud for.. Nogle gange, lærer børn vel også bedre, hvis de f.eks. falder ned af en stol..

Tusind mange gange tak, fordi du gad læse med og give mig nogle råd, det har helt sikkert givet stof til eftertanke!

Det ser man desværre af og til.

Ens ven/veninde får en ny kæreste og pludselig kan man ikke mere kende det menneske, som man ellers har været fortrolig med i årevis.

Når de så en dag går fra kæresten (når de opdager det var en usund påvirkning) bliver de sig selv igen, og så må man se om man kan klinke skårerne.

Jeg håber i hvert fald det bedste for dig på alle fronter.

Og det var så lidt.

Du må endelig give en opdatering, så jeg ved om det går fremad.

RGN skriver:

Det ser man desværre af og til.

Ens ven/veninde får en ny kæreste og pludselig kan man ikke mere kende det menneske, som man ellers har været fortrolig med i årevis.

Når de så en dag går fra kæresten (når de opdager det var en usund påvirkning) bliver de sig selv igen, og så må man se om man kan klinke skårerne.

Jeg håber i hvert fald det bedste for dig på alle fronter.

Og det var så lidt.

Du må endelig give en opdatering, så jeg ved om det går fremad.

Ja, det er det desværre! :/

Mange tak ska du have
Og jeg ska nok komme med en update

Hej,

Jeg vil bare lige spæde til ang dit barn. Jeg har også et barn på to og de er stride! selv de dage hvor jeg prøver at undgå konflikter, fordi jeg bare ikke har kræfter til det... bliver h*n ved og ved til jeg bliver nød til at give nogen konsekvenser.. desværre tror jeg bare det er en to årigs natur.

Det er en ringe trøst, ved jeg, men jeg syntes, at du skal vide at du ikke er alene om at gå i seng og være vildt ked at at man igen i dag tabte tålmodigheden.

Det eneste der er at gøre, er at huske at se de sjove skøre og søde ting de også gør ind i mellem alt balladen.