At slå?

Christ, her bliver eksperimenteret på højeste plan, med at slå altså!

jeg kan sidde og lege stille og roligt med Tif, og pludselig bliver man anset som en boksepude...så klapper hun lige en flad på låret af en, og kigger mig i øjnene (læs, hun leder efter respons på hendes ugerning), efter hun så får et nej, så klapper hun igen, og siger højlydt : DA!
når så man siger nej en gang til...så falder hammeren...klap klap klap...og det fortsætter...
jeg har jo så prøvet at vende mig bort fra hende, og sige, nu vil jeg ikke lege med dig mere!
og så cykler vi rundt i ring, jeg drejer mig rundt og hun jagter mine ben, for at slå...så nu er vi kommet dertil hvor jeg går helt væk...

hvad pokker skal det forstille, og hvad pokker er det lige der sker med hendes tankegang?

er der andre der oplever noget som det her?

Jo, jeg oplever lidt af det pt.
Iza har lige slået mig på læben med en flaske sæbebobler. Jeg blev sindsyg vred, fordi jeg var helt uforberedt og det gjorde vildt ondt! Men min vrede nærmest bare forstærkede hendes trang til at slå mig i hovedet med den flaske, så jeg flyttede mig helt væk...meget vred..., hvorefter hun begyndte at stortude og række ud efter mig. Jeg tog hende op og hun krammede mig helt vildt, mens hun græd...nærmest som et undskyld.
Jeg tænker, at de måske ikke gør det med vilje, men simpelthen fordi de ikke kan lade være - måske som du selv nævner for at prøve situationen af/grænser/hvad sker der/hvor meget kan min krop gøre osv. og så kan de ikke stoppe igen af sig selv...endnu.

jammen mon medicinen på det her fænomen så er at samle dem op og knuse dem? det mener jeg nu egentlig nok jeg har forsøgt, hvor tif anså det som morsomt...hun bliver jo ikke ked af det før jeg vender mig bort...så samler jeg hende op når hun har slået, så tror jeg bare hun grinene vil slå videre på mig

jeg har rigtig svært ved at se om man skal beholde det glade ansigt på, eller om man skal fare op som en tordensky en gang for alle???

aj jeg synes det her er svært...jeg vil sgu nødig have hun klapper børnene i dpén...selv om hun lige ordnede et gæstebarn den anden dag (aj så dobbeltmoralsk man kan være, for der mente jeg jo det var ok)

Ja, Rasmus gør det også.

Vi tjatter til ham igen.
Det må man ikke.

Men det virker.

Mille derimod knalder til, hvis hun slår tilbage, så kan han lære't.

jeg har skam også tjattet tilbage...men jeg kan altså se det har den modsatte virkning...for så går der sport i det, lige som når jeg brøler nej!

Ja, jeg kan jo sagtens kagle op om, at jeg har besluttet, at når dagen kommer, så vil jeg simpelthen sige nej (bestemt tone) og så rejse mig og gå.

Men jeg kan jo ikke ane, om det vil virke.

- Helle, der indtil videre ikke oplever "vold i hjemmet"

Jeps!!
Sad og legede med Stella den anden dag og pludselig SLAM!! Fik jeg sgu en flad uden videre.
Blev helt paf og råbte NEJ, mens jeg bagefter prøvede at forklare at hun altså skulle AE mor - Ae, ae.
Men om den gik ind på lystavlen melder historien intet om.

Hun er også begyndt at rive mig for vildt i håret.
Hvis jeg siger av eller nej griner hun og river endnu hårdere
Nogen gange frygter jeg altså lidt for fremtiden

Loggidut skriver:

jammen mon medicinen på det her fænomen så er at samle dem op og knuse dem? det mener jeg nu egentlig nok jeg har forsøgt, hvor tif anså det som morsomt...hun bliver jo ikke ked af det før jeg vender mig bort...så samler jeg hende op når hun har slået, så tror jeg bare hun grinene vil slå videre på mig

jeg har rigtig svært ved at se om man skal beholde det glade ansigt på, eller om man skal fare op som en tordensky en gang for alle???

aj jeg synes det her er svært...jeg vil sgu nødig have hun klapper børnene i dpén...selv om hun lige ordnede et gæstebarn den anden dag (aj så dobbeltmoralsk man kan være, for der mente jeg jo det var ok)

hmmm...Iza bliver simpelthen så skrækslagen, hvis jeg afviser hende i længere tid, når hun er ked af det/vil have kram -hun følger mig rundt alle vejne, græder og klamrer sig til mig resten af dagen, hvis jeg ikke tager hende op. Og jeg oplever at hun godt ved, hvad hun gør forkert, men bare ikke kan lade være. Jeg vil gerne have, at hun forstår at det ikke er hende, jeg ikke bryder mig om, men den handling hun gør, så derfor er jeg hurtig til forsoning - efter sådan en omgang, så stopper hun faktisk.

Havde den også med sofaen i dag, hvor hun ville stå op - det måtte hun ikke og det ved hun godt...men hun skal liiiiige......Tilsidst måtte jeg tage hende og sætte hende ned på gulvet, hvor hun fik et mindre raserianfald. Jeg gik væk fra hende og gik i gang med at læse et blad. Så kom hun og ville have kram og det fik hun så, hvorefter hun kravlede op i sofaen og satte sig fint ned....og har ikke stået op resten af dagen eller aftenen. Så kan vi så starte forfra i morgen, men den tid den sorg

Loggidut skriver:

Christ, her bliver eksperimenteret på højeste plan, med at slå altså!

jeg kan sidde og lege stille og roligt med Tif, og pludselig bliver man anset som en boksepude...så klapper hun lige en flad på låret af en, og kigger mig i øjnene (læs, hun leder efter respons på hendes ugerning), efter hun så får et nej, så klapper hun igen, og siger højlydt : DA!
når så man siger nej en gang til...så falder hammeren...klap klap klap...og det fortsætter...
jeg har jo så prøvet at vende mig bort fra hende, og sige, nu vil jeg ikke lege med dig mere!
og så cykler vi rundt i ring, jeg drejer mig rundt og hun jagter mine ben, for at slå...så nu er vi kommet dertil hvor jeg går helt væk...

hvad pokker skal det forstille, og hvad pokker er det lige der sker med hendes tankegang?

er der andre der oplever noget som det her?

Nu har jeg jo to, og de bruger mere tiden på at slå på hinanden end at slå på moren Det har de faktisk gjort længe, og jeg synes ikke, det er så slemt mere. En ting er at slå, når man bliver sur. Det er selvfølgelig heller ikke i orden, men alligevel en reaktion på noget. Noget andet er at komme umotiveret daffende og lange ud efter den anden - det er bare ikke i orden. Vi siger "Nej, Signe" (ja, det er så altid hende) og fortæller, at hun skal ae og hvordan hun skal gøre det. Så det går de meget op i nu - går hen til hinanden og aer

Når det er mig, der får tæsk, siger jeg bestemt NEJ, du skal ae. Virker det ikke, siger jeg NEJ, og går væk. Så må de komme og "sige undskyld", før jeg vil snakke med dem igen (altså selvfølgelig kan de ikke sige undskyld endnu, selvom de er utroligt kloge, men ligesom Jeanettes er det noget med at græde og vil kramme).

Ved ikke om det hjalp Ellers må du sende hende herop, så kan hun prøve at få igen af Signe