Jeg er i erhvervsafklaring lige nu og det er egentlig gået rigtig godt. Faktisk er det gået alt for godt.
Lige nu sidder jeg med en opgivende følelse og selvom jeg ved hvad jeg har brug for, er det bare ikke så lige til at få det på plads.
På min arbejdsplad er der en masse søde mennesker og jeg føler mig helt fredet fra omverdenen når jeg er på arbejde. Jeg har en leder som jeg har knyttet mig meget til og når han er der kan jeg klare alt, men er han der ikke kan jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst. Nu er det så at tingende går med af bakke for mig, han er på ferie i 14 dage og det fungere bare slet ikke for mig. Mange af de andre siger at jeg bare kan komme til dem, men det er slet ikke det samme. Jeg har ikke nogen egentlig relation til lige netop min leder, men jeg ved at han er der når jeg kal bruge ham og derfor er han mit anker.
Selv de simpleste opgaver bliver defuse for mig og jeg kan ikke se struktur i noget som helst nu hvor han ikke er der, det er en følelse af svigt der kommer frem, men jeg har ikke rigtig noget grundlag for at føle mig svigtet.
Jeg kan ikke få noget til at hænge sammen, hverken hjemme eller på arbejde og jeg kan ikke rigtig komme på en løsning der kan hjælpe mig videre.
Da jeg startede i afklaring havde jeg på forhånd lavet en aftale med mig selv at dette var sidste go, jeg har ikke mere at give af hvis ikke det fungere, men jeg faldt ret hurtigt en rytme, en plads som passede til mig. Jeg blev også enig med mig selv at jeg ville sige fra inden det gik helt galt, men da jeg ikke har følt nogen modgang/nedgang har jeg ikke haft en forvarsel.
Nu er jeg så gået ned.
Troen på at jeg nok skal få det bedre er i mig, men modet til at prøve igen er der ikke, Jeg kan ikke overskue at jeg skal opbygge mod, for hvad så næste gang min leder ikke er der, hvis nu han er syg eller noget andet der er menneskeligt. Så skal jeg starte på 0 igen..
Man kan ikke forvente at en person aldrig er fraværende, men det er en forudsætning for at jeg skal kunne fungere på min arbejdsplads og at jeg fungere på min arbejdsplads er en forudsætning for at jeg fungere privat.
Der er ikke noget længere der hedder "op på hesten" for den hest findes ikke mere, den er blevet slidt og er død.
Nu skal jeg til møde imorgen med min kontaktperson og jeg bliver nødt til at erkende at jeg bare IKKE magter at kæmpe mere.
Livet er simpelthen for svært for mig. Jeg fortjener som alle andre mennesker at være glad, men det er jeg ikke hvis jeg ikke får ro.
Nu kaster jeg håndklædet i ringet for en stund og håber på at jeg kan få det jeg har behov for. Jeg har bare ikke mere at kæmpe med lige nu.
Anmeld
