årh, de glæder, man dog får, når man har børn... 
Idag kom min mellemste på fem og spurgte om hun måtte få en kop?? Da jeg er nødt til at blive mistænksom, hvis der er så meget som en myre der vipper med et følehorn på den anden side af vejen, når det gælder hende (hun skulle have heddet emil-ie... hehe) Spurgte jeg jo selvfølgeligt hvad hun skulle bruge den til. Jo, hun skulle bruge den, så hende og hendes storebror kunne plukke ærter i den!! Ærter, - ærter, vi har sgu' da ikke nogen ærter i haven endnu... !! tænkte jeg, og så røg jeg op, for guldregnen står jo med frøkapsler nu... 
Og jojo, det havde de to trolde da delikatiseret sig med, og spist et par bælge hver efter hvad jeg kunne forstå på dem... ARGGGG!!!
Min mand hentede sporenstrengt saven, og ned kom guldregnen, mens jeg ringede til giftlinjen, og spurgte hvad så. Da vi jo ikke vidste hvor meget de havde indtaget skulle de på skadestuen og have aktivt kul, fik vi af vide, så jeg smed de to ind i bilen, og ræsede til svendborg.
Da vi så kom derned, fik vi at vide, at vi godt kunne køre det odense, da de ikke havde et børneafsnit, og så blev jeg sendt ud i bilen med to børn, der måske havde en forgiftning, - for at køre i en ½ time til odense. Ikke fedt, - især fordi jeg inden jeg kørte hjemmefra havde ringet til svendborg og spurgt om vi kunne komme derned, og fået et bekræftende svar. Oddere!!!
Nå, vel ankommet til odense, - asbjørn havde klaget lidt over mavepine og kvalme på vejen, men ellers var der ikke sket noget, ud over at jeg fandt ud af at vores bil kører vældigt godt med 150 km/t... - stod vi så i ti minutter og ventede på at der kom en sekretær, der havde tid til at taste os ind i systemet. Imellemtiden var min to dejlige englebørn sandelig vågnet op til dåd og havde åbenbart besluttet sig for at en skadestue var et fremragende sted til lidt fest og ballade, så de var mildest talt ustyrlige. Fint nok, selvfølgeligt, for så havde de da ikke tegn på at være syge, meeeeeen....
Efter laaaang tids venten på den idiotiske sekretær, - og her kan man ikke lade være emd at tænke, hvad nu hvis de faktisk havde haft en livstruende forgiftning, havde vi så også fået lov til at stå der i evigheder eller hva?!?, - kom vi ind på en modtagestue, og der kom efter lidt mere venten en sød børnelæge, der undersøgte mine to skuespillere, der nu kunne fortælle vidt og bredt om, hvor ondt de havde haft det, ligemeget hvilket sted i kroppen hun spurgte til.... Vi blev ret hurtigt enige om, at de i hvert fald ikke virkede påvirkede... 
Der var nu efterhånden gået 1½ time, siden de havde spist 'ærterne' og de var ikke blevet rigtigt dårlige, så vi gik i gang med at undersøge den kvist jeg havde taget med fra træet. Umiddelbart mente de så ikke det var en guldregn, selvom jeg nu syntes det måtte være det, - de mente at det var en anden slags, der kaldes en sibirisk dværgfyr, selvom den absolut ikke lignede noget i retning af et fyrretræ, og min busk hjemme ligner heller ikke dem på nettet meget - men summa summarum var at de i hvert fald ikke var blevet dårlige af det. Jo, de kunne godt få mavepine af at spise af den der dværgfyr, men den var i hvert fald ikke giftig, hvilket jo er det vigtigste.
Så mine to trolde slap for aktiv kul og blev sendt hjem igen, - efter at lægen havde forsøgt at spille pædagorisk, - nå, hvad har I så lært?? - hvortil min datter svarede, jeg har lært at skrive!! Ja, så fik vi slået det fast...
Nu har jeg så puttet det rå bananer, og de har haft en strålende eftermiddag med mange spændene oplevelser!! SÅ nu er jeg to trætte børn rigere, og en - måske sibirisk dværgfyr, - fattigere...
