Faktisk for snart to uger siden, nemlig lørdag d. 18/6 (dagen før termin) - jeg har bare ikke haft overskud til at bruge tid herinde før nu
. Det blev en dejlig lille dreng på 3150 g og 50 cm. Han har endnu ikke fået et navn, da vi har lidt svært ved at finde det rigtige.
Jeg har skrevet en fødselsberetning i dag, men den blev såååå lang... Jeg kopierer den ind alligevel, så kan I læse den, hvis I orker
...(billeder kan jeg altså ikke overskue at finde ud af nu - men han er skøn
)
Natten til fredag d. 17/6 vågnede jeg og skulle på toilettet. Det har de sidste par uger været svært at komme ud af sengen med fyldt blære, men nu var det næsten umuligt. Jeg kom dog under meget postyr op.
Om morgenen er jeg ikke i tvivl om, at det er inden for kort tid, at jeg vil føde. Jeg har kraftige menstruationsagtige smerter i underlivet. Jeg får min mand til at følge vores datter i børnehave før han tager på arbejde og jeg slapper så meget af som muligt i løbet af dagen. Om eftermiddagen ændrer smerten sig til veer.
Vi har i forvejen en aftale om, at bedsteforældrene skal hente vores datter i børnehaven, så de kan have en hyggelig eftermiddag sammen. Da de kommer for at aflevere hende bliver vi enige om, at de skal tage hende med hjem, så de ikke risikerer at skulle hente hende midt om natten.
Klokken er blevet mange og vi gider ikke at lave mad, så min mand og jeg beslutter os for at gå ud at spise (sikkert for sidste gang alene i meget lang tid). Der ligger en restaurant tæt på vores hjem OG sygehuset. Ikke længere væk, end vi stille og roligt kan gå derhen. Min mand har hentet en applikation til hans telefon, som kan tage tid på veerne, så den sidder jeg og trykker på mens vi spiser. Der er 7-10 minutter mellem veerne, som varer ca. 1 – 1½ minut. Da vi kommer hjem ringer jeg til fødegangen og forhører mig – jeg synes ikke selv, der er nogen panik, så vi bliver enige om at vente med at komme. Jeg får pakket en taske og så spiser vi en stor portion jordbær.
Kl. 23.30 tager jeg et bad og bagefter ringer jeg igen til fødegangen, for nu vil jeg gerne lige tjekkes. Vi er på fødegangen ca. 00.30 hvor jeg får kørt en CTG – alt er fint, men der er stadig 2 cm livmoderhals, så vi tager hjem igen og skynder os i seng.
Vi når faktisk begge at falde i søvn og får sovet et par timer inden jeg ca. kl. 3 vågner i den STØRSTE ve... Veerne komme herefter ret hurtigt efter hinanden – ca. 5 minutter i mellem. Kl. 4 vil jeg afsted, så vi ringer og melder vores ankomst.
Da jeg står ud af bilen kommer der en stor ve, så jeg må lige læne mig op af en mur. Derefter går det mod fødegangen, som ligger på 1. sal. Da vi er i elevatoren kommer der en ve mere, som ikke er overstået, da vi går ind på fødegangen kl. 4.15. De er derfor ikke i tvivl om, at den er god nok, så vi springer undesøgelsesstuen over og jeg bliver installeret på en fødestue. Det er samme jordemoder og jordemoderstuderende som kiggede på mig, da jeg var inde tidligere. Jeg er nu 5 cm åben og vi dropper i første omgang CTG'en, da der er er normal hjertelyd med doptone og jeg har svært ved at forholde mig i ro. Jeg beder om at få ilt, men jordemoderen synes der skal lidt lattergas i, så det får jeg. Jeg beder om klyx og får det med beskeden om at holde på det 5-10 minutter, hvilket er umuligt med 4 minutter mellem veerne, så et øjeblik efter ryger jeg ud på toilettet, hvor jeg i DEN grad savner masken med lattergas!!! Fostervandet går samtidig. Jeg kommer tilbage på briksen og jordemoderen jeg skal føde med kommer ind og hilser på os. Hun er en ældre kvinde som virker som om hun virkelig elsker sit arbejde. Hun fortæller, at hun har været med til at bringe ca. 1800 børn til verden!!! Kl. er nu 4.50 og hun undersøge mig igen. Jeg er 7 cm åben som bliver til 8 cm mens hun undersøger mig. Hun påsætter CTG og får mig om på venstre side, da barnet ikke er drejet helt på plads endnu. Kl. 5.10 begynder jeg at få pressetrang. Efter et stykke tid får jeg lov at komme om på ryggen igen, hvilket ikke er så nemt!
D. 18/6-11 Kl. 5.29 føder jeg....en DEJLIG LILLE DRENG på 50 cm og 3150 g. Han skriger med det samme og finder hurtigt ud af at sutte.
En dejlig veloverstået fødsel, som vi faktisk kommer igennem uden særlig mange tårer. Men da far nogle timer senere ringer og fortæller vores datter på 3½ år, at hun har fået en lillebror, jubler hun simpelthen sådan, at både vi og bedsteforældrene som står ved siden af hende må lade tårerne få frit løb. Og her små 14 dage efter er hun stadig SÅ stolt og glad for sin lillebror.
