Hej Piger.
Jeg har et spørgsmål som jeg håber i kan svare på, jer der har oplevet det forfærdelige at miste et barn efter uge 12.
Har i blødt før i mistede, altså løbende i graviditeten eller bare en gang ?
Jeg spørger fordi jeg har blødt meget kraftigt for nogle dage siden, men til scanningen var alt fint, (var der 12+5 og er nu 13+3) de ku ik se hvor blødningen kom fra. Det stoppede dagen efter, men nu er der lidt igen. Jeg frygter meget at det her ender i abort, så derfor vil jeg høre om jer der har aborteret os har blødt før eller inden aborten??
Håber på svar....Tak 
Mit forløb .. Og jeg sir SLET ikk at det er det du har ! ..
Fredag den 27. april, mistede vi vores bette baby'dreng
Jeg var 19 uger henne
Fredag d. 6. april: Jeg ser at jeg plet bløder, jeg ringer med det samme til vagtlægen. Damen der tager telefon vil gerne have mig direkte op på gyn. Så hun ringer derop, men de ville ikke se mig, så det bliver en tur ind til vagtlægen. Vi kører derind med det samme, og jeg kommer ind til vagtlægen, han spørger til hvor meget jeg bløder og hvor længe det er stået på. Han kigger hvor meget blod der er i trusserne, og jeg bliver undersøgt. (vides ikke hvad han undersøger for) Han bliver enig med sig selv om, at jeg skal op på gyn, for oversagen til jeg bløder skal der findes ud af.
Vi går op på gyn. Jeg bløder og har lidt smerter, vi kommer derop og bliver bedt om at gå ind i opholds stuen. Noget tid efter kommer der en sygeplejerske og beder mig om at gå ud og lave en urin prøve og tag min temperatur. Så det gør jeg. Vi sidder yderligere og venter. Hun kommer igen for at måle mit blod tryk. vi er meget bekymret for hvad der sker, for de fortæller ikke rigtig noget.
Langt om læge kommer lægen og vi bliver vist ind i et rum. Vi fortæller lidt om hvor langt jeg er henne, det er først gang jeg bløder osv. Jeg skal undersøges. Først bliver det en alm. Scanning, hvor vi ser om bette mand er aktiv. Han er så aktiv som man overhovedet kan være, nu tørrer vi at trække vejret igen, vi var så glade og alt var så fint inde ved ham.
Næste scanning er indvendig hvor de også kan se de forskellige ting, moderkagen osv. Igen får vi af vide at alt er fint, men at lægen Tine gerne vil lave en gyn. For at se det hele med egen øjne og for at se om hun kan se hvor blodet kommer fra. Efter undersøgelserne sætter vi os over og snakker om hvad det kan være. Hun sir til os, at hun ikke ved hvor blodet kommer fra, men at det i hvert fald ikke kommer fra graviditeten og det deroppe. Hun siger derefter at man tit ser gravide som bløder. Og det er normalt. De får så tjekket min urin, hvori de kan se at jeg har mange hvide blodlegemer og det typisk er en blærebetændelse. Så jeg kommer på en pencil kur. Hvis blødningerne blev værre måtte vi ringe derind igen. Og hjem det gik, med god tro om at alt var som det sku være!!
Lørdag d. 7. april: Blødningerne bliver kun værre, vi kontakter gyn. Afdelingen igen og de beder os om at kom derind igen. Vi kommer derind og vi IGEN sidder og venter i lang tid, der kommer igen en sygeplejer og beder mig om at lave en urin prøve og tage min temperatur, så det gør jeg. Vi sidder i over en time før der kommer en læge og tager os med. Vi kommer ind og vi fortæller igen hvordan jeg bløder og det altså IKKE kun er plet blødninger, som de så gerne vi have det er!! Han vil lave de 3 scanninger på mig som der os blev gjort dagen inden! .. Han starter så ud med at sige, at han ikke er så erfaring som hende lægen vi havde aften inden.
IGEN får vi af vide at ALT er fint inde ved baby og det kunne ikke være bedre! .. Hvis der var noget måtte vi jo ringe igen. Vi tager hjem igen med troen om at de har styr på det hele.
Mandag d. 9. april: Jeg bløder MEGET og har smerter i underlivet. Om aften er jeg på wc hvor der kommer en rigtig STOR klump ud, vi tror med det samme at det var moderkagen, jeg var tude færdig! Vi tager et billede af det, for at vise det oppe på sygehuset... Jeg ringer op til vagtlægen hvor jeg bliver stillet om til gyn. Og fortalt hvad der var sket. Vi skal komme derop igen og den her gang har vi min mor med. Vi venter og venter og jeg skal de samme ting. IGEN får vi af vide at alt er fint og de simpelthen ikke ved hvor det blod kommer fra. Vi spørger indtil om ikke de kan indlæg mig og lave nogle flere undersøgelser men det ser de ingen grund til, for de har set før hvor gravide bløder. Lægen tager mig ikke seriøs når jeg fortæller at jeg altså bløder meget og at jeg har ondt. Blødningerne for tager sig men kommer hurtig igen. Jeg render meget på wc. Min mor fortæller om det hun gik igennem da hun ventede sig. Men det var lægen ligeglad med. Turen går igen hjem med god tro om at alt er som det skal være. Vores aktive dreng!
Imellem tiden har vi kontakt via telefonen om men smerter og blødninger, hvor de ikke vil se mig, jeg sku bare tag det roligt.
Søndag d. 15. april: Nu er jeg der hvor at jeg kan mærke hvordan blodet det render ud og jeg faktisk kan fylde et helt bind og forsæt ud på wc hvor blodet løber ud.. jeg har svært ved at styr det og jeg har mange smerter i underlivet. Vi kommer igen ind på gyn. Afdelingen og venter og venter for der er ingen læger der har tid til os idet de er kaldt et andet sted hen. Langt om længe kommer der en, jeg kommer igennem de samme undersøgelser og samme forklaring. Selvom jeg fortæller ud i pap hvordan jeg bløder. Turen går hjem igen, men vi begynder at tro der er noget galt. ( Ifølge min journal på nettet, vidste de her at det var en truende abort!)
Indimellem ringer vi derind hvor jeg får besked på at for at dulme smerterne kan jeg tag Panodil.
Onsdag d. 18. april: jeg har meget ondt og det står ud med blod. Jeg ringer derind og de beder mig igen om at komme derind. Jeg har min mormor med derind den her gang. Det tager igen tid før vi kommer ind og jeg laver urin prøver og tager feber igen. Der er intet at komme efter. Lægen kommer og hun fejer os af lige meget hvad vi siger og spørger om. Hun render mit i det hele og kommer tilbage. Hun laver igen de samme undersøgelser og finder frem til det samme som alle de andre. Min mormor spørger indtil om ikke der skal ske noget mere for jeg har det ikke godt af at miste alt det blod, det 2 uge det står på. Vi fik af vide at der ikke er noget at gøre, til sidst får vi en overlæge ind som også skulle scanne mig, for at se om hun så det samme som hende den anden. ALT er fint med bette mand, han er så aktiv. Hun tager os med over til bordet hvor hun laver en tegning om, hvor blodet kan ske at komme fra. Det kunne være fordi min moderkage lage langt nede ved livmorhalsen og måske endda gik hen over livmorhalsen. Så når det så voksede kunne der være små blodkar som bristede der gjorde til at jeg blødte sådan og at slimhinderne var besået og derfor blødte. Så vi tager hjem i godt humør og glade over at der endelig var kommet en forklaring på hvad der var galt.
Mandag d. 23. april: Jeg ringer ind på sygehuset, for jeg har så mange smerter at jeg ikke kan gå.. Jeg forklare dem at det er som om det hele presser på og vil ud. Jeg render på wc hele tiden og jeg bliver ved med at bløde! jeg får bare besked på, at jeg kan ringe tilbage, hvis ikke det går over. For der var ingen læge til at hjælpe mig, så jeg ku tag et par panodiler og læg mig og slap af. Det går så småt i sig slev de kraftige smerter, så jeg ringer ikke igen. for hver gang jeg ringer, fejer de mig af!
Hele vejen igennem har de ikke taget mig/os seriøst og når man har ringet derind har de nærmest været ligeglad!
Tirsdag d. 24. april: Ringer jeg til min egen læge og fortæller hende om den smerte osv. jeg havde om mandagen, hun siger så at hun ikke kan hjælpe mig, og at vi bare må håbe at det snart går over, hun slutter af med at sige til mig, jeg skal i gang med at tag jern, fordi jeg bløder så meget som jeg gør. Som SYGEHUSET sku have ringet ugen forinden og ha sagt til mig, da de tog en blodprøve. Så jeg gik og troede alt var i fint orden. Jeg spørger om det her har betydning for at jeg snart vil føde eller idet helt taget føde for tidligt, og der svare hun at det ved man ikke, det kan ske hvornår det skal være og det eneste der vil være at gør nu var at stop min graviditet, men det var der jo ingen der ønskede.
Fredag den 27. april: Jeg bløder stadig, men ikke så mange smerter igen, jeg tager på arbejdet og det går fint. Jeg har fri og vi beslutter os for at tage en tur op til svigerforældrene. Vi er lige hjemme og vende jeg render på wc hele tiden, for det presser på som om jeg skal tisse hele tiden, ligesom mandag den 23. jeg har lidt problemer med at gå P.G.A. smerter. Jeg bløder heller ikke så meget som jeg har gjort, (men det er meget normalt at det nogle gange ser ud til at stop men så vender hurtig tilbage med kraftig blødninger IGEN)
Jeg tror bare at smerterne vil forsvinde igen, så vi kører mod Arden. Puha mine smerter er stykke og jeg skal TIS hele tiden, vi bliver nødt til at holde ind på en resteplads på motorvejen på vej derop. Men de gange jeg går på wc kommer der ikke så meget, det mærkes bare som om jeg har holdt mig i flere dage. Jeg kommer derind og vi kører igen, det går utroligt ondt og jeg skal prøver at styre min vejertrækning, for det som om det hjælper.
Vi kommer op til Svigerforældrene i Arden, det første jeg gør, er at gå på wc, jeg tisser lidt og skifter bind for jeg bløder igen. Jeg går op i køkkenet hvor Rune er og begynder at græde fordi jeg har så ondt og jeg står ind over bordet. Det bliver ved med at presse på, selvom jeg lige har været på wc. Jeg spørger Rune om han ikke vil gå med mig på wc, for er ved at være bange for hvad der er galt. Han går så med og jeg sætter mig til at tisse imens han er der. Imens jeg sidder der kan jeg bare mærke at der altså er noget der skal ud, jeg har meget ondt og det mærkes samtidige med at jeg skal lave. Inden vi får set os om, får jeg presset og der kan jeg bare mærke at alt er galt. Jeg begynder med det samme at græde, jeg kigger imellem mine ben, for jeg tror først at det er sådan en bløde klump som beskrevet længere oppe. MEN jeg bliver klogere! Med det samme ser jeg 2 fødder og ben i wc’et. Jeg store tuder!! Og det samme gør Rune og han ser os at ”baby” ligger nede i wc’et, han løber og råber efter hans mor, hun kommer og ser det samme som os, hun trøster mig og der sidder vi lidt. Hun får sagt ret hurtig til Rune at han skal ringe efter en ambulance og det går han gjort. I er på vej med det samme, han kommer ind på badeværelset til mig, og fortæller at de er på vej og at de gerne vil have mig ned og lig, så det det prøver jeg på, men det kan jeg ikke, for navlestrengen hænger imellem mine ben, så jeg sætter mig igen. Marianne løber over efter naboen som er sygeplejerske, hun kommer med det samme og ser hvad der er sket, hun får så hjulpet mig ned på gulvet og ser hvordan det står til ”dernede”. jeg får nogle håndklæder over mig mens vi venter vi på ambulancen, spørger hun indtil hvor langt jeg er henne osv.
Da ambulancen kommer, er de 2 folk og en læge kommer. De får lige taget overblikket over hvad der er sket, de spørger lidt ind til nogle forskellige ting. De får klippet navlestrengen så de får ”baby” ind i et tæppe og de får mig lagt op på sengen og kørt ud i bilen. Hvor de skal have fundet ud af om jeg skal til Aalborg eller om jeg er frisk nok til at komme til Randers. Oven i det skal de have lagt drop på mig, det tager rigtig lang tid, da de ikke kan få en tydelig blodåre frem, idet jeg har mistet meget blod. Jeg får også ilt maske på.
Jeg mangler stadig at føde moderkagen og det sker heller ikke i ambulancen, der har jeg kun pres til det og jeg kan mærke at der mangler at komme noget ud, for har stadig mange smerter. Falck manden som sidder omme ved mig, er rigtig sød til at hjælpe mig! Jeg hører at de får ringet til Randers om at vi kommer og fortæller hvad der er sket.
Vi ankommer til Randers, og som igennem hele forløbet har de IGEN ikke styr på hvor jeg skal hen, så det ender med at de kører frem og tilbage med mig imellem fødegangen og B5. De troede i første omgang at jeg var i gang med at føde hvor Falck manden siger ” Nej, jeg står med fosteret her!)
Langt om længe kommer vi ind på en stue, hvor Rune og min mor er med, de bliver rigtig harm på jordemoren og lægen der er der, så de bliver bedt om at gå ud fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at føde moderkagen, i løbet af ikke ret lang tid får jeg den ud! ( Det lettet så meget, for nu var smerterne væk)
De kom inde og snakke med os, hvis vi havde spørgsmål osv. Overlægen kom senere for at jeg sku med ind og scannes indvendig, for at se om alt var som det sku være og om hele moderkagen var kommet ud, jeg bliver lidt svimmel så jeg synder mig ind i sengen på stuen, da vi var færdige. Alt så fint ud. Lidt tid efter beslutter vi os for at tag hjem, og det går vi grønt lys for, men på vej ud af afd. Bliver jeg rigtig dårlig, det sortner for øjnene og jeg høre ikke rigtig, der er tegn på at jeg er ved at besvime. Personalet på afd. Får mig hurtig ned i stole og ned på stuen igen, der bliver de enige om at de vil tjek min blodprocent, for det havde de IKKE gjort! Vi måtte så overnatte dig til lørdag. Det viser sig så for at min blodprocent er på 5,0!!!!
Lørdag er de så ved at finde ud af om jeg skal have blod, men idet jeg er rhesusnegativ og jeg havde nogle andre stoffer i blodet som først sku tjekkes i Århus, og det ikke vil være godt at give blod i forhold til hvis jeg blev gravid igen, derfor fik jeg noget de kaldt tykmælk og saltvand.
Igen bliver der ikke tænkt på mit helbred, det bliver der aldrig, i hele forløbet, heller ikke de gange hvor jeg er der inde med smerter og blødninger!
I løbet af forløbet på sygehuset, føler vi lidt at vi mangler, at vi blev taget mere seriøs os der! Mangler lidt info om de forskellige ting, som kommende forældre som os, ikke kender til.
Tingene gik meget hurtig og nogle gange hen over hovederne på os!!
