???, mange spørgsmål i hovedet.

LANG!

Jeg tillader mig at være anonym da jeg ikke ved om jeg har nogen bekendte herinde. Derfor kan i også svare som anonyme.

Sagen er den at min kæreste og jeg har snakker PB længe efterhånden. Først blev vi enige om at smide p-pillerne til sommer og så prøve at få en sommerbaby 2012, så udskød vi til at smide pillerne i efteråret og håbe på baby til foråret 2013 og nu er vi tilbage ved at smide p-pillerne nu,

 

Mange faktorer spiller ind som f.eks uddannelsesforløb hvor ejg vil slutte 3 sem sommer 2012 (3 sem er ren skole forløb uden deltagelsespligt etc.) 4 sem er fultidspraktik og ville derfor være nervøs for om jeg kunne klare højgraviditet, 37t praktik og 15 timers studiejob ved siden af, derfor vi nu er gået tilbage til første idé om PB.

Og nu sidder jeg lidt og får kolde fødder. Skal vi virkelig gå i gang allerede. Er jeg klar til at få baby til sommer. Hvad vil familie tænke når nu jeg kun er 22 til sommer. (ved ike hvorfor men har en tanke i hovedet om de ville bevillige det bedre hvis jeg var tættere på 23 som jeg bliver i foråret.)

 

ARRRH er såååå forvirret. Jeg vil så gerne, men er alligevel usikker. Men det er vel på sin vis naturligt. For lige pludselig er det jo sååå tæt på. - Vi kan selvfølgelig ikke være sikre på at blive hurtig gravide, det ved vi. Men hvis nu vi bliver gravide så vi får sommerbaby er vi så klar? kan vi klare det. Og ellers hvornår skal vi så.

 

Vi har altid været enige om vi skulle have baby tidligt. Han er 24 jeg 21. Og vi føler os klar.

Men nu ved jeg ikke længere om det så er smart at starte nu, eller om vi skal vente helt til 5 sem er overstået i 2014. Men hold da op, så føler vi os pludselig gamle.

 

Det blev lidt langt og rodet. Ville ikke så meget med det, måske bare ud med frustrationerne. Og hvis nogen har stået i samme situation så må i meget gerne dele ud af jeres erfaringer.

 

Altså: Er der nogensinde et tidspunkt hvor det passer helt perfekt? Eller skal man bare finde det tidspunkt det passer bedst.. ?? Orh, hvad gjorde i da i planlagde PB??

Arrh det blev langt....Undskyld, håber nogen vil give sig tid til at dele ud af erfaringer på trods af langt indlæg.

 

Det handler i bund og grund om, om der nogensinde er et perfekt tidspunkt til at påbegynde PB.

Anonym skriver:

Arrh det blev langt....Undskyld, håber nogen vil give sig tid til at dele ud af erfaringer på trods af langt indlæg.

 

Det handler i bund og grund om, om der nogensinde er et perfekt tidspunkt til at påbegynde PB.

Nej, der findes aldrig et perfekt tidspunkt at få børn. Nogen vil måske opleve at der er perioder i deres liv der er mere passende end andre, men det er virkelig sjældent jeg har hørt om det.

Jeg var selv 21 år da jeg fik min første, og jeg fortryder ikke eet eneste sekund. Jeg er glad for jeg var ung og frisk.

Jeg venter nu nummer 3 nu og er 26 år og jeg syntes ikke jeg ville have valgt anderledes.

Et barn falder naturligt til som alt andet her i livet. Når først de er her, kan man ikke huske hvordan det var uden

Så spring ud i det, når nu i har lyst.

*Camilla 25+1

chael skriver:

Nej, der findes aldrig et perfekt tidspunkt at få børn. Nogen vil måske opleve at der er perioder i deres liv der er mere passende end andre, men det er virkelig sjældent jeg har hørt om det.

Jeg var selv 21 år da jeg fik min første, og jeg fortryder ikke eet eneste sekund. Jeg er glad for jeg var ung og frisk.

Jeg venter nu nummer 3 nu og er 26 år og jeg syntes ikke jeg ville have valgt anderledes.

Et barn falder naturligt til som alt andet her i livet. Når først de er her, kan man ikke huske hvordan det var uden

Så spring ud i det, når nu i har lyst.

*Camilla 25+1

Det er præcis sådan jeg har det. Og vi ahr det grundlag for det som vi altid har snakket om vi skulle have før vi fik børn. Vi har været sammen i 5 år, vi har hus, bil + en rimelig indkomst. = Han er tømrersvend (ca. 16500 udbetalt + tillæg, overskud, acourt (staves)) og jeg er studerende med studiejob = 11000 udbetalt.

 

Og alligevel er den følelse der, er det nu det rigtige. ?!?

 

Og jeg lider desværre af behagesyge. SÅ er lidy skræmt for hvad familien vil sige, når nu det er planlagt . Dog kan jeg ikke sååå godt med min egen familie, men har jo ikke lyst til at de skal skælde ud på mig gennem graviditeten.

-. og så igen, så rager det mig en høstblomst hvad de siger, for bevilliger de det ikke, jamen så må de jo passe deres eget.

 

Synes virkelig bare det er svært at sige at gå fra at sige: okay nu gør vi det sku, til egentlig rigtig at gøre det.

 

 for at du er ung mor, og har fuldt din drøm.

Anonym skriver:

Arrh det blev langt....Undskyld, håber nogen vil give sig tid til at dele ud af erfaringer på trods af langt indlæg.

 

Det handler i bund og grund om, om der nogensinde er et perfekt tidspunkt til at påbegynde PB.

Ja, jeg er så én af dem, du ikke gider høre fra - for jeg valgte at gøre uddannelsen færdig først og have fast arbejde, inden vi fik børn - og det giver bare en helt anden ro og bedre forhold, når det kommer til barselsrettigheder.

Det betyder så også, at vi den dag i dag står med alle materielle ønsker opfyldt, nybygget hus, stor dyr bil, ferierejser når vi gider, stor opsparing osv. osv. - vigtigst af alt har vi en utrolig ro i vores forhold, vi behøver ikke at bekymre os om noget som helst - og den ro har vi givet videre til vores børn, det har haft stor betydning i vores liv, selvom det materielle ikke skulle betyde noget, så gør det lidt alligevel, da det danner de fysiske og sociale rammer for en stabil opvækst for vores børn.

Så jeg stemmer for færdiggørelse af uddannelse og fast arbejde, inden man går i gang - dog selvfølgelig betinget af, at det biologiske ur ikke tikker alt for højt, og at man har taget en uddannelse, hvor man kan finde arbejde bagefter, det er jo ikke en selvfølgelighed nu om stunder. 

Anonym skriver:

Ja, jeg er så én af dem, du ikke gider høre fra - for jeg valgte at gøre uddannelsen færdig først og have fast arbejde, inden vi fik børn - og det giver bare en helt anden ro og bedre forhold, når det kommer til barselsrettigheder.

Det betyder så også, at vi den dag i dag står med alle materielle ønsker opfyldt, nybygget hus, stor dyr bil, ferierejser når vi gider, stor opsparing osv. osv. - vigtigst af alt har vi en utrolig ro i vores forhold, vi behøver ikke at bekymre os om noget som helst - og den ro har vi givet videre til vores børn, det har haft stor betydning i vores liv, selvom det materielle ikke skulle betyde noget, så gør det lidt alligevel, da det danner de fysiske og sociale rammer for en stabil opvækst for vores børn.

Så jeg stemmer for færdiggørelse af uddannelse og fast arbejde, inden man går i gang - dog selvfølgelig betinget af, at det biologiske ur ikke tikker alt for højt, og at man har taget en uddannelse, hvor man kan finde arbejde bagefter, det er jo ikke en selvfølgelighed nu om stunder. 

Jeg vil høre fra alle. Jeg er ikke sart så tåler at høre andre meninger end min egen.

 

Sagen er den at jeg når jeg er færdig uddannet er nær de 25, jeg vil IKKE byde en arbejdsplads at skulle på barsel et år efter ansættelse. Og i min uddannelse er der mange der allerede har fået børn og disse bliver ofte valgt frem for de unge nyuddannede hvor der er risiko for snarlig barsel. Det er klamt, det ved jeg, men sådan er realiteten. - set ud fra statistikker. , Men jo ældre, jo mere livserfaring har man selvf også.

 

Og manden vil være 28 på det tidspunkt, hvilket han også synes er for sent. Og alt i alt, ville det for os være bedst at få barn under min uddannelse. Spørgsmålet var egentlig mere på det med at man tænker hen imod nogen tidspunkter, og finder man nogensinde et perfekt tidspunkt. for os står det mellem 3, 4, 5 sem. ca. deromkring.

Vi har hus, vi har bil, vi har en ret solid opsparing, manden er tømrersvend og jeg har et godt studiejob der giver en del mere end su'en.

Så vi har det grundlag vi gerne ville have før vi får barn. Ang. barselsrettigheder er det ikke noget problem så længe jeg opfylder kravene, hvilket jeg stærkt regner med at gøre.

Og forresten. Tak for svar begge to.

opsedasse

Slet ingen idag.?