Hej piger.
jeg er blevet intewivet (staveplade tak) og dette er hvad jounalisten skrev:
Mareridtet der ikke endte
Heidis mand døde i et trafikuheld, og efterlod hende med to små børn og en nærmest ubærlig sorg. For hvordan kan man bearbejde en dyb sorg og samtidig få en hverdag med to små børn til at fungere?
Af Jacob Nymann Jensen
Da lågen går op, er det første man hører hundens gøen. Ikke en aggressiv, men nærmere en oplysende gøen som vil den fortælle sin ejer, at nu er der altså nogen på vej. Det er langtfra nogen tilfældighed, men derimod noget dens ejer, 24 årige Heidi Lassen, har lært den. Efter hendes mands død har hun haft et øget behov for at føle sig tryg og sikker, noget hundens gøen hjælper med til.
Morgenstunden der ikke havde guld i mund
Heidis stemme er både stærk og fattet, men også lidt spinkel og skrøbelig da hun begynder at tale om sin mands død. Man kan høre på stemmen, at sorgen sidder dybt i hendes sjæl, at den nærmest har bosat sig der. Der helt inde ved hjertet. Hendes mand døde i en trafikulykke en mandag morgen, ved at køre direkte ind i en slamsluger, og døde på stedet. Forud for dette var gået en nat, hvor han havde siddet oppe og hørt musik.
”Omkring kl. 04 går jeg ned og spørger, hvorfor filan han ikke kommer op og sover, men han skulle lige høre lidt mere musik”, fortæller Heidi. Han kom dog aldrig op i seng, og da Heidi står op næste morgen, venter der hende en grufuld sms fra hendes mand.
”Han skrev undskyld til mig, og at han elsker mig over alt på jorden, og at jeg skulle passe på vores børn,” siger Heidi. Heidi får fat i hendes svigerforældre, og melder bilen savnet hos politiet, for som hun siger ”så kunne det være, de kunne nå at stoppe ham”. Der går ikke mange minutter, før det banker på døren, og i det øjeblik det går op for Heidi, at det er politiet, der står uden for døren, er hun ikke i tvivl om, hvad der er sket.
”Jeg havde på ingen måde lyst til at lukke den dør op, for jeg havde på fornemmelsen af, hvad der var sket”, fortæller hun. Heidis fornemmelse var rigtig, og de følgende minutter og timer er præget af ukontrolleret kaos og sorg, med en svigermor der går i chok, og Heidi som først ikke tror på politifolkene.
”Jeg troede, det var en dårlig joke. Et dårligt mareridt jeg vil vågne fra”, fortæller hun.
På trods af den sms hun fik kort før sin mands død, er Heidi stadig i tvivl, om det var et bevidst selvmord eller en regulær ulykke.
”Det kan ligeså godt være have været et uheld. Han kørte nordpå, hvilket vil sige, han var på vej hjemad, og ingen ved jo, om han fik et ildebefindende eller lignende.” siger Heidi, mens hun kigger mig direkte i øjnene.
Børnene som drivkraft
Efter ulykken har Heidi reageret ved at tale meget om ulykken både med venner, kollegaer og familie. Den bedste medicin mod sorgen er dog hendes to børn på henholdsvis 9 måneder og 4 år.
”Det har hjulpet meget, at jeg har børnene. Jeg kan ikke bare lægge mig ned under dynen, og lade som om livet går videre. Det kan jeg jo ikke”, siger Heidi og fortsætter ”De skal have mad, og de skal skiftes, og de skal i børnehave. Livet går jo videre for dem”, siger Heidi.
Rundt omkring i stuen hænger der billeder af Heidis afdøde mand. Over spisebordet hænger et stort billede fra deres bryllupsdag, og hun gør meget, for at mindes ham. Hun har f.eks. planlagt at lave en slags mindebog, så deres børn kan se, hvordan deres far var, når de bliver ældre.
”Der skal være en masse billeder i, og så vil jeg få nogle forskellige mennesker til at skrive lidt om ham, så børnene kan se, at deres far var en god og glad mand”, fortæller Heidi.
Udover at minde børnenes far med en mindebog er det også en del af en sorgproces, der på en måde løber i to spor. Et spor der løber i underbevidstheden, når hun er sammen med sine børn, og et andet spor der løber, når børnene er lagt i seng.
”Man lever i en anden person til hverdag, og når så børnene er lagt i seng, kan man give los”, fortæller Heidi.
Heidis sorg er stærkest, lige når hun har afleveret sin søn i børnehaven, og skal til at køre hjem. Det at køre bil forbinder hun med sin mands død, og en gang i mellem når det er værst, tager sorgen form som en lugt.
”Når jeg kører bil, kan jeg nogle gange lugte lig”.
Den blinkende stjerne
På Heidis finger sidder der en speciel ring, en ring hun fik lavet efter sin mand død, som betyder meget for hende. Ringen er egentlig tre ringe. Deres to vielsesringe og hendes forlovelsesring smeltet sammen i en. Hun viser den stolt frem, og det er tydeligt at mærke, at den betyder meget for hende. Det betød også meget for Heidi, at fremsige et digt hun selv havde skrevet til hendes mands begravelse. Digtet var skrevet til hendes mand.
”Jeg sagde til ham, at jeg ikke var vred på ham. Jeg sagde, at børnene skulle kigge op i himlen, og hvis der er en stjerne, der blinker, er det deres far der vinker til dem.”
