Hej med jer skønne Aguustkvinder;)
Jeg tænkte at jeg lige ville komme med en lille update. .
Phillipa er blevet rigtig stor og frak, og hun siger en masse fine ord. Hun er i Kan selv/Vil selv fasen, og der er stort set ikke noget der passer hende:DHun siger nej til os lige meget hvad vi spørger hende om, og vi må overhovedet ikke hjælpe hende med noget. Hvis hun skal have hjælp så er det Frederikke der skal hjælpe hende. Hun har dog lige været hjemme i over en uge, hun har bare været så syg, det lille pus, på penicilin og alt muligt, hun har tabt 2 kg:(
Men nu er hun frisk igen og er i vuggestue i dag.
Med hensyn til mig selv, så er der sket en åbenbaring.. Jeg har sammen med min psykolog fundet frem til hvorfor jeg var så skide angst ude i skolen. Jeg sad jo stortset hele dagen med en puls på omkring 95, og fik rigtig mange ekstraslag fra hjertet:(Og det var en prøvelse for mig at kører i skole, efter jeg startede på den nye uddannelse, blev min angst virkelig slem.
Så en dag for 3 uger side da jeg var til psykolog sagde hun til mig, at med de symptomer jeg havde ude i skolen, mente hun ikke at det var min panikangst der trikkede mig, men hun mente nærmere at det lød som socialangst- Ja hvorfor ikke, det kunne jeg vel også lide af.:-o Hun sagde at panikangst som oftes kommer af noget andet angst, men at socialangst ligger gemt bag panikken. Socialangst kan pludselig komme hvis man engang har været udsat for noget ubehageligt i ens sociale liv.
Jeg skulle prøve at tænke på om der var noget der kunne have givet mig en dårlig oplevelse, og jeg kunne slet ikke komme på noget- Jeg troede jo bare at jeg skulle kigge en 5-7 år tilbage... Men så gik jeg længere tilbage og så kom jeg til at tænke på en situation for 19 år siden.. Jeg var 10 år og gik i 5. klasse, jeg blev mobbet usandsynligt meget og min mor tog mig ud af skolen og satte mig ind i en ny skole. Det var en møg ubehagelig situation det med at skulle ind i en ny klasse, og jeg skulle jo ikke skifte skole på grund af vi skulle flytte eller noget, men fordi jeg blev mobbet, så det hele var jo meget slemt for en på 10. Da vi sad og snakkede om det var det som om der blev taget en gigant klods fra min ryg, og pludselig begyndte der at falde brikker på plads.
Min Psykolog sagde det det med stor sandsynlighed var den episode der var blevet lageret i min hukommelse, og som lå i min underbevisthed. Og nu hvor jeg så skulle starte i en ny klasse igen som 28½ årig så kom den gamle fornemmelse frem, bliver jeg nu anderkende- kan de nu lide mig..osv, men uden at jeg har vidst hvad der er foregået, det er foregået i min hjerne(?)
Da jeg kørte hjem fra hende den dag var det ved gud som om jeg havde været udsat for noget meget mærkeligt..
Men det der så er i det er at nu er det 3 uger siden, og jeg har ikke mærket angsten en eneste gang ude i skolen, jeg har ikke haft høj puls når jeg skulle sige noget, og jeg har ingen ekstraslag haft(C)
De førstre par dage tænkte jeg at det nok bare var et tilfælde, men nu er jeg sikker på at det er det gamel spøgelse der er kommet frem.
Min psykolog og jeg er ikke færdige med at snakke om det, men det er bare som om mit liv har ændret sig meget..
Ups, det blev vidst lidt langt det her indlæg.
Jeg håber at i alle har det godt.
Mange Knus Heidi(L)
Anmeld
