Det at være bonusmor i en alder af 20

Hej!
Jeg er ny herinde, så tag godt imod mig! 

Jeg vil bare høre, om der er andre herinde, der er bonusmor ? 
Jeg er selv i en alder af 20 år blevet bonusmor til en på nu 1½ år. Jeg fandt sammen med min kæreste på nu 25 da hun var omkring 7/8mdr. og har været en del af hendes liv i snart et år nu...  Jeg fortryder på ingen måde, at jeg har fundet en med et barn, for det er simpelthen skønt at have sådan en bette en i sit liv...

Faktisk så skønt at min kæreste og jeg har sat PB i gang (Smed pillerne d. 29/5)

MEN! Det jeg gerne vil høre jer efter, hvad angår at være bonusmor er :
* Kan kæresten/manden sammen med eksen?
* Kan du sammen med eksen?
* Har din kæreste og jeg selv børn? / Hvordan var det før i fik børn sammen? 

Jeg spørger lidt, fordi min kæreste og hans eks ikke rigtig kan sammen og ikke er enige om tingene... Hun spørger tit om vi kan tage den bette, hvilket vi med glæde gør, fordi vi gerne vil have hende så meget som muligt! (Vi har hende hver anden uge fra torsdag til mandag og så igen om onsdagen, weekenden efter vi har haft hende) MEN! Det går ikke begge veje ! For når vi spørger, om hun kan tage hende, opfatter hun det, soim om den bette er en belastning for os og at vi ikke vil have hende..På trods min kæreste har sagt til hende, hun ikke er en belastning for os og at vi med glæde har hende.. Og jeg har det efterhånden lidt sådan... Jamen vil du ikke hjælpe os, når vi har brug for det, så vil vi heller ikke hjælpe dig? Men er det en forkert opfattelse?

Jeg synes, det til tider kan være lidt hårdt, at være bonusmor... Netop fordi de ikke rigtig kan sammen.... (Til tider kan de og så er det skønt!) Men også fordi jeg stadig, efter at have været sammen med min kæreste i snart et år ikke rigtig snakker med hende.. Selvom jeg gerne ville, eftersom hun jo automatisk er blevet en del af mit liv, nu hvor hun er moren til min kærestes barn.. - og jeg af hendes??..

Altså... Generelt vil jeg bare gerne høre, hvordan i andre, der er bonusmor har det med det og om i også synes det kan være hårdt til tider?

Jeg ved også godt, at jeg skal trække mig tilbage osv, når vi så endelig laver ting sammen med hans eks og den bette er der... Hun kommer meget inde hos vores nabo.... Hvilket vi også finder træls, eftersom vi deler terasse med naboen og hun tit er derinde og de her i sommerperioden tit er udenfor... Hun er meget "se mig, se mig-typen" og opfører sig tit ikke som en på 24, som hun er... Og trods mine kun 20 år, har jeg fået at vide af min kærestes familie at jeg virker meget ældre på trods min alder og at jeg virker meget mere moden end eksen - hvilket er positivt!
Men min kæreste og jeg står i den situation at vi direkte overvejer at flytte, eftersom vi ikke føler vi har noget privatliv, når hun er hos naboen så tit - ergo, på terassen udenfor vores vinduer!

ÅH! Hvor jeg er træt af hun er der så meget! Selvom jeg hellere end gerne så, at min kæreste - og ikke mindst mig selv! kunne sammen med hende!


Men ja! Jeg tror det var dét af mine små frustrationer for nu! Og jeg håber i kan hjælpe mig af med dem/ komme med nogle erfaringer, som måske kunne gøre det lidt lettere for mig at være bonusmor!
For der er ingen tvivl om, der nok skal komme en opsang fra hende, når jeg bliver gravid og hun hører om det!

På forhånd tak 

Jeg er 18 år og "bonusmor" til Emily på 4 år, min kæreste er 26 og vi har det rigtig godt sammen..

Min kæreste og pigens mor kan slet ikke sammen, slet ikke sammen, og det er vildt hårdt, mest af alt fordi hun heller ikke kan li mig, og det gør da ondt..

nogen gange vil man gerne være lidt mere end man i virkeligheden er, men når pigen er 4 er det svært at få en rolle, ingen tvivl om at hun holder ufatteligt meget af mig, og det hun ikke får hos hendes mor får hun far mig, jeg har været en del at hendes hverdag i næsten et år, og jeg ville aldrig kunne undvære hende, og jeg glæder mig til at hun skal være storesøster til mine børn, men jja, det er tit hårdt, også fordi man føler sig lidt udenfor i det hele, min kæreste og pigens mor skal i amtet nu her, der er lyn og torden imellem dem...

det er svært og det er nok det sværeste i verden at skulle komme ind i en familie, men det lyder til at du klare det rigtig flot, du kan sagtens være stolt af dig selv

Puha jeg kan godt forstå at det er svært, både for dig og for din læreste og faktisk også for biomoren

Mit bedste råd er nok at du skal passe rigtigt godt på med ikke at lade din kærestes frustrationer blive dine frustrationer. Din rolle er jo ikke at blive en forælder, emn at være en bonus i barnets liv, og så længe du koncentrerer dig om det, så må de klare deres diskussioner selv. Ellers ender det alt for hurtigt i trælse skænderier og konflikter.

Det betyder ikke at du ikke kan være en støtte for din kæreste og en han kan sparre med om tingene. Du skal bare passe på at du ikke kommer til at rode dig ud i kampene selv fordi du gerne vil være der for ham.

Der vil ALTID være en stribe forsmåede følelser når forældre ikke er kærester. Uanset hvordan og hvornår bruddet er sket, så vil der bare være sårede følelser i klemme et sted, og den slags kræver tid for at heles.

Så træk vejret dybt, og koncentrer dig om dit forhold til manden og dit bonusbarn, og se om ikke tiden læger de frustrationer i oplever lige nu

Puha. Det lyder ikke sjovt, når de slet ikke kan sammen, Mealnie-Marie

Men kunne også godt forestille mig, det er lidt sværere at få en rolle, når hun er 4 end når jeg har været en del af min hendes liv fra hun var 7/8 mdr

Min kæreste fortæller sommetider, hvis jeg ikke har været hjemme inden hun bliver lagt i seng, så kigger hun rundt efter mig, fordi jeg mangler, og det varmer da utrolig meget at høre sådan noget...

Men noget der varmer endnu mere, var en dag jeg kom hjem, hvor eksen var inde hos naboen og havde den bette med, og da den bette så mig, løb hun hen og gav mig et kæmpe kram

Er glad for jeg ikke er den eneste der synes det er hårdt
Men sommetider ville jeg dog også bare ønske, at de gik i amtet eller bare mellem dem selv, aftalte, hvornår hun skulle afleveres, når der var helligdage og lignende, hvor vi skal aflevere hende hos eksen, for hvis vi gerne vil aflevere hende kl 10 opaftter hun det som om, den bette er en belastning for os... Og det er til at blive idiot af, for hun har f.eks. også spurgt om vi kan tage hende på lørdag, fordi hun har status på hendes job, og vi vil hellere end gerne tage hende... Men hun hjælper aldrig os, når vi har brug for det... Og det går mig bare så meget på, for min kæreste havde sagt, at han ikke gad hjælpe hende, hvis hun skulle té sig sådan, som hun gjorde, da ville aflevere hende kl 10 om formiddagen i mandags, fordi vi havde planer... Og hun så nogle dage efter spørger, om han ville tage hende, og hvor han bare siger ja.... SUK!
Åh jeg hader, når det kun går én vej.... Det irriterer mig grænseløst!!
Og jeg siger det til ham gang på gang! HUSK nu på du ikke får noget igen! Så på sin vis ville jeg gerne de gik i amtet og fik nogle klare linjer om, hvordan det skulle foregå.... men samtidig er det også rart de selv kan lave aftaler - bare ikke når det kun går den ene vej

Men ja, det at komme ind i en familie er fandeme svært, også fordi det let kan skabe spild mellem en og kæresten... Men heldigvis kan min kæreste godt se det fornuftige  i det jeg siger, når det er jeg modsiger ham, hvad angår den bette

Men jeg er godt nok spændt på, hvor stor en opsang vi får fra hende, efter jeg er blevet gravid og hun hører om det.

Du har ret, Thalia...

Tror jeg bruger mange kræfter på at finde ud af hvad de aftaler osv og minde ham på, hvordan hun var sidst, hvor vi spurgte hende om hjælp og hun ikke ville..

Men det går mig nok også bare rigtig meget på, at hun kommer rendende så meget inde hos naboen og de så er på den fælles terasse udenfor vores vinduer...

Men ja. De skal selvfølgelig selv klare deres diskussioner, og så kan han spørge mig til råds/ spørge om min mening, hvis han vil..

Må også hellere bare koncentrere mig og ham og den bette, specielt nu hvor vi selv gerne vil have vores eget barn og jeg har smidt mine p-piller

Tror bare jeg har rigtig svært ved at lægge min trang til kontrol fra mig , da jeg gerne vil have styr på tingene og vide hvad de aftaler osv, da jeg jo på sin vis også er en dela f aftalen - såfremt de pludselig aftaler at bytte om på weekenderne eller noget, så jeg ikke aftaler noget med nogle fælels venner og så han pludselig siger "hov forresten, jeg har byttet med eksen den weekend" - Men det er nok også mere fordi min kæreste generelt er dårlig til lige at huske at informere om sådanne ting