Min lillesøster og min far:(

Kære piger,

jeg har brug for hjælp. For lidt siden ringede min lillesøster, som bor 2.000km væk, til mig - hun græd så meget at hun næsten ikke kunne få luft. Vores far har igen skældt hende ud. Ikke fordi han har gjort noget fuldstændig vanvittigt, men han skælder ret hårdt ud, med en hundens masse grimme ord om én.
Hun havde ikke ordnet alt sit vasketøj og derfor var min far blevet gal. No big deal, men jeg begyndte selv at få det skidt, fordi alle minderne om en ulykkelig barndom med vold, politi, druk og skælderier vælter frem i hukommelsen, ved blot et eneste forkert ord fra min far(eller enhver der råber højt).

Nu sidder jeg med en meget trist følelse og kan ikke gøre noget. Jeg holder så meget af min lillesøster, og fortstår 100% hvad det er hun gennemgår, da jeg selv har været i hendes situation. Jeg er 22. Hun er 17 og ved at blive en voksen kvinde, hvilket også betyder at hun begynder af mærke konsekvenserne af alle de traumer vi har - angst, dårligt selvværd, depressivitet osv.

For lidt siden var jeg SÅ tæt på at ringe til min far og skælde ham ud, men jeg at sp bliver han bare provokeret, sur og kan ikke forstå hvad jeg egentlig mener. Har så tænkt mig at skrive en mail, hvor jeg påpeger min søsters problemer og henviser til min gamle psykolog. Men hvordan får jeg det sagt? Jeg er så dårlig til at snakke om det her emne - kan også mærke det i dette indlæg, mine fingre følest tunge når jeg skriver om dette, men er egentlig god til at skrive og formulere mig . F*ck, hvor er jeg bare ked af det, på min søsters vegne. Huff.. hjælp

uhhha.. det lyder bestemt ikke godt..

men lyder næsten som min barndom..

der er ikke andet at gøre end hvad du selv føler er mest rigtig

Anonym skriver:

Kære piger,

jeg har brug for hjælp. For lidt siden ringede min lillesøster, som bor 2.000km væk, til mig - hun græd så meget at hun næsten ikke kunne få luft. Vores far har igen skældt hende ud. Ikke fordi han har gjort noget fuldstændig vanvittigt, men han skælder ret hårdt ud, med en hundens masse grimme ord om én.
Hun havde ikke ordnet alt sit vasketøj og derfor var min far blevet gal. No big deal, men jeg begyndte selv at få det skidt, fordi alle minderne om en ulykkelig barndom med vold, politi, druk og skælderier vælter frem i hukommelsen, ved blot et eneste forkert ord fra min far(eller enhver der råber højt).

Nu sidder jeg med en meget trist følelse og kan ikke gøre noget. Jeg holder så meget af min lillesøster, og fortstår 100% hvad det er hun gennemgår, da jeg selv har været i hendes situation. Jeg er 22. Hun er 17 og ved at blive en voksen kvinde, hvilket også betyder at hun begynder af mærke konsekvenserne af alle de traumer vi har - angst, dårligt selvværd, depressivitet osv.

For lidt siden var jeg SÅ tæt på at ringe til min far og skælde ham ud, men jeg at sp bliver han bare provokeret, sur og kan ikke forstå hvad jeg egentlig mener. Har så tænkt mig at skrive en mail, hvor jeg påpeger min søsters problemer og henviser til min gamle psykolog. Men hvordan får jeg det sagt? Jeg er så dårlig til at snakke om det her emne - kan også mærke det i dette indlæg, mine fingre følest tunge når jeg skriver om dette, men er egentlig god til at skrive og formulere mig . F*ck, hvor er jeg bare ked af det, på min søsters vegne. Huff.. hjælp

uuuuhhhh bliver tom for ord og ked af det på din og din søster vegne...

Sender dig et kram...

Majbritt

Jeg håber at du har mulighed for, at gøre noget, for at hjælpe din søster.

I har hinanden. og I må passe godt på hinanden.
Det er nok heller ikke helt uden grund, at din søster netop ringede til DIG og græd..

  De bedste ønsker til Jer begge!

sender lige lidt knus og kram jeres vej..

jeg er tom for ord, ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre...

 

måske din søster kunne bo hos dig til hun blev 18 ej ved godt det er en dårlig løsning, men det var det eneste min hjerne kunne komme op med

håber du finder styrken i dig selv til at fortælle ham på den helt rigtige måde hvor dybt han har såret dig, sådan at det ikke kan gå ud over din søster

Anonym skriver:

Kære piger,

jeg har brug for hjælp. For lidt siden ringede min lillesøster, som bor 2.000km væk, til mig - hun græd så meget at hun næsten ikke kunne få luft. Vores far har igen skældt hende ud. Ikke fordi han har gjort noget fuldstændig vanvittigt, men han skælder ret hårdt ud, med en hundens masse grimme ord om én.
Hun havde ikke ordnet alt sit vasketøj og derfor var min far blevet gal. No big deal, men jeg begyndte selv at få det skidt, fordi alle minderne om en ulykkelig barndom med vold, politi, druk og skælderier vælter frem i hukommelsen, ved blot et eneste forkert ord fra min far(eller enhver der råber højt).

Nu sidder jeg med en meget trist følelse og kan ikke gøre noget. Jeg holder så meget af min lillesøster, og fortstår 100% hvad det er hun gennemgår, da jeg selv har været i hendes situation. Jeg er 22. Hun er 17 og ved at blive en voksen kvinde, hvilket også betyder at hun begynder af mærke konsekvenserne af alle de traumer vi har - angst, dårligt selvværd, depressivitet osv.

For lidt siden var jeg SÅ tæt på at ringe til min far og skælde ham ud, men jeg at sp bliver han bare provokeret, sur og kan ikke forstå hvad jeg egentlig mener. Har så tænkt mig at skrive en mail, hvor jeg påpeger min søsters problemer og henviser til min gamle psykolog. Men hvordan får jeg det sagt? Jeg er så dårlig til at snakke om det her emne - kan også mærke det i dette indlæg, mine fingre følest tunge når jeg skriver om dette, men er egentlig god til at skrive og formulere mig . F*ck, hvor er jeg bare ked af det, på min søsters vegne. Huff.. hjælp

Det jeg tænker er om en mail du skriver vil få konsekvenser i forhold til din søster.

Især en mail hvor du skriver om din søsters situation og en evt. Psykolog.

Jeg kender selv en del til de problemer du nævner, kender følelserne og dilemmaerne i situationen. Tænker også bare på din søster.

Jeg ved det er meget forskelligt, men det var mine tanker til dit indlæg.

Hej

i den situation du beskriver er det efter min mening en god idé at din søster bruger mindst muligt tid hjemme ved ham, så hvis du kan foranledige at hun kommer hjemmefra på den ene eller den anden måde, ville det nok være bedst for alle.

Det jeg tænker er evt. boliger i forb. med uddannelse eller at hun flytter for sig selv, evt. i nærheden af dig.

Forældre kan ødelægge børn og unge mennesker, og det skal de jo ikke have lov til.

Dertil kommer at dit hjerte tilmed vil blive lettet betydeligt hvis du hjælper lille søster ud af udskælds helvede som du selv har oplevet.

Hvis der er økonomiske eller lovmæssige vanskeligheder ved at hun flytter hjemmefra er der altid social medarbejdere på din nærmeste kommune som evt. kan komme med forslag til en løsning på problemet.. selv om du ikke opretter en sag som sådan.

 

Blot mit besyv selvom jeg ikke er en af tøserne..

 

/Michael