Lidt om opdragelse

William er blevet rigtig slem til at prøve grænser af mht de ting ham ikke må.

Vi siger Nej højere og højere 3 gange, fjerner ham fra det han ikke må og forsøger at lede hans opmærksomhed hen på noget andet. Men såsnart vi lader ham lege selv, styrter han hen for at røre ved det forbudte igen..... Og alt imens han kigger på os på den der "jeg-ved-godt-jeg-ikke-må-men-jeg-skal-lige-se-hvad-I-vil-gøre-ved-det" måde - I kender det blik, det er jeg sikker på.

Men hvad dælan gør man så? Jeg er bare SÅ træt af at stemmen bliver mere og mere skinger for hvert NEJ. Vi har prøvet at sætte ham ind på hans værelse og lukke døren - blot for et halvt minuts tid (der føles som en evighed) - og det virker som om det hjælper. Han rækker armene ud efter os når vi åbner for at spørge om han vil være sød. Og han går ikke hen til det forbudte lige med det samme.

Men jeg har det dårligt med det - synes ikke det er helt rigtigt at gøre værelset til skammekrog - men har bare ikke noget bedre bud. Hvad siger I kloge kvinder og mødre? Hvad gør I?

Mette, der nok kommer til at skrive et par bøger om børneopdragelse på ønskesedlen...

Åhr, jeg synes godt at jeg kan genkende det der blik... Men hvad skal man gøre?

Jeg gør for det meste det, at jeg simpelthen flytter hende et andet sted hen og forsøger at aflede hendes opmærksomhed. Sætter mig ned på gulvet med nogle af hendes legesager, så det er sjovere at lege med mig end med køkkenskabene eller hvad hun nu har kastet kærligheden på. Det har 7-9-13 virket indtil videre, og det er 100% sikkert at ordet NEJ, det går direkte hen over hovedet på hende! Det er nærmest en invitation til at lege videre med de forbudte ting.

Her har vi fjernet det forbudte, pånær Charlie's vand og mad.
(Det får dælme også en tur af og til)

Ellers kan jeg godt genkende det med stemmen, nej...nej...nej...NEJ!!!
Og så hen og hive ham væk.

Iza er ikke helt der endnu...altså jo jo, hun prøver grænser af, men hun hører efter, når vi beder hende om at lade være....hvis altså ikke hun er træt, sur eller sulten (så raser hun i stedet og skriger og vræler som en stukken gris). Pt. kravler hun op på vores puf og videre op i vindueskarmen eller står op i sofaen - det er 2 ting, vi ikke vil have. Hun skal lige prøve, men beder vi hende om at træde ned eller sætte sig på numsen i sofaen..uden at hæve stemmen, så gør hun det sgu , hvorefter vi husker at rose hende ved at sige: "dygtiiiiig", når hun har gjort, som vi har bedt om - fuldstændig overdrevet glade i hele vores mimik. Nu siger hun selv :"dygtiiiii", når hun gør det, hun bliver bedt om og det er ligesom en motivation for hende til at gøre som vi siger, for hun elsker at få ros........om det så er fordi vi altid har rost hende overdrevet meget, når hun har gjort som vi siger eller det er fordi hun bare er en forsigtig pige, der af natur gerne vil please de voksne, ved jeg ikke .....

Det med at stå op i sofa'en:
Rasmus gør det også!
Eller rettere gjorde, lige indtil han faldt ned.
Nu gør han det sjældent.

Det problem kender vi også rigtig godt Her er det anlægget der er meeeeeget spændende. Vi siger også nej et par gange, og hvis det ikke virker bliver hun flyttet væk og præsenteret for noget legetøj eller noget andet at lave og det plejer at virke..........Nogle gange går der dog leg i den fra hendes side, og hun fiser hen og gør det forbudte mens hun griner. Synes dog denne leg er blevet mere sjælden.......