Det er svært at få lov til at trøste hende...

Når Celina slår sig, så kommer hun imod én med åbne arme og søger trøst, eller står helt forstenet af afmagt og venter at man kommer og tager sig af hende.

Men når Bianca kommer galt afsted, så skynder hun sig væk, gemmer sig, og bliver helt fritsbue-agtig i ens arme, hvis man forsøger at hjælpe hende eller trøste.

Det er som om, at omsorgen bliver for meget for hende.
Men det er samtidig dybt frustrerende, at stå og se til uden at gøre noget.
Hun er jo stadig ikke så stor, at hun SELV kan hitte ud af det.

Det er nok meget almindeligt, når man er 3½ år......for nogle børn?
Hvordan reagerer Jeres??

Jeg har forsøgt både at "tvinge hende" til at blive trøstet. Altså holdt hende, selvom hun sprællede, og når så hun mærker, at jeg ikke giver op, så græder hun ud, og vi får kigget på skrammen, og hun falder til ro igen efter en tid. Men jeg skal fange hende LIGE MED DET SAMME så, ellers er hun rendt væk og græder alene 
Jeg har også prøvet at lade hende være lidt. Men som sagt, så bryder jeg mig ikke om, at "ignorere", at hun er ked af det!
Samtidig ser det også træls ud, og føles underligt, at tvinge hende til at få omsorg og trøst

Jeg ved ikke hvad ben jeg skal stå på?
Og jeg forstår ikke, hvorfor hun har svært ved at få trøsten?

Det virker næsten som en faliterklæring for hende, at hun har "fejlet"?!
Eller også er det fordi, at det forværrer det får hende, når hun bliver trøstet .......Jeg syntes dog ikke at vi ynker og siger "nååååååårhhhh da, lille skaaaat" osv, det er ikke sådan overdrevet trøst eller noget. Slet ikke, når hun nu virker til, at have det lidt svært med det.

På den anden side, så ELSKER hun at dyrke det, hvis hun har fået et sår eller har plaster på et sted, og lignende..

Ved ikk.....Måske er mit indlæg ikke såå....øhhh...vigtigt
Jeg har bare undret mig over, hvorfor hun mon reagerer sådan, og virker til, at have svært ved at tackle det, når hun har slået sig, og vi vil trøste? Og hvad jeg så bør gøre - Trøste hende alligevel, indtil hun tøer op, eller lade hende være ked af det alene, og afvente at hun selv kommer frem fra sit skjul ???

Tja det er ikke nemt altid at gætte hvad andre har brug for så man må bare prøve og prøve og se hvad der virker bedst.

En anden måde,som jeg bruger,  for har også en datter på samme alder der også går ,men ikke så tit mere, er  enten at sætte sig i nærheden af hende og sige at du gerne vil trøste hende hvis hun har lyst og så bare sid og vent og læs Evt med en børne bog i hænderne. Eller sig til hende at du rigtig gerne vil give hende et knus hvis hun har lyst og hun kan komme hvis hun gerne vil trøstes. Og vær i nærheden men hav ikke alt fokus på hende.

Nogle har brug for lidt tid alene og det er jo altså helt ok. Bare man ved at man har et sted at gå hen hvis man vil trøstes :0)

Håber det hele giver mening :=)

hej fra Tanja :0)

Ved du hvad... Liva er fulstændig på samme måde!

Og faktisk kom en af pædagogerne og nævnte det for os et par uger efter at Liva var startet i børnehave.

Jeg har også følt det var meget frustrerende at jeg ikke kunne få lov at trøste hende når hun er ked af det, men hun ville simpelthen ikke have det.

Vi har sat ord på hver gang, "jeg kan se du har slået dig og at det gjorde ondt" og så har vi spurgt "skal jeg trøste dig" og det er faktisk blevet sådan nu at hun kommer til os og spørger om vi vil trøste hende eller siger "jeg vil gerne trøstes"... i nogle situationer vil hun stadig helst være i fred, men der kommer flere og flere situationer hvor hun kommer hen og gerne vil have lidt trøst.

Vi har nogen af "den slags børn" ude ved os også. Jeg har mødt dem flere gange. Jeg tilbyder dem altid min trøst, men de vil ikke have den. Så siger jeg til dem at når de er klar til at blive trøstet vil jeg meget gerne det. De følelser der dukker op i dem kan være meget voldsomme og de har brug for at være alene når de dukker op. Man må bare lade dem vide at man er der for dem når de kan magte at have en i nærheden igen. Evt give hende et ordentligt kram når hun så igen er ok og fortæl hende at det er HELT ok at blive bange, ked af det og græde og om I måske kan aftale at hun løber et bestemt sted hen når hun gerne vil være alene lidt.

1000 tak for Jeres meget konstruktive svar 

Puhhh................der fik jeg lige et tilbage-syn, til da Jonas var yngre. Vi fik af en børnepsykolog (som han gik ved p.g.a den hårde mobning han havde været udsat for, i hans første skole), at vide, at vi skulle holde ham tæt ind til os, og ikke give slip.................det var meget vigtigt, at han oplevede at vi tog ansvar, for ham.............og kærede os om ham.

Så mit råd er, at holde hende tæt..............så hun kan blive trøstet. Det er jo et basalt behov..............det at blive trøstet, af de vigtigste omsorgspersoner, når man er lille. For hvis hun (som du selv er inde på) føler at hun har fejlet..............så skal det jo korrigeres, så hun ikke føler det er forkert at være ked. Forstår du???

Mange knus til dig, søde Katrine. Det er da et VIGTIGT emne...........især fordi du føler det.

xxx har været på præcis samme måde, og jeg synes det var meget forkert at jeg ikke måtte trøste, martin måtte heller ikke... Jeg havde jo en depression mens han var lille og det kan jo have haft indflydelse på udviklingen af tilknytningen... Fordi jeg havde så dårlig en fornemmelse i maven begyndte jeg at læse omkring "Holding terapi" som netop går på at man får genopbygget en tryg tilknyntning mellem mor og barn... Vi var afsted én gang hos en terapeut i nærheden af skanderborg, men jeg følte at en så intensiv terpai ville være en form for overgreb idet jeg synes det der føltes forkert var så lille en ting.... vi begyndte at lave små-ændringer i vores måde at være sammen på, og der har gjort at jeg nu føler at xxx er trygt tilknyttet til mig - hvilket jo er helt fantastisk... 

Jeg tænker jo slet ikke at det er det samme I står i, bare fordi Bianca gør sådan, men ville bare fortælle min oplevelse af det samme... Har hun altid været sådan? Hvad med dengang hun kun var et år, måtte I da godt trøste?

Med xxx gjorde vi det, at vi sagde at når nogen af os er kede af det, skal man ikke være alene. Det gælder også for mor og far. Så derfor vil mor eller far være hos dig, når du har slået dig eller du er ked af det, og sådan er det bare. Vi går ikke. - og det hjalp virkelig meget! Nu kommer han selv og vil trøstes hvis han slår sig...

Jeg har én gang været ude for at Tjalfe ikke ville trøstes og der er vel 1 år siden. Og der sagde jeg til ham og jeg ikke ville gå fordi jeg kunne se at han var rigtigt ked af det, så jeg holdt ham i hånden uden trøstelyde og så efter 10 sekunder brød han sammen og kunne trøstes. Man kunne høre forskellen i hans gråd.

Der var ingen tvivl om som de andre også er inde på at følelserne var alt for meget men også at han følte sig forkert på en eller anden måde. Så det at jeg sagde at jeg var der og ikke gik underforstået på trods af at han følte sig forkert var nok til at han fik hul på bylden.

Jeg ved ikke hvordan I ville kunne overføre det, hvis I vil. Evt. ved at sidde og vente stille udenfor der hvor de har gemt sig og evt. holde i hånd indtil de er klar til at blive trøstet.

Tusinde tak for Jeres svar. Det er virkelig dejligt med noget respons.
Rart at høre, hvad I andre tænker og har oplevet.

På mærkelig vis, så har jeg de senste par gange siden, haft held med at tage hende op, og trøste ....sådan nogenlunde!
Jeg siger ingenting. Holder bare om hende, og holder hende tæt ind til mig.

TAK fordi I gad tage Jer tid til at svare mig 

Ved e plejer jeg at sige at det er oki, og hvis det er så kommer han bare hen til mig. Og næstenhver gang så går der lidt så kommer han farende og vil have en krammer eller lignende. Har også prøvet at inorere at jeg så at han slog sig, og så se hvad han så gør (altså ikke hvis det er slemt)