Så blev der endelig tid til at få skrevet min fødselsberetning om Lisas lidt for spændende vej til verden.
Jeg sidder lige nu på neonatalafdelingen i Næstved med en (næsten) sovende Lisa i vuggen ved siden af mig. Hun er nu efterhånden helt fri af alt det "udstyr" hun har været koblet til, men mere om det senere.
Lisa blev inde i min mave helt til det planlagte kejsersnit da jeg var 33+6 for 15 dage siden. Selve kejsersnittet var noget værre end beregnet, da jeg åbenbart havde nogle meget seje mavemuskler
Det tog dem 15 minutter at få Lisa ud og det burde kun have taget 5...
Som resultat heraf havde Lisa blå mærker hele vejen op ad ryggen og hendes højre ben var helt blåt. Dette fortog sig efter nogle dage og nu ser hun helt ok ud igen.
Farmand fortæller at det tog nogle minutter at få liv i Lisa efter hun var kommet ud kl. 10.17. Resten af dagen gik for mit vedkommende med at komme til mig selv igen. Jeg blev meget dårlig af bedøvelsen (epidural) og lå bare og skiftevis kastede op og sov hele dagen. Først omkring kl. 17 var jeg ved at være mig selv igen og desværre gik det ikke helt så godt for Lisa.
Vi vidste jo at der var en risiko for at hendes lunger ville være for små, men vores læger mente ikke at den var særlig stor. Desværre var det alligevel tilfældet og efter at de meget dygtige læger her i Næstved havde arbejdet med Lisa hele dagen, besluttede de at hun i stedet skulle til Rigshospitalet og behandles med noget der hedder NO som de kun kan derinde. Lisa bliver hentet af en læge og en sygeplejerske fra Riget og inden de kører fortæller lægen os at transporten er meget risikabel og vi skal derfor give vores samtykke til at de må køre med hende (hvordan kunne man overhovedet sige nej!) og så spørger han om hun skal nøddøbes hvis der sker noget undervejs!!! Puha en besked at få. Vi vidste jo at der var lidt problemer men nu var hun jo så gammel at vi var helt sikre på at hun ville klare den - men åbenbart ikke alligevel... Det var hårdt men da de ringede til os mens vi var på vej til København, og fortalte at de var kommet sikkert derind, kunne vi slappe af igen.
Vi ankommer på Riget sent om aftenen og sidder et par timer hos Lisa der nu ligger i kuvøse, med respirator og det her NO. Derudover har hun katater, navlekateter, drop, arteriekanyle, diverse elektroder osv. osv. - Her er jeg rigtig glad for at vi har forberedt os på at se de her ting.
Næste morgen er vi tidligt hos Lisa og vi holder samtale med hendes læge. Denne samtale er det værste jeg nogensinde har prøvet.. Lægen fortæller os at Lisa lige nu ligger med 100 % ilt og hvis det bliver værre nu, så er der intet de kan gøre for hende. Han fortæller os at det bliver de næste to dage der afgør om Lisa vil kunne overleve. Heldigvis er Lisa åbenbart en ret bestemt dame og allerede kort efter samtalen begynder hun at kunne klare sig med mindre og mindre ilt.
De næste døgn er hårde men det går kun fremad og søndag morgen kan lægen slukke for NO da Lisa nu kan klare sig uden. Samtidig fortæller lægen os at det vi snakkede om et par dage før, nu ikke er gældende mere. Nu er det bare et spørgsmål om tid og så skal hun nok komme sig. Så to dage efter min værste oplevelse får jeg den allerbedste
4 dage senere er Lisa ude af sin respirator og ligger kun med cpap (som laver et tryk ned i lungerne) uden iltbehov. Vi bliver overført til Næstved hvor vi nu har været i en uge og Lisa er nu helt ude af cpap og nu er det kun et spørgsmål om at hun skal lære at amme sit fulde behov før vi kan tænke på at komme hjemad...
Det blev vist lidt langt det hele - men jeg kan kun sige at det har været to ekstremt hårde og helt fantastiske uger for os. Vi frygtede Rigshospitalet men det endte med at vi var så glade for medarbejderne derinde at vi næsten ikke ville til Næstved igen. Jeg har sjældent mødt så åbne og engagerede mennesker som vi gjorde dér og jeg ved at de har været medvirkende til at Lisa har det godt idag og at vi har vores mentale helbred nogenlunde i intakt tilstand
Alt i alt har vi mødt rigtig megen støtte, hjælp, forståelse osv fra både personale, venner og familie og selvom sådan en tur her er super hård, så er det også meget livsbekræftende når man kommer ud på den anden side...
Tanja
