Så kom vores dejlige søn til verden lørdag den 4 juni klokken 6:38
Dagen op til fødslen havde jeg ingen tegn overhovedet, jeg var hjemme hos mine forældre hele dagen, var ude og handle osv. Jeg havde dog plukveer som ikke gjorde ondt, men dem havde jeg i flere uger.
Jeg gik i seng som jeg plejede ved 23 tiden.
Lidt over 3 om natten vågnede jeg ved at jeg havde mens smerter i den nederste del af maven, dog gjorde de noget mere ondt end normalt, men ikke mere ondt end jeg kunne klare. Jeg gik på toilettet, tog et hurtigt bad og smerterne kom igen og igen, så jeg tog tid på dem og der var kun 5 min imellem. Jeg ringede til FG og sagde at jeg nu havde veer og på grund af hurtig fødsel første gang ville de godt se mig med det samme.
Jeg vækkede min mand som hurtigt tog tøj på og vi tog afsted.
Ved 4 tiden var vi på FG hvor JM undersøgte mig og jeg var kun 2 cm åben, men hun kunne se hyppige veer og sagde at jeg skulle gå en tur i en time og komme tilbage igen. Jeg var vildt søvnig så istedet for at vandre rundt i en time lagde jeg mig i bilen og tog mig en lur. (Uartig som jeg er)
kl 5:15 gik vi op på FG igen, jeg troede ærlig talt at der ikke var sket det store i den time, da mine veer ikke gjorde helt naller. Dvs jeg havde ondt, men kunne sagtens tale, gå, grine og ignorere smerterne. JM undersøgte mig igen og jeg var nu 4 cm åben og der var 3 min mellem veerne. Jeg spurgte om jeg ikke kunne få noget smertestillende, men JM sagde at det kunne jeg ikke nå, så jeg måtte klare mig uden.
Kl 6 lå jeg stadig og ventede på at det skulle gøre niller naller og synes ikke at der skete det store, jeg havde kun smerter i den nederste del af maven. Jeg fik en pose med isterniger som min mand lagde på min mave når jeg sagde at jeg havde en ve, og alle smerterne forsvandt lige så snart posen var på min mave 
Kl 6:30 Spurgte jeg JM om hun ikke ville se hvor mange cm jeg var åben for jeg kunne mærke at det pressede sådan lidt i mavsen, og jeg var 7 cm åben. Vi regnede med at der ville gå mindst en time mere da jeg stadig kun havde ondt kun i den nederste del af maven og ikke nåede de 10 cm endnu. Vandet var heller ikke gået endnu.
Kl 6:37 Kunne jeg mærke noget stort på vej ud (vandet var stadig ikke gået) og selv om jeg ikke ville presse gjorde min krop det alligevel. Jeg blev vildt skræmt af det selv, råbte til min JM "jeg presser og kan ikke stoppe". Så var der kaos på føde stuen, hun rev trusserne af mig og råbte efter hjælp. Jeg blev mere og mere bange, for jeg pressede uden at ville det og den måde tøjet blev flået af mig og jeg var jo kun 7 cm åben. Det var et MEGET langt minut i mit liv, for
kl 6:38 sagde det BLOB og vandet, slimproppen og det hele var gået. Smerterne forsvandt og der var meget stille, jeg spurgte JM om jeg skulle presse igen, hun smillede og sagde at han var ude, han kom bare ud sammen med vandet. Derefter begyndte han at græde, og jeg havde det underligt, som om jeg gik glip af noget.
Det eneste jeg kan sige om oplevelsen at den var helt fantastisk.
