dagplejestart

HJÆLP!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Min lille pode er lige startet dp og det er bare ikke
drømmestarten vi har fået!!!

Min lille pode er 8 mdr, nysgerrig, glad, alderssvarende,
men ”lider” af mor og  far tryghed. Det
har været et  tilbagevende ”problem”.
Allerede omkring 4 mdr reagerede hun på andre og blev ked af det når hendes grænser overskrides. Vi har som forældre hørt meget for at vi overbeskytter hende, hun er en morfis, hun ser ikke andre nok o.lign. Det er noget der gør meget ondt i mit hjerte, for vi ser andre mennesker næsten dagligt, men jeg er også af den holdning at mit barn ikke skal græde hvis der ikke er grund til det. Det er jo hendes måde at sige hun ikke er tilfreds på.  Også af den grund er hun ikke blevet passet af andre og vi har ikke haft en vigtig nok grund til at hun ikke skulle med-hun er jo vores familie. Så måske er vi overbeskyttende, men jeg vælger at sige vi er hendes advokat (Ja jeg er en beskyttende mor, men hellere det end være
ligeglad…..)

Vi skulle så starte dp og vi har været rigtig glad for den
beslutning- pasning i eget hjem med få børn og 1 kontaktperson. Nu er det jo svært at sige om kemien passer efter et møde, men vi havde et godt indtryk af dp.  Hun har ikke den største erfaring,
men det er ok.

Vi har et par gange talt sammen i tlf inden vi starter og
jeg hører at vi aftaler vi skal kommer 2 timer de første 3 dage. Vi har allerede første gang vi mødes sagt at for os er det vigtig med en god indkøring- hellere lang men tryg end bare smide hende ud i det. Og vi føler at det bliver hørt. Vi har at vide der ikke vil være legestue i 3- 4uger før hun er tryg

1. dag: vi kommer  kl 9 og snakker lidt m ed dp, primært tlfnr, sovetider, mm. Dppædagogen kommer lidt senere og vi taler sammen. Jeg får info om billedetagning, cykling, legestue mm. Jeg
giver udtryk for både over for dp og dppædagogen at det er hårdt for mig at afl. min lille pige. Jeg kan vælge at holde hende hjemme i 1 ½ mdr endnu, men pga sommerferie har vi ikke mulighed for at køre hende ind bagefter. Så vi ønsker at hun er tryg og det er genkendeligt for hende og starter derfor tidligere.

Jeg får at vide at det ikke er de mest hensigtsmæssige
sovetider min pige har- hun sover kl 9 til 10.30 men det må vi jo arbejde på.
Inden jeg går hjem får jeg at vide der er arrangement hos dp med andre dp dagen efter. Jeg syntes det er lidt voldsomt, men ok jeg er der jo, så min pige er ikke alene, så det går nok.

Jeg kommer hjem og tænker vi har ikke snakket ret meget om
forventninger, min forældreviden el hvordan dagene skal forløbe. Men det gør vi så i morgen- tror jeg!

2 dag: kommer kl 9, min pige er lige faldet i søvn. Øv øv. Bliver mødt af dp i døren med ordene: Hej, sover hun? Ja, så sover hun til kl 10 og så tager jeg hende op! Så  ved ikke om du vil gå en tur eller gå hjem?”

Jeg tror nok jeg ligner et stort ?-tegn i ansigtet. ”øh ….. skal jeg ikke være her? ”Jeg giver udtryk for at jeg føler mig skuffet, at det
ikke er en del af planen. Jeg føler ikke at det er ok bare at gå fra min pige og da slet ikke mens hun sover. Hun ville vågne op et fremmedsted med fremmed ansigter- der er intet kendt eller trygt.( hun har ikke været inde i huset endnu) Jeg føler mig meget chokket og er slet ikke klar. Jeg bliver mødt at sådanne er rutine-
gode erfaringer med det, og jeg KAN DA GODT komme ind, jeg kan være sammen med hende på 3 dagen, men føler mig ikke velkommen. Er så ked af det og har da ikke lyst til at andre dp skal se det…. Og det er jo slet ikke det jeg mener med blid indkøring! (ved godt jeg ikke må sammenligne, men har jo talt med
veninderne og deres opstart og ingen er gået den 2.dag trods deres børn er mere tillidsfulde end min pige.)Jeg mener bestemt ikke at jeg er info om at jeg skal gå- der ville jeg kunne huske hvis jeg havde fået at vide jeg skulle gå på 2 dagen, for så havde jeg protesteret.

Jeg går, meget ked af det, er lige ved at bryde sammen, og
siger inden” jeg ringer ikke – kan ikke klare at høre hende græde, og vi ses til middag?”

Efter nogle pænt ulidelige timer, hvor jeg har grædt snot og
er helt rundt på gulvet(Hvorfor er jeg ikke blevet info om at jeg skulle gå? I min verden hænger det ikke sammen med en tryg indkøring .) går jeg ned til dp - Jeg ved også at jeg selvfølgelig er mere påvirkelig fordi det er svært at gå fra sit barn, men jeg føler mig ikke hørt . Jeg bliver mødt af korslagte arme og at jeg bryder vores aftale og jeg hvis jeg allerede nu modarbejder så er det
nok ikke stedet for os, det er hendes hjem og hun bestemmer hvordan tingene skal foregå, hun kan ikke kun tage hensyn til vores pige, når hun også har de 3 store børn.(føler ikke hun kun er faglig) Jeg er endnu mere forvirret- modarbejder? Jeg skulle jo så være kommet kl 11, men jeg havde så forstået at det var 2 timer de skulle have sammen(fra kl 10 -12). Jeg ville da sindsygt gerne være kommet kl 11 hvis jeg vidste jeg skulle det. Hun beklager at de
andre dp var kommet og at hun så ikke havde meldt klart ud til mig-trods hun mener at have sit på det rene. Jeg er så ked af allerede at blive stemplet (for det føler jeg mig) som besværlig og overreagerende mor. Jeg siger også at jeg måske overreagerer, hvor til hun svarer ”JA, det tror jeg nok du gør- har aldrig oplevet dette før!”  Jeg får da  også sagt at vi jo er 1. gangsforældre- kender ikke kutymen, hvorpå hun svarer ja hun er heller ikke den med mest erfaring. Det er jo sandt, men ikke betryggende for mig at høre- da slet ikke i den sammenhæng. Jeg mener også at hun kunne have ringet efter mig og spurgt om vi ikke havde en aftale? jeg vil på ingen måder modarbejde! Vil da kun mit  barns bedst!Trods at jeg er så ked af det føler jeg at jeg siger tingene
stille og roligt, men er da påvirket af det hele.

Jeg er helt vildt ked af denne oplevelse- det er jo ikke
drømmestarten på et forhold der skal vare flere år. Jeg  føler vi har givet klar udtryk for hvad vi ønsker af indkøring- men allerede der taler vi forbi hinanden. Vi lægger vidt forskellige ting i hvad indkøring er. For hun mener at det er blidt indkøring med at hun skal være der alene i 2 timer.  Hvor det for mig skriger til himlen at hun på 2 dagen skal være der alene. Hvis nu hun var tryg indendørs og glad så var det da ok at jeg gik, men så havde jeg set det og kunne have det godt med det. I stedet ser jeg bare min pige ked af det, intet kendt eller trygt. Min pige har ikke været inde i huset og blevet ”tryg”

Føler også at vi slet ikke har afstemt forventninger og
troede at vi skulle gøre det på 2 dagen.

Min pige har da haft det ok, men også grædt en del. Vi går
hjem og vi taler og taler og taler om tingene. Har bare svært ved at tage en beslutning: det kommer jo også an på hvordan stemningen og  kommunikationen er fremover.

3 dagen. Vi kommer kl 9, min pige er vågen. VI er i
legerummet og hun klynger sig til mig meget af tiden.

Jeg venter sådan lidt på en udmelding fra dp- skal vi taler
om de her dage? Vente? Eller??, men den kommer ikke. SÅ efter en time, med sådanne lidt” se her lille ven, se det her legetøj”-snak, så spørger jeg må vi komme i morgen, og hvad tid og må jeg være til stede? Ja jeg kan få det som jeg vil have det er svaret. Jeg har
meldt ud af jeg gerne vil benytte mig af hendes erfaring, men jeg vil gerne inddrages og bruges, for jeg har en viden om min datter hun kan få glæde af.

Arg for helevede! Jeg mangler at hun som, den fagperson jeg
mener hun skal være, tager det op og siger hvordan fortsætter vi  herfra? Jeg føler også at hun har ringe forståelse for os, vi ved jo ikke altid, det er første gang vi prøver det her. Det  er jo ikke fordi vi forventer at vores barn bliver behandlet som prinsesse og hun skal smide alt…. Ved ikke om det bare er min ”morperson”  der er ramt?

Det hele er bare eskaleret! Vi har så efterfølgende talt med
dppædagogen om vores misforståelser og vi skal tage en beslutning om vi skal fortsætte eller ej. Vi kan ikke være sikker på en plads før om 2 mdr og så kommer vi i knibe med arbejde og vi har ikke fam. der kan passe hende. Så vi føler os lidt presset. Vi snakker frem og tilbage og kan bare ikke finde ud af hvad vi skal…. Føler jo tilliden mellem os har fået et kæmpeknæk, ikke sagt det ikke kan brygges op igen, men tror det bliver svært. Hvad sker der hvis der kommer flere diskussioner? Kan vi glemme episoden? På den ene side føler jeg at det burde vi kunne arbejde videre fra og alligevel er jeg i tvivl. Er hun proff. nok? Arh jeg har tusinde tanker. Vil I ikke være søde og komme med gode
råd- ved godt det er vores beslutning i sidste ende……

Nogen der har erfaring med at skift dp? Tidsperspektivet i
det HVIS det kommer så vidt? Og i vores eget distrikt??

Anonym skriver:

HJÆLP!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Min lille pode er lige startet dp og det er bare ikke
drømmestarten vi har fået!!!

Min lille pode er 8 mdr, nysgerrig, glad, alderssvarende,
men ”lider” af mor og  far tryghed. Det
har været et  tilbagevende ”problem”.
Allerede omkring 4 mdr reagerede hun på andre og blev ked af det når hendes grænser overskrides. Vi har som forældre hørt meget for at vi overbeskytter hende, hun er en morfis, hun ser ikke andre nok o.lign. Det er noget der gør meget ondt i mit hjerte, for vi ser andre mennesker næsten dagligt, men jeg er også af den holdning at mit barn ikke skal græde hvis der ikke er grund til det. Det er jo hendes måde at sige hun ikke er tilfreds på.  Også af den grund er hun ikke blevet passet af andre og vi har ikke haft en vigtig nok grund til at hun ikke skulle med-hun er jo vores familie. Så måske er vi overbeskyttende, men jeg vælger at sige vi er hendes advokat (Ja jeg er en beskyttende mor, men hellere det end være
ligeglad…..)

Vi skulle så starte dp og vi har været rigtig glad for den
beslutning- pasning i eget hjem med få børn og 1 kontaktperson. Nu er det jo svært at sige om kemien passer efter et møde, men vi havde et godt indtryk af dp.  Hun har ikke den største erfaring,
men det er ok.

Vi har et par gange talt sammen i tlf inden vi starter og
jeg hører at vi aftaler vi skal kommer 2 timer de første 3 dage. Vi har allerede første gang vi mødes sagt at for os er det vigtig med en god indkøring- hellere lang men tryg end bare smide hende ud i det. Og vi føler at det bliver hørt. Vi har at vide der ikke vil være legestue i 3- 4uger før hun er tryg

1. dag: vi kommer  kl 9 og snakker lidt m ed dp, primært tlfnr, sovetider, mm. Dppædagogen kommer lidt senere og vi taler sammen. Jeg får info om billedetagning, cykling, legestue mm. Jeg
giver udtryk for både over for dp og dppædagogen at det er hårdt for mig at afl. min lille pige. Jeg kan vælge at holde hende hjemme i 1 ½ mdr endnu, men pga sommerferie har vi ikke mulighed for at køre hende ind bagefter. Så vi ønsker at hun er tryg og det er genkendeligt for hende og starter derfor tidligere.

Jeg får at vide at det ikke er de mest hensigtsmæssige
sovetider min pige har- hun sover kl 9 til 10.30 men det må vi jo arbejde på.
Inden jeg går hjem får jeg at vide der er arrangement hos dp med andre dp dagen efter. Jeg syntes det er lidt voldsomt, men ok jeg er der jo, så min pige er ikke alene, så det går nok.

Jeg kommer hjem og tænker vi har ikke snakket ret meget om
forventninger, min forældreviden el hvordan dagene skal forløbe. Men det gør vi så i morgen- tror jeg!

2 dag: kommer kl 9, min pige er lige faldet i søvn. Øv øv. Bliver mødt af dp i døren med ordene: Hej, sover hun? Ja, så sover hun til kl 10 og så tager jeg hende op! Så  ved ikke om du vil gå en tur eller gå hjem?”

Jeg tror nok jeg ligner et stort ?-tegn i ansigtet. ”øh ….. skal jeg ikke være her? ”Jeg giver udtryk for at jeg føler mig skuffet, at det
ikke er en del af planen. Jeg føler ikke at det er ok bare at gå fra min pige og da slet ikke mens hun sover. Hun ville vågne op et fremmedsted med fremmed ansigter- der er intet kendt eller trygt.( hun har ikke været inde i huset endnu) Jeg føler mig meget chokket og er slet ikke klar. Jeg bliver mødt at sådanne er rutine-
gode erfaringer med det, og jeg KAN DA GODT komme ind, jeg kan være sammen med hende på 3 dagen, men føler mig ikke velkommen. Er så ked af det og har da ikke lyst til at andre dp skal se det…. Og det er jo slet ikke det jeg mener med blid indkøring! (ved godt jeg ikke må sammenligne, men har jo talt med
veninderne og deres opstart og ingen er gået den 2.dag trods deres børn er mere tillidsfulde end min pige.)Jeg mener bestemt ikke at jeg er info om at jeg skal gå- der ville jeg kunne huske hvis jeg havde fået at vide jeg skulle gå på 2 dagen, for så havde jeg protesteret.

Jeg går, meget ked af det, er lige ved at bryde sammen, og
siger inden” jeg ringer ikke – kan ikke klare at høre hende græde, og vi ses til middag?”

Efter nogle pænt ulidelige timer, hvor jeg har grædt snot og
er helt rundt på gulvet(Hvorfor er jeg ikke blevet info om at jeg skulle gå? I min verden hænger det ikke sammen med en tryg indkøring .) går jeg ned til dp - Jeg ved også at jeg selvfølgelig er mere påvirkelig fordi det er svært at gå fra sit barn, men jeg føler mig ikke hørt . Jeg bliver mødt af korslagte arme og at jeg bryder vores aftale og jeg hvis jeg allerede nu modarbejder så er det
nok ikke stedet for os, det er hendes hjem og hun bestemmer hvordan tingene skal foregå, hun kan ikke kun tage hensyn til vores pige, når hun også har de 3 store børn.(føler ikke hun kun er faglig) Jeg er endnu mere forvirret- modarbejder? Jeg skulle jo så være kommet kl 11, men jeg havde så forstået at det var 2 timer de skulle have sammen(fra kl 10 -12). Jeg ville da sindsygt gerne være kommet kl 11 hvis jeg vidste jeg skulle det. Hun beklager at de
andre dp var kommet og at hun så ikke havde meldt klart ud til mig-trods hun mener at have sit på det rene. Jeg er så ked af allerede at blive stemplet (for det føler jeg mig) som besværlig og overreagerende mor. Jeg siger også at jeg måske overreagerer, hvor til hun svarer ”JA, det tror jeg nok du gør- har aldrig oplevet dette før!”  Jeg får da  også sagt at vi jo er 1. gangsforældre- kender ikke kutymen, hvorpå hun svarer ja hun er heller ikke den med mest erfaring. Det er jo sandt, men ikke betryggende for mig at høre- da slet ikke i den sammenhæng. Jeg mener også at hun kunne have ringet efter mig og spurgt om vi ikke havde en aftale? jeg vil på ingen måder modarbejde! Vil da kun mit  barns bedst!Trods at jeg er så ked af det føler jeg at jeg siger tingene
stille og roligt, men er da påvirket af det hele.

Jeg er helt vildt ked af denne oplevelse- det er jo ikke
drømmestarten på et forhold der skal vare flere år. Jeg  føler vi har givet klar udtryk for hvad vi ønsker af indkøring- men allerede der taler vi forbi hinanden. Vi lægger vidt forskellige ting i hvad indkøring er. For hun mener at det er blidt indkøring med at hun skal være der alene i 2 timer.  Hvor det for mig skriger til himlen at hun på 2 dagen skal være der alene. Hvis nu hun var tryg indendørs og glad så var det da ok at jeg gik, men så havde jeg set det og kunne have det godt med det. I stedet ser jeg bare min pige ked af det, intet kendt eller trygt. Min pige har ikke været inde i huset og blevet ”tryg”

Føler også at vi slet ikke har afstemt forventninger og
troede at vi skulle gøre det på 2 dagen.

Min pige har da haft det ok, men også grædt en del. Vi går
hjem og vi taler og taler og taler om tingene. Har bare svært ved at tage en beslutning: det kommer jo også an på hvordan stemningen og  kommunikationen er fremover.

3 dagen. Vi kommer kl 9, min pige er vågen. VI er i
legerummet og hun klynger sig til mig meget af tiden.

Jeg venter sådan lidt på en udmelding fra dp- skal vi taler
om de her dage? Vente? Eller??, men den kommer ikke. SÅ efter en time, med sådanne lidt” se her lille ven, se det her legetøj”-snak, så spørger jeg må vi komme i morgen, og hvad tid og må jeg være til stede? Ja jeg kan få det som jeg vil have det er svaret. Jeg har
meldt ud af jeg gerne vil benytte mig af hendes erfaring, men jeg vil gerne inddrages og bruges, for jeg har en viden om min datter hun kan få glæde af.

Arg for helevede! Jeg mangler at hun som, den fagperson jeg
mener hun skal være, tager det op og siger hvordan fortsætter vi  herfra? Jeg føler også at hun har ringe forståelse for os, vi ved jo ikke altid, det er første gang vi prøver det her. Det  er jo ikke fordi vi forventer at vores barn bliver behandlet som prinsesse og hun skal smide alt…. Ved ikke om det bare er min ”morperson”  der er ramt?

Det hele er bare eskaleret! Vi har så efterfølgende talt med
dppædagogen om vores misforståelser og vi skal tage en beslutning om vi skal fortsætte eller ej. Vi kan ikke være sikker på en plads før om 2 mdr og så kommer vi i knibe med arbejde og vi har ikke fam. der kan passe hende. Så vi føler os lidt presset. Vi snakker frem og tilbage og kan bare ikke finde ud af hvad vi skal…. Føler jo tilliden mellem os har fået et kæmpeknæk, ikke sagt det ikke kan brygges op igen, men tror det bliver svært. Hvad sker der hvis der kommer flere diskussioner? Kan vi glemme episoden? På den ene side føler jeg at det burde vi kunne arbejde videre fra og alligevel er jeg i tvivl. Er hun proff. nok? Arh jeg har tusinde tanker. Vil I ikke være søde og komme med gode
råd- ved godt det er vores beslutning i sidste ende……

Nogen der har erfaring med at skift dp? Tidsperspektivet i
det HVIS det kommer så vidt? Og i vores eget distrikt??

Åh det er ærgeligt i har fået en dårlig start! Jeg synes ikke der er tvivl om i er nødt tl at finde en anden dp hvis hverken forældre eller barn trives med den nuværende. Og i pylrer ikke for meget, en pige på den alder er stadig en baby og man skal respektere hendes grænser.

Vi fik en dp plads, men var desværre nødt til at skifte før opstart. Vi snakkede med pladsanvisningen og de fik arrangeret at vi kunne få en plads i distriktet ved siden af der hvor vi egentlig hører til, da det var tæt på os alligevel. Faktisk næsten mere fordelagtigt i forhold til den plads vi havde fået i det område vi hører til. vi fik pladsen efter et par uger, så han startede kun nogle uger senere end ellers, men måske var vi heldige. Det kan da være det er muligt der er en plads i et nærliggende område for jer, selv om i egentlig ikke hører til der? I kan i hvert fald prøve at snakke med dp pædagogerne om det.

Og det er desværre sådan som alle andre steder at man kan være utroligt uheldig/heldig i forhold dp pædagoger og dp'ere og deres evner og kompetencer. Sådan er det jo med mennesker.. men mit råd er at hvis du allerede har det dårligt med det, så bliver det nok aldrig rigtigt godt med den dp.

Det lyder da godt nok som om I er kommet helt skævt fra start.
Jeg synes det er en lidt underlig udmelding, at din datter ikke har hensigstsmæssige sovetider, men det er jo noget der stille og roligt bliver kørt ind i DP's "program.

Jeg tror at DP og dig, skal aftale at starte helt forfra.
Selvfølgelig skal hun ikke være der alene de første dage, men du kunne måske komme med hende lidt før, eller efter at hun har sovet til formiddag, så I ikke starter med at indkøre et sovende barn.
Jeg kan godt forstå at DP ikke vil have dig hængende, mens dit barn sover, men når du kender hendes ca. vågne-op-tider, så burde I have kunnet aftale at du dukkede op igen, så du var der når hun vågnede.

Men som sagt, så synes jeg det ville være smartest at starte indkøringen uden om hendes formiddagslur, så hun ikke bliver alt for forvirret over at vågne op et fremmed sted.

Jeg startede med at være hos DP halvanden time med min søn den første dag, holdt egentlig bare øje med, hvor meget han kunne klare, og så gik vi hjem, da han fik nok. De næste dage var det det samme, og så var jeg væk en time, to timer osv. og i den første uge hentede jeg ham efter frokost, så det passede med at han alligevel skulle sove.

Jeg håber I finder ud af de, så I alle kan føle jer trygge og godt tilpas med at gå i dagpleje

skift... jeg tror ikke jeres samarbejde nogensinde kommer til at køre optimalt. få en i har det godt med.

Hejsa alle sammen

Tusinde tak for I har taget jer tid til at læse og kommentere mit indslag- uanset om I er fortaler for ny dp eller redde trådene ud! Det er rigtig rart at blive hørt og taget seriøst!

vi er stadig meget i tvivl om hvad der er det rigtige at gøre for os. jeg  har dårlig samvittighed over at vi tænker på at vælge en ny, for måske overreagerer vi, på den anden side, er der jo en grund til jeg reagerede og det er bare et tyndt grundlag at bygge videre på når der allerede har været så mange misforståelser... Igen er det også et tyndt grundlag at vælge hende fra, for jeg/ vi kender hende ikke. Hele tiden er der for og imod!

Jeg er ikke i tvivl om at hun holder af de børn hun har nu og passer godt på dem. Hun er sikkert rigtig dygtig langt hen af vejen, og jeg ønsker jo heller ikke at hun skal have det dårligt eller føle at hun ikke er god nok.... Vil bare gerne at alle har det godt og
er så oprigtig ked af denne situation- har brug t timer på at tænke det her igennem og tude

Føler lidt at hun ikke er helt lydhør, eller villig til at ændre praksis, og det mener jeg jo er vigtigt, at kunne, da INGEN
er ens. Og måske er det hendes usikkerhed eller manglende erfaring der skinner igennem. Men mener også at vi har tilbudt at hun kan bruge vores viden om vores datter, så hun er mere sikker i håndtering af hende, men føler ikke at hun benytter sig at dette "tilbud".

Jeg er usikker på jeg vil altid have en snert af mistillid
til hende... Og hun måske også til mig? Jeg kan ihvert fald frygte fremtiden og fremtidige konflikter og håndteringen af disse- er vi begge proff nok? Og vil det altid ligge og ulme i vores hoveder??

Og måske ligger jeg for meget i det, men på den anden side ved jeg at min datter ikke er tryg efter 10 min et nyt
sted. Hun er ikke engang tryg i moster/bedsteforældrenes hus, før der er en form for genkendelighed for hende, og der er der jo ikke hos dp- i hvert fald ikke endnu... Hvis hun bare var en tryg og tillidsfuld pige der havde mod på tingene alene, så ville jeg nok heller ikke have reageret sådanne. Jeg har også givet
udtryk for at min datter kæmper med seperationsfasen lige i øjeblikket, hvilket jo ikke gør det lettere for nogen af parterne.

DpPædagogen mener først vi kan få noget i vores distrikt til aug- og så længe har jeg ikke barsel og hun er først at træffe sidst på ugen... Men skal nok give en tilbagemelding når jeg ved mere

Håber og ber for vi finder " den rigtige løsning" for os- selv jeg har svært ved at finde den rigtige mavefornemmelse!