11 MINUTTER!

Tirsdag d. 29 Juli kl 06.33 kom Elliot til verden.

Dagen forinden havde været noget hektisk, da min taske med vandrejournal, tlf og pas blev stjålet.
Jeg var så ærgerlig og ked over det, men besluttede mig for at cykle de 10 km der var til Islands Brygge for at mænge mig i solen med min kæreste. Der var jo ikke så meget at gøre alligevel.

Der hyggede vi lidt og jeg fik lige indhaleret et calzone i den ulidelige varme, og derefter cyklede vi ind til Skt Petri hvor vi fik et par kolde frugtjuices. Vi var først hjemme kl halv et, hvor vi gik i seng. Jeg vågnede ved 3:30 tiden fordi jeg skulle på toilettet. og det skulle jeg igen efter 10 minutter. Og igen eter 50 minutter. Jeg havde nogle grimme mavekneb, som fik mig til at tænke over, om det pizzaria nu også havde været rent nok. Jeg talte med min kæreste om, om det kunne være veer, men jeg synes ikke vi skulle ringe til fødegangen, da jeg ugen før havde haft plukveer, som gjorde lige så ondt.

Efter at have været på toilettet omkring 15 gange, var smerterne tiltaget en DEL. Jeg begyndte at rende rundt i cirkler på stuegulvet, med begge arme i vejret, og på spidserne af mine storetæer; simpelthen fordi jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at noget rørte ved min krop. Heller ikke mig selv. Hvis jeg havde været i stand til at hoppe ud af min krop, havde det bare været bred ymer.

Så blev kl 5 og min kæreste sagde, at nu var det altså tid til at ringe. Og jeg synes det var en rigtig god idé, lige indtil "smerten" holdt op igen.. "aarh.. vent lige lidt altså.. 5 minutter".. men så kom der en ordentlig javer, og så skulle der ringes og det skulle bare være for 5 minutter siden!.. Så frem med telefonen. Men der havde vi selvfølgelig ikke gemt nummeret. Internettet holdt ferie, og oddsne for at min kærestes telefon pludselig ikke kunne ringe, var ufatteligt lille, men trods det, så skete det dog alligevel. Vi rodede alle skuffer igennem og fandt en gammel telefon, som lige havde batteri nok til vi kunne ringe efter en taxa.

Taxaen ankom efter 10 minutter. Chaufføren var UFATTELIG rolig omkring hele situationen og kørte pænt til fødegangen.. næsten lidt for pænt. Han kunne have undladt at fløjte muntert, når jeg nu sad der på bagsædet og var ved at flå hans fine håndtag af, imens jeg lød som en brøleabe som forsøgte at synge verdens dårligste ballade..

NÅ, men til fødegangen kom vi, og min kæreste fik fat i noget personale. Vi forklarede lige vi ikke kunne ringe inden pga vores mindre elektronik-og flabede-tasketyve-problem, og hun måtte så lige kostatere, at der så ikke var en jordemder klar til os. Så det måtte hun lige finde. Der gik lige 20 minutter, så der var klokken lidt i seks.
Min tålmodige kæreste prøvede at nusse lidt om mig imens jeg stavrede rundt og prustede af smerte i venteværelset, men INTET skulle røre ved mig. Den stakkels mand blev råbt væk!

Så kom jordemoderen, og fulgte mig ind til undersøgelse. Hun bad mig ligge mig op på briksen, men det kunne jeg jo ikke når jeg havde så ondt! Hun ventede MEGET tålmodigt på mig, men det lykkedes efter 5 minutter. Klokken var nu 6:10. Jeg regnede faktisk med, at hun ville bede mig gå hjem og slappe af "og hvis smerten tiltager ringer du herud igen"-agtigt.. Der var jo hverken tegnblødning eller noget vand der var gået, og jeg tænkte "Hvis veerne bliver værre end det her, så visner jeg og bliver til støv.. Føj!". "Du er 7 cm åben.. jeg åbner lige en stue!" sagde hun med sådan lidt halvpanik i stemmen. "Ok tak!" sagde jeg og fulgte efter hende med min kæreste lidt ude i periferien. Han var nok en kende bange for mig i virkeligheden?
Lavement blev jeg tilbudt, men det var helt overflødigt.. det var ligesom ordnet synes jeg

Da jeg kom ind på fødestuen spurgte jeg så ydmygt som muligt "om det der lattergas var noget man kunne få her?", så det gjorde hun lige klar, og gav mig noget tøj jeg kunne tage på. Jeg hvæsede lige lidt lattergas inden jeg ville klæde om. Så så jeg lige hun var ved at gøre en kanyle klar ( jeg er barnligt bange for nåle!), og spurgte hvad hun havde tænkt sig med den.. Jeg troede det var frivilligt!? "Det er for din livmoder trækker sig bedre sammen, og det mindsker blødningen" sagde hun. "jamen jeg kan IKKE li nåle!" snerrede jeg, "nej og jeg kan ikke li folk der bløder" sagde hun.. så holdt jeg mund.
BUM, så skulle jeg bare skide.. ja! Det føltes sådan. Jeg knipsede lige for at få jordmoderens opmærksomhed, imens jeg pressede helt vildt. Hun lyttede lige engang til maven, og så gik det ellers bare stærkt!
"Floot floot.. ved du om det er en dreng eller pige?" spugte hun. Så gik vandet!
"Det er en dreng..." prustede jeg imens jeg nærmest lappede hele gummimasken i mig, og lukkede øjnene og forsvandt ind i en relativt beruset sort drøm, hvor der kun eksisterede opmuntren fra hende og min kæreste.
"Han har langt, sort hår" sagde hun, imens jeg pressede igen. Jeg kunne slet ikke styre det. Det var helt instinktivt! Vild fornemmelse.
Jeg fik lige vejret før jeg pressede alt hvad jeg kunne igen.
Og SÅ kom han! BUM.. 11 minutter fra første presse vé!

Det kom så meget bag på mig, at jeg hørte mig selv sige "Var det dét??".

Alt fungerede på den lille Bapperlap, så lykken ville jo ingen ende tage. Fik 3 sting og moderkagen var ude efter 2 minutter.

Det var vores første baby; mon det KAN gå hurtigere med den næste??!

wow super fodsel

Shit en lyn fødsel...

Rigtig godt skrevet...

Majbritt

montagnard skriver:

Tirsdag d. 29 Juli kl 06.33 kom Elliot til verden.

Dagen forinden havde været noget hektisk, da min taske med vandrejournal, tlf og pas blev stjålet.
Jeg var så ærgerlig og ked over det, men besluttede mig for at cykle de 10 km der var til Islands Brygge for at mænge mig i solen med min kæreste. Der var jo ikke så meget at gøre alligevel.

Der hyggede vi lidt og jeg fik lige indhaleret et calzone i den ulidelige varme, og derefter cyklede vi ind til Skt Petri hvor vi fik et par kolde frugtjuices. Vi var først hjemme kl halv et, hvor vi gik i seng. Jeg vågnede ved 3:30 tiden fordi jeg skulle på toilettet. og det skulle jeg igen efter 10 minutter. Og igen eter 50 minutter. Jeg havde nogle grimme mavekneb, som fik mig til at tænke over, om det pizzaria nu også havde været rent nok. Jeg talte med min kæreste om, om det kunne være veer, men jeg synes ikke vi skulle ringe til fødegangen, da jeg ugen før havde haft plukveer, som gjorde lige så ondt.

Efter at have været på toilettet omkring 15 gange, var smerterne tiltaget en DEL. Jeg begyndte at rende rundt i cirkler på stuegulvet, med begge arme i vejret, og på spidserne af mine storetæer; simpelthen fordi jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at noget rørte ved min krop. Heller ikke mig selv. Hvis jeg havde været i stand til at hoppe ud af min krop, havde det bare været bred ymer.

Så blev kl 5 og min kæreste sagde, at nu var det altså tid til at ringe. Og jeg synes det var en rigtig god idé, lige indtil "smerten" holdt op igen.. "aarh.. vent lige lidt altså.. 5 minutter".. men så kom der en ordentlig javer, og så skulle der ringes og det skulle bare være for 5 minutter siden!.. Så frem med telefonen. Men der havde vi selvfølgelig ikke gemt nummeret. Internettet holdt ferie, og oddsne for at min kærestes telefon pludselig ikke kunne ringe, var ufatteligt lille, men trods det, så skete det dog alligevel. Vi rodede alle skuffer igennem og fandt en gammel telefon, som lige havde batteri nok til vi kunne ringe efter en taxa.

Taxaen ankom efter 10 minutter. Chaufføren var UFATTELIG rolig omkring hele situationen og kørte pænt til fødegangen.. næsten lidt for pænt. Han kunne have undladt at fløjte muntert, når jeg nu sad der på bagsædet og var ved at flå hans fine håndtag af, imens jeg lød som en brøleabe som forsøgte at synge verdens dårligste ballade..

NÅ, men til fødegangen kom vi, og min kæreste fik fat i noget personale. Vi forklarede lige vi ikke kunne ringe inden pga vores mindre elektronik-og flabede-tasketyve-problem, og hun måtte så lige kostatere, at der så ikke var en jordemder klar til os. Så det måtte hun lige finde. Der gik lige 20 minutter, så der var klokken lidt i seks.
Min tålmodige kæreste prøvede at nusse lidt om mig imens jeg stavrede rundt og prustede af smerte i venteværelset, men INTET skulle røre ved mig. Den stakkels mand blev råbt væk!

Så kom jordemoderen, og fulgte mig ind til undersøgelse. Hun bad mig ligge mig op på briksen, men det kunne jeg jo ikke når jeg havde så ondt! Hun ventede MEGET tålmodigt på mig, men det lykkedes efter 5 minutter. Klokken var nu 6:10. Jeg regnede faktisk med, at hun ville bede mig gå hjem og slappe af "og hvis smerten tiltager ringer du herud igen"-agtigt.. Der var jo hverken tegnblødning eller noget vand der var gået, og jeg tænkte "Hvis veerne bliver værre end det her, så visner jeg og bliver til støv.. Føj!". "Du er 7 cm åben.. jeg åbner lige en stue!" sagde hun med sådan lidt halvpanik i stemmen. "Ok tak!" sagde jeg og fulgte efter hende med min kæreste lidt ude i periferien. Han var nok en kende bange for mig i virkeligheden?
Lavement blev jeg tilbudt, men det var helt overflødigt.. det var ligesom ordnet synes jeg

Da jeg kom ind på fødestuen spurgte jeg så ydmygt som muligt "om det der lattergas var noget man kunne få her?", så det gjorde hun lige klar, og gav mig noget tøj jeg kunne tage på. Jeg hvæsede lige lidt lattergas inden jeg ville klæde om. Så så jeg lige hun var ved at gøre en kanyle klar ( jeg er barnligt bange for nåle!), og spurgte hvad hun havde tænkt sig med den.. Jeg troede det var frivilligt!? "Det er for din livmoder trækker sig bedre sammen, og det mindsker blødningen" sagde hun. "jamen jeg kan IKKE li nåle!" snerrede jeg, "nej og jeg kan ikke li folk der bløder" sagde hun.. så holdt jeg mund.
BUM, så skulle jeg bare skide.. ja! Det føltes sådan. Jeg knipsede lige for at få jordmoderens opmærksomhed, imens jeg pressede helt vildt. Hun lyttede lige engang til maven, og så gik det ellers bare stærkt!
"Floot floot.. ved du om det er en dreng eller pige?" spugte hun. Så gik vandet!
"Det er en dreng..." prustede jeg imens jeg nærmest lappede hele gummimasken i mig, og lukkede øjnene og forsvandt ind i en relativt beruset sort drøm, hvor der kun eksisterede opmuntren fra hende og min kæreste.
"Han har langt, sort hår" sagde hun, imens jeg pressede igen. Jeg kunne slet ikke styre det. Det var helt instinktivt! Vild fornemmelse.
Jeg fik lige vejret før jeg pressede alt hvad jeg kunne igen.
Og SÅ kom han! BUM.. 11 minutter fra første presse vé!

Det kom så meget bag på mig, at jeg hørte mig selv sige "Var det dét??".

Alt fungerede på den lille Bapperlap, så lykken ville jo ingen ende tage. Fik 3 sting og moderkagen var ude efter 2 minutter.

Det var vores første baby; mon det KAN gå hurtigere med den næste??!

hold da op hvor det minder om eliass fødsel....jeg havde bare kun av veer i 2 timer ca...og ingen regelmæssige veer da vi tog på sygehuset, og da vi kom derop var der ingen jordmoder, og da der endelig kom en, stod elias og var pænt meget på vej ud..fra første pres ve til han var her 10 min.......

Super god fortaelling.

Jeg faar altid taarer i oejnene naar jeg laeser en foedselsberetning. Hvor er det dog stort!!

Knus
Trine

Nøj.... super godt skrevet.... Drama, spænding og humor. Så bliver det ikke meget bedre
Og det gik da godt nok pænt stærkt.

Herlig fortælling
Og det KAN gå stærkere næste gang
Min Malthe var ude på 3 min. efter første presvé, men også kun fordi, jeg ikke måtte presse på de to første! (Han skulle lige helt ned i bækkenet - temmelig svært, skal jeg hilse at sige!)
Vandet blev taget 04.50, første presvé (som jeg holdt igen på) 04.53 - og ude var han i ét pres 04.56
Sådan skal den røv barberes! Så glæd dig, det går hurtigere 2. gang!!