Jeg har en rigtig god veninde som jeg lærte at kende for en del år siden.
Hun har en datter på 2 1/2 år, hun er donorbarn og min veninde har fået hende alene.
Hun ville gerne lave en søster eller bror, og forsøgte 1 år!!! uden held... hun har nu opgivet (for denne gang) og starter i stedet i skole her til sommer.
Jeg har, lige fra vi begyndte med de første tanker om endnu et barn, indviet hende i vores planer og hun var også den første der fik at vide da der var "held i sprøjten".
Jeg har indviet hende i alt dette for at det ikke skulle komme som et "chok" når det skete, netop fordi hun har haft så svært ved det denne gang, det har jeg fortalt hende og hun har sagt at det var hun glad for.
Hun har sagt tillykke til os og at hun er glad på vores vegne, men jeg kan alligevel mærke at det er rigtig svært for hende at glæde sig på vores vegne og det er jo helt naturligt, når hun nu ikke selv kunne få det til at lykkes.
Men hvad skal jeg gøre?
Skal jeg helt lade være at snakke om det (om graviditeten og den lille ny) med mindre hun selv bringer det på bane, eller hvad gør jeg???
Jeg forsøger selvfølgelig at rumme hendes følelser, for selvom jeg aldrig selv har stået i hendes situation kan jeg sagtens forsøge at sætte mig ind i hvordan det er.
Der er flere herinde som har kæmpet for drømmen.... så håber i kan komme med lidt råd til mig hvordan jeg tackler det her???
Anmeld
