Navne der kunne have konsekvenser ;-(

 Hvor er du sød

til jer alle 4

Da min mor gik i fødsel vidste hun ikke, at hun havde hele to babyer i maven (min søster og jeg). Jeg var mere død end levende. Min bug er ikke vokset sammen, så alle indvolde lå i navlestrengen og jeg var åben, så at sige.

Vi blev taget ud og jeg blev af to løbende falckmænd hentet ud i en ambulance og kørt direkte til Riget. Der gennegik jeg et par operationer inden for det første døgn. Nogle indgreb, som lægerne var meget i tvivl om, jeg kan overleve (jeg vejede 1800 gram). De ringer begge gange til mine forældre. Personalet på Riget vil rekvirere en præst, så jeg kan nå at blive døbt og spurgte derfor efter et navn.

Mine forældre takkede nej til dåb og sagde, at jeg kan få et navn, når jeg var blevet rask.

I dag "joker" vi med, at det var godt, at jeg var så nysgerrig efter at vide, hvad jeg skulle hedde, at jeg ikke gav op.

PS: Det er nogle dejlige navne dinne sønner har - og hvor er det dog et mirakel, at I har dem hos jer i dag.

KaMa skriver:

Da min mor gik i fødsel vidste hun ikke, at hun havde hele to babyer i maven (min søster og jeg). Jeg var mere død end levende. Min bug er ikke vokset sammen, så alle indvolde lå i navlestrengen og jeg var åben, så at sige.

Vi blev taget ud og jeg blev af to løbende falckmænd hentet ud i en ambulance og kørt direkte til Riget. Der gennegik jeg et par operationer inden for det første døgn. Nogle indgreb, som lægerne var meget i tvivl om, jeg kan overleve (jeg vejede 1800 gram). De ringer begge gange til mine forældre. Personalet på Riget vil rekvirere en præst, så jeg kan nå at blive døbt og spurgte derfor efter et navn.

Mine forældre takkede nej til dåb og sagde, at jeg kan få et navn, når jeg var blevet rask.

I dag "joker" vi med, at det var godt, at jeg var så nysgerrig efter at vide, hvad jeg skulle hedde, at jeg ikke gav op.

PS: Det er nogle dejlige navne dinne sønner har - og hvor er det dog et mirakel, at I har dem hos jer i dag.

Uhhhhhhh sikke en oplevelse uuuhhhh jeg tuder....

Ja godt du klarede den og du er her idag... har du nogle mén efter det og også ok hvis du ikke ønsker at nævne det her...

Majbritt

twinboys skriver:

Uhhhhhhh sikke en oplevelse uuuhhhh jeg tuder....

Ja godt du klarede den og du er her idag... har du nogle mén efter det og også ok hvis du ikke ønsker at nævne det her...

Majbritt

Fysiske mén begrænser sig til et stort ar og en kunstig navle - og en lids slap bug, som ikke kan klare så meget (lægerne var rystet, da jeg skulle have tvillinger selv.. og bekymrede. Det gik heldigvis problemfrit).

Psykisk er jeg uden tvivl mærket af lang adskillelse fra min mor, alle indlæggelserne og rigtig mange "overgreb" i helbredelsens navn

KaMa skriver:

Fysiske mén begrænser sig til et stort ar og en kunstig navle - og en lids slap bug, som ikke kan klare så meget (lægerne var rystet, da jeg skulle have tvillinger selv.. og bekymrede. Det gik heldigvis problemfrit).

Psykisk er jeg uden tvivl mærket af lang adskillelse fra min mor, alle indlæggelserne og rigtig mange "overgreb" i helbredelsens navn

det er også det jeg frygter hos mine drenge for vi havde været indlagt i 14mdr. da de var 2år ...

Så gad jeg ikke tælle mere men fy for fan... det har været hårdt for os alle 4

twinboys skriver:

det er også det jeg frygter hos mine drenge for vi havde været indlagt i 14mdr. da de var 2år ...

Så gad jeg ikke tælle mere men fy for fan... det har været hårdt for os alle 4

Familieterapi var desværre ikke opfundet, da jeg var barn. Da jeg var 7-8 år fik jeg en depression og kom til børnepsykolog på Riget. Skulle lære at være "ked af det". Indtil da havde jeg reageret med vrede.

Har haft mange indlæggelser. Da jeg var 6 år fik jeg også konstateret børneleddegigt. Så det overlappede min medfødte defekt. Sidste rigtige operation fik jeg som 7 årig. En kosmetisk da jeg var 18 år.

Hele familien skulle have været i terapi. Hver et medlem var ramt af dette her. ALLE. I dag tror jeg at de er bedre til at se børnene. Den gang handlede det udelukkende om at lappe sammen, og så troede de måske at taknemmeligheden over livet ville overskygge alle arrene. Sådan fungerer vi mennesker desværre bare ikke.

twinboys skriver:

En lille historie her mens jeg var gravid...

Under min graviditet har jeg hele tiden synes at mine små krudtugler inde i babyhulen skulle hedde Jesper og Jonathan, fordi jeg allerde havde en Casper ( min mand )...

Vidste ikke hvad jeg ventede andet en to dejlige små væsner...

Når folk spurgte til navne sagde jeg glad at jeg tror vi venter en Jesper og Jonathan, da jeg jo havde Casper, svarede de så er du så hende der skrappe tante Sofie og ja det ødelagde så drømmen om de to navne...

Oliver & Alexander ja deres navne blev besluttet 1min inden jeg kom på operationsbordet til akut kejsersnit og idag er jeg lykkelig for at jeg valgte så flotte navne til dem-...

Havde jeg valgt de andre to er jeg sikker på at jeg kun havde haft en af mine drenge idag... Fordi manden med leen tit var og ville tage mine børn da de var små...

Og så skulle jeg resten af livet have hørt denne her sætning... Du har en Casper , en Jesper men hvor er Jonathan???

Så tror at det var godt jeg lytttede til dem rundt om os...

Tak fordi I læste med..

Majbritt

Hvor er det en fin historie

Og hvor er jeg glad for, at du har begge dine guldklumper i dag

KaMa skriver:

Familieterapi var desværre ikke opfundet, da jeg var barn. Da jeg var 7-8 år fik jeg en depression og kom til børnepsykolog på Riget. Skulle lære at være "ked af det". Indtil da havde jeg reageret med vrede.

Har haft mange indlæggelser. Da jeg var 6 år fik jeg også konstateret børneleddegigt. Så det overlappede min medfødte defekt. Sidste rigtige operation fik jeg som 7 årig. En kosmetisk da jeg var 18 år.

Hele familien skulle have været i terapi. Hver et medlem var ramt af dette her. ALLE. I dag tror jeg at de er bedre til at se børnene. Den gang handlede det udelukkende om at lappe sammen, og så troede de måske at taknemmeligheden over livet ville overskygge alle arrene. Sådan fungerer vi mennesker desværre bare ikke.

 til dig fra mig

Ja det kan være der er mere om skæbnen end man lige tror.

Jeg har hørt om nogen der ville kalde deres søn Abel. De hed selv Ort til efternavn og kunne umiddelbart ikke se noget galt i det, indtil der var nogen der skrev navnet ned for dem A-B-E-L-O-R-T......!! Stakkels barn hvis det var blevet til noget.