Hej
!!!
Meget lang tid siden at jeg har skrevet noget herinde på baby.dk
Den 11 februar skulle jeg til en kontrolscanning på Randers sygehus, da de på Skejby sygehus havde lavet en scanning i uge 20, hvor de kunne se at der var en meget lille dreng. Den mand på Skejby sygehus der scannede mig, ville gerne at jeg fik en kontrol scanning omkring uge 27-28. Da jeg skulle scannes den 11 februar fik jeg at vide, at alt bare så rigtig godt ud, han var bare en lille gut. Efter scanning skulle jeg ind til en samtale med en læge på Randers sygehus. Da Thomas og jeg træder ind ad døren (vi når ikke en gang at sætte os ned på en stol) siger hun ''Ja din moderkage er vissen, det ser overhovedet ikke godt ud. Læg dig lige ned på briksen, så skal du lige have en indsprøjtning med noget lungemodner til dit barn. Du skal nok regne med at du føder senest om en uge''. Jeg var dybt chokeret, kunne hverken græde eller noget som helst. Det var som om alting bare fløj forbi mig. Vi skulle skynde os ind på Skejby sygehus til en scanning endnu en gang. Jeg fortæller overlægen hvad hende på Randers sygehus havde sagt til mig, han var helt forbavset over at hun havde sagt sådanne ting. Han scannede og sagde at han ville ikke kalde den for vissen, men brugt. Derudover kunne det sagtens ske at jeg først skulle føde omkring uge 34-36. Jeg var lettet og fik lov at tage hjem igen, men jeg skulle så komme igen dagen efter, så jeg kunne få en indsprøjtning igen. Jeg kommer dagen efter ind på skejby og får en indsprøjtning. Sygeplejersken spørger om jeg har mærket ham sparke som jeg plejer, og jeg svarede at jeg syntes måske ikke at han sparkede helt så meget som han plejede. Hun sendte mig op på fødegangen til en ctg scanning. Under ctg scanningen fik jeg pludselig plukkeveer fik jeg at vide, men jeg sagde at jeg troede at han bare vendte sig (det havde jeg troet igennem hele graviditeten), men jeg havde små hyppige plukkeveer. Jordemoderen valgte at mærke på min livmoderhals, den var fin lang. Da jeg havde lagt deroppe i flere timer, blev jeg sendt hjem igen. Da jeg havde været hjemme i en times tid, skulle jeg lige ud at tisse, så begyndte jeg at bløde. Vi ringede ind på fødegangen og jeg skulle bare lægge mig og være i ro. Da jeg har lagt i ro i ca. 20-30 min. kunne jeg mærke at jeg begyndte at bløde, jeg rejste mig op og så begyndte jeg at styrt bløde, vi skyndte os ind på fødegangen. Jeg blev taget imod af den sødeste jordemoder. Der blev sat en ctg scanner på mig igen. De tjekkede mit bind og var overbeviste om at jeg havde haft vandafgang. Der blev så tjekket om jeg havde haft vandafgang, det så ikke sådan ud. De scannede mig for at se om der var vand inde ved Gustav, og der var masser af vand. Jeg lå på fødegangen natten over, og blev så indlagt på Y1 mor-barn afsnit. De næste to uger lå jeg bare i en seng og gloede fjernsyn, med pludselig blødninger op til flere gange, ctg scanninger morgen, middag og aften, scanninger af Gustav hver 2-3 dag. Jeg fik tjekket urin en gang om dagen, fik tjekket blodtryk morgen, middag aften, det hele var bare et mareridt. Jeg fik svangerskabsforgiftning osv. Den 21 februar havde de besluttet at jeg skulle have et kejsersnit pga. mit høje blodtryk, men de ombestemte sig og turde godt vente lidt, men jeg skulle vide at jeg aller senest fredag den 25 februar skulle føde. Tirsdag aften den 22 februar, havde jeg igen meget for højt blodtryk 170 over 104. Jeg skulle faste hvis de besluttede at tage ham ved akut kejsersnit. Den 23 februar ved ni tiden om morgenen kom overlægen og fortalte, at de ikke turde holde ham inde længere, fordi det var mit liv der stod på spil nu. Om morgenen var mit blodtryk 177 over 106. Gustav blev taget ved akut kejsernsit den 23 februar. Han vejede 805 gr. og var 35 cm. lang. Jeg fødte i uge 29+2. Min moderkage fungerede ikke ret godt, så Gustav fik ikke det han skulle have fra moderkagen, så han var meget undervægtig.
Gustav lå de første to dage på børneintensiv A5 på Skejby sygehus. Han klarede alt så godt. Ingen hjerneblødninger, intet med maven osv. De scannede hans hjerte, der var to huller. Et imellem skillevæggene og et i fosteråren også kaldet Ductus. De ville ikke give Gustav den medicin som kunne gøre at Ductus lukkede sig, de var sikre på at det nok skulle lukke sig. Gustav tog på og kunne holde pauser fra cpappen. Cpappen hjælper børnene med at trække vejret. Da Gustav var 3-4 uger vejede han 1000-1100 gr. og fik lov til at komme i tøj og i åben kuvøse. Vi var bare så stolte!
Gustav kom op og vejede omkring 1300-1400 gr. og så blev vi overflyttet til Rander sygehus, imod Thomas og min vilje. Jeg havde det rigtig dårligt med at vi skulle på Randers sygehus efter vores dårlige oplevelser, og så havde jeg bare en rigtig dårlig fornemmelse med Gustav's hjerte. Jeg var overbevist om at der var noget helt galt, og at det skulle opereres. Men det var som om at der ikke var nogen der lyttede til mig. Gustav begyndte at have problemer med at trække vejret selv og med cpappen på. De blev ved med at sige at det var et lungeproblem, men jeg holdt fast i at det var hjertet der havde det dårligt, og det så påvirkede lungerne. De valgte til sidst at sende ham til en scanning på Skejby sygehus. Jeg havde mødt og snakket med den overlæge der skulle scanne Gustav, en rigtig flink mand. Da han trådte ind ad døren og hørte lidt om Gustav sagde han, at han troede ikke at det var hjertet, men nu ville han lige se lidt på scanningen. Da han havde scannet ham måtte han jo så erkende at Gustav Ductus var blevet større og påvirkede kredsløbet. Han regnede med at han skulle opereres i løbet af den kommende uge. Både Thomas og jeg var lettet, endelig fandt vi ud af noget og endelig kunne vi se en ende på det hele (troede vi). De valgte at Gustav først skulle opereres halvanden uge efter han var blevet scannet. Dagen før Gustav skulle opereres, begyndte han at få slimet blod i afføringen. Der kom en læge ind på stuen og kiggede bleerne og så på ham. Derefter sagde hun at vi nok skulle regne med at operationen ville blive aflyst hvis det blev ved. Det blev desværre ved og de aflyste operationen. Jeg sagde at jeg var overbevist om at hjertet nu var begyndt at påvirke hele hans kredsløb, og at det var nu de skulle gøre noget. De troede ikke at det var hjertet der havde noget med det at gøre. Der blev taget røntgenbilleder af maven og tarmene, der var intet at se. Lørdag den 30 april tog de endnu et røntgenbillede, det viste at der var noget galt. Gustav var igang med at udvikle det de kalder Nek, som er en meget alvorlig tarmsygdom. De måtte sande at jeg havde ret endnu en gang. Hjertet påvirkede hans kredsløb meget. Gustav blev opereret senere den dag. Jeg var grædefærdig, jeg var så bange for at miste ham. De ringede fra A5 (Børneintensiv) og sagde at vi kunne komme og se ham efter et kvarter. Operationen var gået rigtig godt. Det var så fantastisk. Elleve dage efter kunne vi tage hjem med en rask dreng, der kunne/kan spise på sutteflaske.
I dag vejer Gustav 3200 gr. og er 50 cm lang. Han er snart 4 måneder gammel og begyndteat smile for tre dage siden, pludrer griber fat i legetøj, hiver i mors hår osv. Det har været de hårdeste måneder i mit liv, jeg er blevet en del klogere på nogle punkter og man undgår ikke at blive mere moden efter sådan en oplevelse..
Knus og kram Ninna
