Når man beder om hjælp, men ikke bliver modtaget?

Jeg lider af en spiseforstyrrelse (bulimi) som i en periode var latent. Den har nu et års tid været en stor del af min dagligdag igen - desværre. Jeg har været i behandling hos en psykolog som jeg selv har betalt for, da jeg ikke ønsker at komme på center for spiseforstyrrelse igen af flere årsager. Men min spiseforstyrrelse er trods terapi stadig til stede. Jeg har derfor valgt at være ærlig overfor et par veninder og mine forældre. Dog sagde jeg til mine forældre at jeg ikke havde kastet op de sidste 3 dage, hvilket på det tidspunkt også var rigtigt. Men jeg har så desværre atter haft overspisninger og opkastninger om aftenen når mit barn er blevet puttet og sover. Jeg var så hjemme i går fra arbejde pga ondti i halsen og troede jeg havde halsbetændelser. Men hos læge fik jeg afkræftet dette og så vidste jeg jo godt, hvad der var/er skyld i mine hævede spytkirtler = alt for mange opkastninger. Dette hentyder jeg lidt svagt til da jeg snakkede med min veninde og min mor igår. Så fik jeg en sms fra min veninde senere på aftenen om jeg ikke havde fået noget medicin til halsen? Øhh nej for der var jo IKKE halsbetændelse. Jeg har meget svært ved at bede om hjælp, men synes da at denne ærlighed jeg har vist dem fortæller meget om, at tingene ikke helt er som de burde være. Men er det forkert af mig at tro, at de kan regne ud, at det er min måde at bede om hjælp?? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at ringe til dem og sige: "Hey! jeg er syg, jeg har det ikke godt, vil I være søde at hjælpe mig." For ved ærligt ikke hvor meget og hvor lidt hjælp jeg har lyst til, men det er ved fordi spiseforstyrrelsen stadig prøver at overbevise mig om, at jeg jo ikke har brug for hjælp.

Øv hvor er jeg bare træt af det - jeg er træt og uoplagt hele tiden. Føler mig stresset og det ved jeg jo godt hvor kommer fra og jeg prøver virkelig at stoppe, men har vist rygrad som en regnorm

Søde ven...jeg må antage, at det må være som at være ryger...for dem der altså gerne vil holde op...de vil gerne, men kan ikke.
Det samme må gøre sig gældende for dig...du vil gerne, men kan ikke.

De fleste mennesker er mere eller mindre empatiske, og de kan åbne mere eller mindre for deres empati..men hvis folk ikke ønsker at se et problem i øjnene eller blive en del af andres problem, jamen, så lukker de også i.

Ikke at dine venner og familie ikke vil rumme din sygdom, men måske har de ikke kræfterne??

Uanset hvad...så bliver du nødt til at lære, at sige...at du har et problem og trænger til hjælp og støtte.
Man kan ikke regne med at folk forstår hints..især ikke hvis det er et massivt problem, som de godt ved er til stede.
Så der er ikke andet at gøre end at du må være ærlig og så sige tingene som de er.
Det er svært ja...lige så svært som det er for en alkoholiker at indrømme at han/hun har et problem...men for dit barns skyld, hvis ikke for dig selv, så i det mindste for dit barn...så kryb til korset og sig:"Hjælp!"

Og så får du lige en krammer. Når jeg hører om mennesker som du, så ville jeg virkeligt ønske man kunne tage alle byrder og sorger fra dig, så du frisk og frejdigt kunne gå ud i verden og nyde livet.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Søde ven...jeg må antage, at det må være som at være ryger...for dem der altså gerne vil holde op...de vil gerne, men kan ikke.
Det samme må gøre sig gældende for dig...du vil gerne, men kan ikke.

De fleste mennesker er mere eller mindre empatiske, og de kan åbne mere eller mindre for deres empati..men hvis folk ikke ønsker at se et problem i øjnene eller blive en del af andres problem, jamen, så lukker de også i.

Ikke at dine venner og familie ikke vil rumme din sygdom, men måske har de ikke kræfterne??

Uanset hvad...så bliver du nødt til at lære, at sige...at du har et problem og trænger til hjælp og støtte.
Man kan ikke regne med at folk forstår hints..især ikke hvis det er et massivt problem, som de godt ved er til stede.
Så der er ikke andet at gøre end at du må være ærlig og så sige tingene som de er.
Det er svært ja...lige så svært som det er for en alkoholiker at indrømme at han/hun har et problem...men for dit barns skyld, hvis ikke for dig selv, så i det mindste for dit barn...så kryb til korset og sig:"Hjælp!"

Og så får du lige en krammer. Når jeg hører om mennesker som du, så ville jeg virkeligt ønske man kunne tage alle byrder og sorger fra dig, så du frisk og frejdigt kunne gå ud i verden og nyde livet.

Kærligst
Sussie

Hej Sussie - tak for dit svar og dine altid så omsorgsfulde ord. Ja du har svaret mig før (omkring min spiseforstyrrelse)

Jeg har virkelig svært ved at gå hen til dem og sige: HJÆLP! Og tror du har ret i, at det nok handler om, at de måske ikke helt har kræfterne til at hjælpe. Men i lørdags da min veninde nærmest skældte mig ud over at jeg ikke havde været ærlig overfor hende, måtte jeg så fortællle hende, at jeg ofte har prøvet det, men at hun ALTID får drejet samtalen over på hende og hendes "problemer" Dette blev hun naturligvis ked af at høre, da det ikke har været bevidst fra hendes side (hun har bipolar og kan være meget svingede i humør/sindstilstand) Hun sagde til mig, at hun nu ville være der for mig, som jeg altid er der for hende. Men ak ak der er jo hverdag igen og det er som om det hele er glemt. Jeg har fortalt det til en anden veninde også, som heller ikke spørger ind til hvordan det går. Har fortalt en 3. veninde at jeg har gået til terapi, men hun har heller ikke spurgt til, hvordan det er gået. Det er jo ikke for at lyde som en forkælet lille pige, men det undre mig bare, at de ikke spørger lidt mere ind til det. Har jeg mon afvist dem een gang for meget? Eller signalerer jeg, at jeg har det godt? Eller er det fordi de simpel hen har nok i deres eget? For klart man ikke skal spørge ind til folk, hvis ikke man har overskud til at lytte til dem (ligesom min veinde med bipolar) Ja jeg ved ikke helt hvad det er jeg forventer, men kan bare mærke, at jeg føler mig meget alene trods det jeg bor tæt på familie og venner

Anonym skriver:

Hej Sussie - tak for dit svar og dine altid så omsorgsfulde ord. Ja du har svaret mig før (omkring min spiseforstyrrelse)

Jeg har virkelig svært ved at gå hen til dem og sige: HJÆLP! Og tror du har ret i, at det nok handler om, at de måske ikke helt har kræfterne til at hjælpe. Men i lørdags da min veninde nærmest skældte mig ud over at jeg ikke havde været ærlig overfor hende, måtte jeg så fortællle hende, at jeg ofte har prøvet det, men at hun ALTID får drejet samtalen over på hende og hendes "problemer" Dette blev hun naturligvis ked af at høre, da det ikke har været bevidst fra hendes side (hun har bipolar og kan være meget svingede i humør/sindstilstand) Hun sagde til mig, at hun nu ville være der for mig, som jeg altid er der for hende. Men ak ak der er jo hverdag igen og det er som om det hele er glemt. Jeg har fortalt det til en anden veninde også, som heller ikke spørger ind til hvordan det går. Har fortalt en 3. veninde at jeg har gået til terapi, men hun har heller ikke spurgt til, hvordan det er gået. Det er jo ikke for at lyde som en forkælet lille pige, men det undre mig bare, at de ikke spørger lidt mere ind til det. Har jeg mon afvist dem een gang for meget? Eller signalerer jeg, at jeg har det godt? Eller er det fordi de simpel hen har nok i deres eget? For klart man ikke skal spørge ind til folk, hvis ikke man har overskud til at lytte til dem (ligesom min veinde med bipolar) Ja jeg ved ikke helt hvad det er jeg forventer, men kan bare mærke, at jeg føler mig meget alene trods det jeg bor tæt på familie og venner

Kunne du ikke snakke med din psykolog elelr læge om at komme i en form for støttegruppe/arbejdsgruppe sammen med andre med dit problem, og I så kan hjælpe, støtte og opmundtre hianden.
Jeg tænker, at når det kan hjælpe mange andre, med forskellige problemer, så burde det jo også kunen hjælpe dig...blot det at kende nogen som har samme problem, og som dermed ved hvilket helvede du lever i???

SussieThyssen skriver:

Kunne du ikke snakke med din psykolog elelr læge om at komme i en form for støttegruppe/arbejdsgruppe sammen med andre med dit problem, og I så kan hjælpe, støtte og opmundtre hianden.
Jeg tænker, at når det kan hjælpe mange andre, med forskellige problemer, så burde det jo også kunen hjælpe dig...blot det at kende nogen som har samme problem, og som dermed ved hvilket helvede du lever i???

Jeg har tidligere været i sådan en gruppe og det hjalp mig desværre ikke så meget. Føler også det kræver mange ressourcer at være i sådan en gruppe. Tror den er god for dem der er noget yngre. Jeg selv er 34 år og resten i gruppen ud og een var omkring de 20. Så det var bare rigtig grænseoverskridende at være der. Det bedste var dog den ugelige vejning og kostvejledning.

Åh, der er utrolig mange tanker og ting jeg sååå gerne vil dele med dig, da jeg selv tidl. har haft en spiseforstyrrelse.. Der er nemlig dét ved det, at du er ikke spiseforstyrret, du har en spiseforstyrrelse, og dvs. når det 'kun' er noget du har, er det noget du kan ændre og gøre noget ved!  For det første vil jeg fortælle dig, at du skal være meget velkommen til at skrive, jeg har været rask i snart 2 år, og der er selvf. mange følelser og tanker omkring det, men jeg har svært ved at lufte dem frit for hele baby.dk, hvis du ka følge mig?  

Men det kan lade sig gøre, at man bliver fri af det, men der skal jo gøres noget ved det, og den eneste der kan gøre noget, er den der har lidelsen og ikke andre.. Du ka få alverdens gode hjælpemidler fra proff., men du skal selv gøre det største arbejde, nemlig slippe fri af den

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg ville ønske jeg som sagt kunne gøre mere, men synes det er et meget åbent forum, så jeg er meget tilbageholden omkring mange tanker osv.. Men  for at du holder dig oppe, får talt med nogle af dine medmennesker og vigtigst af alt, bliver rask! Husk at du ikke er spiseforstyrret, men har en spiseforstyrrelse.. Det er bare at lade være (så simpelt er det ike, ved det ) Stort

Anonym skriver:

Jeg har tidligere været i sådan en gruppe og det hjalp mig desværre ikke så meget. Føler også det kræver mange ressourcer at være i sådan en gruppe. Tror den er god for dem der er noget yngre. Jeg selv er 34 år og resten i gruppen ud og een var omkring de 20. Så det var bare rigtig grænseoverskridende at være der. Det bedste var dog den ugelige vejning og kostvejledning.

Hmm..findes der ikke en hjemmeside for Bullimiramte..hvor man måske kan finde sammen ned nogle andre som mere er i din "målgruppe" rent aldersmæssigt??