Hej
Ja nu bliver min pige 1 år i denne måned,og jeg fik desværre en fødselsreaktion. Jeg troede ikke jeg gjorde det godt nok eller noget og havde meget frygt for der vill ske hende noget hele tiden.
Da hun så blev indlagt med forstoppelse gik min verden i stå. Jeg fik det meget dårlig med mig selv og troede det var min skyld og noget jeg havde gjort. (det var det så ikke da hun ikke kunne tåle hendes mme)
senere blev min kæreste påkørt og kæmper med piskesmæld (januar) ... og jeg frygtede alt og især at komme på arbejde.
jeg har haft en god sp som hjalp mig til psykolog. Her har jeg gået siden nov. og det har hjulpet. Og hun har vejledt mig til at komme på medicin. Det er rigtig godt.
jeg tænker meget på den næste dejlige "unge" vi skal have, og helt inden den første er for gammel. men tør ikke. er bange for at jeg bliver syg igen med gravi gener, skal af medicinen (vil ikke være på det pga faren) og hvad med min kæreste og hans helbred.
fornuften siger nej vent, men de er bare så skønne de børn så det er svært ikke at tænke om vi en dag får den næste og hvordan gør vi lige med det hele.
som i kan læse er det svært også fordi vi har været uheldige. vi skal ikke have en lille før vi med sikkerhed er klar, og det er bare helt 100. men tænker da om vi får det så uheldige vi har været. (og nej er ikke skruk)
men jeg er som alle andre, jeg vil da være sammen med min dejlige kæreste og vores datter, og fordi det er så dejlig en familie så vil ejg da gerne have en større en.
ja læsser lige mine tanker af.
Anmeld