gravid og forladt i aalborg

Hej derude, er der andre gravide i Aalborg som er blevet droppet af fyren da han fandt ud af at i var gravide? Jeg er i 7 uge og faren til barnet vil have jeg skal få abort, men da jeg er færdig med min uddannelse som pædagog til februar og er 26 år gammel, har jeg ingen grund til at slå mit lille barn ihjel, derfor søger jeg andre som står alene med deres graviditet og de tanker man nu har, så man kan støtte hinanden når manden har svigtet en på det tidspunkt hvor man virkelig har brug for ham...

HAHA... tænker bare om dit barns kommende "far" er den samme "far" til min søn ej det gas... er ikke fra aalborg, men blev gravid med en fra aalborg som også ønskede jeg skulle få abort... så er 100% alene mor idag da jeg ikke fik abort

Jeg står ikke i samme situation som dig, da jeg er sammen med faderen til barnet jeg venter - kan forestille mig at det må være rigtig hårdt at blive forladt i en tid som skulle være glædelig for begge parter. Får du lyst til at skrive kan du endelig bare gøre det - bor i Aalborg og er altid frisk på en snak

/Fenja

Camillas-photography skriver:

HAHA... tænker bare om dit barns kommende "far" er den samme "far" til min søn ej det gas... er ikke fra aalborg, men blev gravid med en fra aalborg som også ønskede jeg skulle få abort... så er 100% alene mor idag da jeg ikke fik abort

Hvad sker der lige for de gutter her i Aalborg

Jeg bor godt nok i Aalborg, men ellers er det helt samme historie.

Måske vores børn har samme "far"

TS jeg har gået det igennem du nu går igennem, og har du en skøn datter på knap 2½ år. Du er velkommen til at skrive en pb. hvis du har lyst.

Vil bare lige give en krammer og sige at jeg synes det er flot du ikke vil have en abort )

Hvis nogen gerne vil høre min historie, kommer den her :

Jeg svævede på den lyserøde sky af kærlighed, blev som alle andre lovet guld og grønne skove af drømmefyren jeg elsker af hele mit hjerte, vi har været sammen i 12 mdr. jeg har dog ikke mødt hans familie og vi har en fortid sammen for 5 år siden. Jeg kunne mærke på ham, at han har forandret sig, og langsomt udviklede alt sig til det positive, han ville ikke have tittel som kærester, men
vi lavede alt sammen, jeg havde mødt hans venner som alle er vilde med mig og som fortalte, hvor forelsket han var i mig og hvordan han havde forandret sig til det bedre siden han mødte mig. Han sagde han var lykkelig med mig, og vi snakkede tit om en fælles fremtid med børn hus og bil. For nogle mdr siden gik
snakken på at han gerne vil have jeg droppede p-pillerne og da min menstruation af en mærkelig grund udblev i 2 mdr. og jeg fik stærke smærter i underlivet, sagde min læge at jeg nok skulle holde pause med pillerne, indtil min cyklus blev stabil igen. Jeg sagde til ham at jeg ikke er på piller mere og kan blive
gravid, men han ville ikke rigtig bruge kondom. For 14 dage siden fandt jeg så ud a,f at jeg er gravid og er nu i 7 uge, da jeg fortalte ham om det gik han i chock, da han slet ikke regnede med at det kunne ske. Nu vil han så have at jeg får en abort, da han ikke ønskede børn og ikke kan se sig selv som far. Han er 29
år gammel og sagde til mig i går at "Jeg har ødelagt min drøm om at få en elsket familie. Og nu bliver det sværer for mig at finde en drømme-familie, fordi jeg har et barn, har du virkelig lyst til at være alene-mor og starte en familie op uden en mand til at dele det hele med?" Min verden braste sammen men jeg ønsker at beholde det lille barn som jeg bærer i min mave, samtidig er jeg skræmt ved
tanken om at jeg skal stå alene med alt. Men da jeg er 26 og mit liv kan sagtens blive stabil, og jeg kan give mit barn trygge rammer med kærlighed og omsorg, kan jeg slet ikke forestille mig at skulle slå det ihjel. Men hold fast jeg er bange!!! Bange for at være gravid med alle de ændringer der skal ske (allerede nu er mine bryster så ømme jeg ikke kan røre ved dem) Og jeg er endnu mere skræmt for at føde, og stå med et så lille barn!!!

cinderella skriver:

Hvis nogen gerne vil høre min historie, kommer den her :

Jeg svævede på den lyserøde sky af kærlighed, blev som alle andre lovet guld og grønne skove af drømmefyren jeg elsker af hele mit hjerte, vi har været sammen i 12 mdr. jeg har dog ikke mødt hans familie og vi har en fortid sammen for 5 år siden. Jeg kunne mærke på ham, at han har forandret sig, og langsomt udviklede alt sig til det positive, han ville ikke have tittel som kærester, men
vi lavede alt sammen, jeg havde mødt hans venner som alle er vilde med mig og som fortalte, hvor forelsket han var i mig og hvordan han havde forandret sig til det bedre siden han mødte mig. Han sagde han var lykkelig med mig, og vi snakkede tit om en fælles fremtid med børn hus og bil. For nogle mdr siden gik
snakken på at han gerne vil have jeg droppede p-pillerne og da min menstruation af en mærkelig grund udblev i 2 mdr. og jeg fik stærke smærter i underlivet, sagde min læge at jeg nok skulle holde pause med pillerne, indtil min cyklus blev stabil igen. Jeg sagde til ham at jeg ikke er på piller mere og kan blive
gravid, men han ville ikke rigtig bruge kondom. For 14 dage siden fandt jeg så ud a,f at jeg er gravid og er nu i 7 uge, da jeg fortalte ham om det gik han i chock, da han slet ikke regnede med at det kunne ske. Nu vil han så have at jeg får en abort, da han ikke ønskede børn og ikke kan se sig selv som far. Han er 29
år gammel og sagde til mig i går at "Jeg har ødelagt min drøm om at få en elsket familie. Og nu bliver det sværer for mig at finde en drømme-familie, fordi jeg har et barn, har du virkelig lyst til at være alene-mor og starte en familie op uden en mand til at dele det hele med?" Min verden braste sammen men jeg ønsker at beholde det lille barn som jeg bærer i min mave, samtidig er jeg skræmt ved
tanken om at jeg skal stå alene med alt. Men da jeg er 26 og mit liv kan sagtens blive stabil, og jeg kan give mit barn trygge rammer med kærlighed og omsorg, kan jeg slet ikke forestille mig at skulle slå det ihjel. Men hold fast jeg er bange!!! Bange for at være gravid med alle de ændringer der skal ske (allerede nu er mine bryster så ømme jeg ikke kan røre ved dem) Og jeg er endnu mere skræmt for at føde, og stå med et så lille barn!!!

 

Min daværende kæreste smuttede i uge 30 af min graviditet ca... DET VAR HÅRDT!! Nu har du tid og fred til at omstille dig til, at det er DIG alene med babyen, i hvert fald i starten, hvis ikke han vil have noget med det at gøre senere.

Det er møg hårdt at være alene med babyen, men slet slet ikke umuligt Jeg var alene fra dag 1, men havde dog familie tæt på, som var rigtig gode til at komme og besøge mig, have mad med og bare være der for mig. Har også mange venner tæt på, og det har haft stor betydning for min første tid som mor. Jeg har i dag en kæreste, og han flytter snart ind hos os. Han er som en far for mit barn, og jeg er virkelig glad for ham! Men min eks, som er faren til barnet, skal have barnet på samvær snart, og det er med et meget splittet hjerte, at han skal det. Bliver hårdt ikke at skulle have sit barn tæt på, men på den anden side, så skal han også kende sin far, og have en masse oplevelser med ham og hans familie der.

Al held og lykke med det hele

kære Lisbeth85

Mange tak for dine ord, det lyder også hårtdt at høre gan skred i uge 30, det forventer man jo ligesom ikke. Ja jeg har tiden nu til at få styr på alt, finde ny bolig og få mit liv til at være stabil til den lille kommer. Jeg er bange og skræmt, men samtidig er min største frygt nu at jeg skulle gå hen og få spontan abort da intet er sikkert så tidligt, og jeg glæder mig faktisk til den dag jeg bliver mor selvom det også er skræmmende. Det er skønt at høre herinde hvordan andre har oplevet noget ligende og er kommet igennem det hele, og er lykkelige forældre, selvom man er alene og det nok er meget hårdt. Men jeg har rigtig meget opbakning fra familie og venner, så selvfølgelig kommer jeg til at klare det hele alligevel. Jeg håber skam også jeg en dag finder en skøn mand som VIL være far til mit barn, og kommer til at elske os på godt og ondt, viser omsorg og hjælper mig igennem idl og vand, i stedet for bare at tage halen mellem benene og skride så snart der er nogle pligter, og ansvar indblandet. Det er nemt at være en andens bolledukke, uden noget som helst ansvar, og så snart man er bollet tyk...ja farvel og tak. Jeg tror på karma her i livet, og håber virkelig man får noget godt retur ved at være et godt menneske med hjertet på det rette sted, jeg har nok været for naiv igennem mine 26 år, dog har jeg lært at ingen fyre skal nogen sinde pisse mig op og ned af ryggen igen.

cinderella skriver:

Hvis nogen gerne vil høre min historie, kommer den her :

Jeg svævede på den lyserøde sky af kærlighed, blev som alle andre lovet guld og grønne skove af drømmefyren jeg elsker af hele mit hjerte, vi har været sammen i 12 mdr. jeg har dog ikke mødt hans familie og vi har en fortid sammen for 5 år siden. Jeg kunne mærke på ham, at han har forandret sig, og langsomt udviklede alt sig til det positive, han ville ikke have tittel som kærester, men
vi lavede alt sammen, jeg havde mødt hans venner som alle er vilde med mig og som fortalte, hvor forelsket han var i mig og hvordan han havde forandret sig til det bedre siden han mødte mig. Han sagde han var lykkelig med mig, og vi snakkede tit om en fælles fremtid med børn hus og bil. For nogle mdr siden gik
snakken på at han gerne vil have jeg droppede p-pillerne og da min menstruation af en mærkelig grund udblev i 2 mdr. og jeg fik stærke smærter i underlivet, sagde min læge at jeg nok skulle holde pause med pillerne, indtil min cyklus blev stabil igen. Jeg sagde til ham at jeg ikke er på piller mere og kan blive
gravid, men han ville ikke rigtig bruge kondom. For 14 dage siden fandt jeg så ud a,f at jeg er gravid og er nu i 7 uge, da jeg fortalte ham om det gik han i chock, da han slet ikke regnede med at det kunne ske. Nu vil han så have at jeg får en abort, da han ikke ønskede børn og ikke kan se sig selv som far. Han er 29
år gammel og sagde til mig i går at "Jeg har ødelagt min drøm om at få en elsket familie. Og nu bliver det sværer for mig at finde en drømme-familie, fordi jeg har et barn, har du virkelig lyst til at være alene-mor og starte en familie op uden en mand til at dele det hele med?" Min verden braste sammen men jeg ønsker at beholde det lille barn som jeg bærer i min mave, samtidig er jeg skræmt ved
tanken om at jeg skal stå alene med alt. Men da jeg er 26 og mit liv kan sagtens blive stabil, og jeg kan give mit barn trygge rammer med kærlighed og omsorg, kan jeg slet ikke forestille mig at skulle slå det ihjel. Men hold fast jeg er bange!!! Bange for at være gravid med alle de ændringer der skal ske (allerede nu er mine bryster så ømme jeg ikke kan røre ved dem) Og jeg er endnu mere skræmt for at føde, og stå med et så lille barn!!!

 

Jeg var 19 år gammel, da jeg blev gravid første gang. Faren til hende ville heller ikke have hende, men jeg valgte og beholde hende, hvilket jeg i dag er super
glad for, jeg elsker min datter meget højt, og ville ikke undværre hende for noget andet i verden, men nu er hun også 9 år gammel. Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at livet sammen hende alene i de første 5
år var hårdt. Jeg fik mit livsudfordring "at stå alene". Det kan for
mange virke, som ingenting, og det skal man nok klare, men jeg var heller ikke så gammel, og havde ikke prøvet så meget i livet på daværende tidspunkt. Jeg blev voksen med opgaven, og det at jeg fik min datter den gang var nok min "redning", hvis man sige det sådan. Jeg gik fra at være ustabil til og blive meget stabil for, jeg havde et ansvar.

Jeg lever i dag i et lykkeligt ægteskab med yderligere 2 børn mere på 2.5 år og en på 2
måneder, og nu har jeg bare fået smag for livet med børn. Vi rykker os hele
livet igemmen, og jeg kunne sagtsen få en mere, og blev jeg gravid igen nu ,
ville jeg ikke få en abort også selv om det betød, at jeg ville stå alene med 4 børn hvis min mand ikke ville have en mere, så ville jeg tage tyren ved hornene og klare den udfordring også med sved på panden i de hårde tider, der ville komme.

Men du har nu taget en beslutning, om at få det her barn alene, og så synes, jeg du
skal tænke på det, og se på, hvad livet byder på som enligmor. Det skam ikke dårligt, og alt her i livet har fordele og ulemper. Men du skal nok klare dig, så længe du indstillet på, at alt ansvaret ligger på dine skuldre. Men selvom du bliver
enlig, så husk på ikke, at glemme dig selv. Giv dig selv plads og tid til andre ting end, at være mor alene på fuldtid, det vigtigt, at man er i blance med sig, selv om det kan følges hårdt, at skulle erkende, at man får brug for andre ting, og jeg blev først rigtigt glad, da jeg som enlig lærte og lave ting for mig selv også.

Jeg synes, ikke du skal være bange. Find dig en god veninde, at dele det hele med og find en du vil have med til fødselsen, hvis ikke faren til barnet vil være der, skal du ikke bruge en masse af din energi på, at få ham til og ville det. Lad ham være og tænk på dig selv, og få alt det positive frem i at du venter dig"livetsgave".

Jeg ønsker dig held og lykke med livet som mor. Det er fantastik, og du vil ikke fortyde det, men bare husk, at alt ikke er lyserødt, der vil komme hårde tider, men sådan er det jo.

Susanne.