Vi skulle jo have Iza passet af farmor fredag aften/nat her hjemme og så lørdag aften/nat skulle vi køre til Jylland til 30 års fødselsdag, hvor min bror skulle passe hende aften/nat.....og jeg var bare så nervøs over det, fordi Iza jo aldrig har kunne lide at blive passet (og ikke har prøvet at blive passet om natten før) og nu pressede vi så lige citronen ved at lade hende blive passet 2 nætter i træk af 2 forskellige personer og så tilmed om natten....puha. Men for søren - det gik så godt så godt
.
Lørdag morgen vågnede hun først kl. 7.15
. ...ved ikke hvad farmor kunne gøre bedre end os, for Iza står normalt op kl. 6.15, hver dag uden undtagelse...Og Iza var så sød, da jeg så kom ind i hendes værelse om morgenen. Der var stadig mørkt, så hun kunne ikke rigtig se, hvem jeg var. Hun stod op i sengen og sagde: "hej....dygtiiii" og jeg tog hende op og fik et knus med det samme, hvor efter hun lænede sig tilbage væk fra mig og kiggede på mig, smilede og sagde: "moo" (mor) og så fik jeg et stort kys...........nåååååå, jeg blev helt rørt. Så sagde hun: "far, far" og så måtte vi jo lige ind i sengen til far og putte også lidt.
Og lørdag da vi skulle afsted igen til fest, græd hun slet ikke, men vinkede farvel og havde slet ikke grædt på noget tidspunkt hele aftenen, hvor min lillebror skulle passe hende. Hun havde sovet med det samme også.
Jeg er SÅ lettet og så glad, for hold da op hvor har vi bare været frusteret over, at hun ikke har villet lade andre holde hende, lege med hende, tage hende op, røre ved hende gennem hele hendes lille liv....indtil nu, hvor hun bare er så god...stadig skeptisk overfor folk hun ikke ser tit, men slet ikke som da hun var spæd og mindre....ihhh det er så dejligt
Anmeld
