Der gik en time, og så kom den velkendte og helt uoverskuelige træthed væltende ind over mig og det midt i et vigtigt eksamensmøde. Jeg blev helt vildt forskrækket og ked af det. Heldigvis ved Steffen, som jeg skriver opgave med alt, hvad der foregår, og han er bare så sød, og kunne jo godt se, at der var gang i et eller andet, så vi fik os en god snak. Men siden har den ene velkendte ting meldt sin tilbagekomst. Jeg er blevet mere og mere træt, faktisk så træt at jeg har sovet i næsten bevidstløs tilstand i et par timer, hvor Per havde meget svært ved at vække mig, jeg er bare helt smadret, og kan ikke rigtig holde ud at tænke på, at jeg nu skal være så træt kronisk. Det er nu en del timer siden den blev fjernet, og jo jo smerterne er allerede vendt tilbage igen. Gud hvor er det vildt, hvilken forskel de hormoner gør. Og jeg sidder ligenu og har svært ved at gennemskue, at det skal være det her værd.
Anmeld