Erfaring søges! Når tre bliver til fire!

Ja, kom så med det!!! jeg tænker virkelig meget over det i de der dage: Hvordan tacklede I det med at få barn nr. 2? Hvordan tog barn nr. 1 det? Kan man virkelig give begge børn den opmærksomhed de behøver?

Jeg tænker enormt meget over om xxx nu kommer til at føle sig tilsidesat og det gør ondt helt ind i hjertet... Hvordan undgår jeg det? kan man det??

Søde det er intet problem...
xxx er så stor og snakke og ævler så meget at han automatisk får masser af opmærksomhed selvom der er 2.
Han kan kommunikere det kan beby ikk på samme måde og derfor er det utrolig let at give den store alt mulig opmærksomhed alligevel.
Vi har aldri haft problemer med det herhjemme men isaac er også meget med og vi leget utrolig meget mens lillebror kigger på og hygger på gulvet osv. Det er slet ikk noget som vi tænker over .. De første dage var jeg som en høg over isaac for han skulle da slet ikk føle sig tilsidesat. Men det gjorde han ikk, bare man inddrager dem og ikk gør baby til et hindring for dem. Selvom man ammer ka den store godt sidde med en bog man sidder og læser med i. Selv om lillebror bliver skiftet fx på gulvet ka den store hjælpe eller ligge ved siden af. Den store finder den lilles sutter. En stofble. En ble osv når man har brug for det. Sådan er det her.. Og det fungerer helt vildt godt...
Det er fedt og bare husk ikke at gøre baby til ene eje. Det er og storebrors og en del af alle..

August (der var 2½ da Alberte kom til verden) prøvede vi bare hver dag at fortælle, at der snart kom en lillesøster. Han mærkede maven og snakkede med maven. Fik ham til at udvælge en bamse, som han kunne give hende, når hun kom. Man kan jo ikke forberede dem 100 % på det, men snakke med dem om det.

Dagen efter jeg fødte, fødte kl. 20.00, om morgenen råbte August "hvad er det for en lyd" inde fra sit værelse. Da han kom ind og så hende og vi fortalte ham, at det var Alberte fra mors mave, blev han rigtig glad og ville gerne holde hende.

Han aldrig oplevet jalousi fra hans side. Hun var en del af familien fra dag et. Han spørger altid efter hende, hvis hun en dag sover en lang formiddagslur.

Inden hun kom til, var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne dele min kærlighed lige mellem dem, men det kom helt naturligt, da hun blev født.

sarahb skriver:

Søde det er intet problem...
xxx er så stor og snakke og ævler så meget at han automatisk får masser af opmærksomhed selvom der er 2.
Han kan kommunikere det kan beby ikk på samme måde og derfor er det utrolig let at give den store alt mulig opmærksomhed alligevel.
Vi har aldri haft problemer med det herhjemme men isaac er også meget med og vi leget utrolig meget mens lillebror kigger på og hygger på gulvet osv. Det er slet ikk noget som vi tænker over .. De første dage var jeg som en høg over isaac for han skulle da slet ikk føle sig tilsidesat. Men det gjorde han ikk, bare man inddrager dem og ikk gør baby til et hindring for dem. Selvom man ammer ka den store godt sidde med en bog man sidder og læser med i. Selv om lillebror bliver skiftet fx på gulvet ka den store hjælpe eller ligge ved siden af. Den store finder den lilles sutter. En stofble. En ble osv når man har brug for det. Sådan er det her.. Og det fungerer helt vildt godt...
Det er fedt og bare husk ikke at gøre baby til ene eje. Det er og storebrors og en del af alle..

åh, det er så godt at høre at der ingen problemer har været hos jer - det giver jo rigtig god mening alt det du siger, og ved det jo også godt - og så alligevel kan den der tvivl om hvorvidt det nu virkelig kan lade sig gøre, godt snige sig ind... Vi snakker også om lillebror hver dag og tror godt han forstår det, og alligevel er der jo ingen af os der 100 % kan vide hvordan det bliver...

h_bernie skriver:

August (der var 2½ da Alberte kom til verden) prøvede vi bare hver dag at fortælle, at der snart kom en lillesøster. Han mærkede maven og snakkede med maven. Fik ham til at udvælge en bamse, som han kunne give hende, når hun kom. Man kan jo ikke forberede dem 100 % på det, men snakke med dem om det.

Dagen efter jeg fødte, fødte kl. 20.00, om morgenen råbte August "hvad er det for en lyd" inde fra sit værelse. Da han kom ind og så hende og vi fortalte ham, at det var Alberte fra mors mave, blev han rigtig glad og ville gerne holde hende.

Han aldrig oplevet jalousi fra hans side. Hun var en del af familien fra dag et. Han spørger altid efter hende, hvis hun en dag sover en lang formiddagslur.

Inden hun kom til, var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne dele min kærlighed lige mellem dem, men det kom helt naturligt, da hun blev født.

lyder bare dejligt!! Jeg håber det bliver lige sådan hos os 

Det er jo det man ønsker for sine børn, at de får glæde af deres søskende og får en masse dejlige stunder sammen 

Og dejligt at høre at det med kærligheden bare var helt naturligt... Sådan skal det selvfølgelig helst være det er bare så svært at forestille sig at man kan elske så meget 

Nu var Annika jo noget yngre end xxx, da hun blev storesøster. Hun var jo ikke mere end 20 mdr, og derfor var det ikke rigtig muligt at forberede hende ved at forklare og snakke. Vi forberedte hende derfor mere gennem handling, end gennem ord. Vi var klar over, at ankomsten af en lillesøster alt andet lige ville betyde, at der var ting, jeg ind imellem ikke ville kunne. Derfor gjorde vi det sådan, at Pelle langsomt overtog de daglige rutiner med Annika mere og mere; han badede, puttede, skiftede ble etc. mere end jeg gjorde. At det var ham, der tog hende om natten kom meget naturligt, da jeg var noget besværet tilsidst og havde svært ved f.eks. at løfte hende op af tremmesengen. På den måde var det naturligt for hende, at far gjorde alle de ting, for sådan plejede det at være - og der var derfor ingen grund til, at hun skulle føle, at hendes lillesøster havde taget mor fra hende - giver det mening?

Annika har holdt ubeskriveligt meget af Lina fra dag 1.

Om jeg har kunnet give dem lige meget opmærksomhed? Ærligt, så kunne jeg ikke give Annika 100% det, hun havde brug for fra mig, da Lina var baby. Et barn på 20 mdr har stadig meget brug for sin mor. MEN til gengæld knyttede Annika og Pelle meget meget tættere bånd, hvilket jeg ser som MEGET positivt. Bagsiden af dén medalje var, at Pelle ikke kom så tæt på Lina de første måneder - det er kommet senere.

Annika valgte også at "straffe" mig den første tid - ved ikke at gide mig, afvise mig og kræve sin far i stedet. Det var rigtig hårdt, men jeg var forberedt og glædedes i stedet over, at hende og Pelle havde det så godt OG, at hun "straffede" mig i stedet for at blive sur på sin lillesøster. Hun gjorde sådan i nogle måneder, så blev det langsomt bedre Jeg er overbevist om, at Annika ikke kan huske tiden før Lina blev født - og de er nu begge vant til at skulle dele. Der er balance i familien...

At være mor til to kan meget nemt give dårlig samvittighed overfor det ene af børnene. Jeg har måttet lære mig at være 100% sammen med det af børnene, som jeg lige nu er sammen med - sådan er de bedst tjent; at man er 100% til stede.  

Som Sarah skriver, så er det bedste, jeg tror, man kan gøre at involvere den store og lade dem føle ejerskab over for den mindre søskende - så de opnår samhørighed. På den måde bliver den store stolt af sin titel og føler, at h*n har stor værdi, fordi h*n kan hjælpe og der er en masse h*n kan, som den lille ny ikke kan...

Det har jeg egentlig slet ikke været nervøs for, KUN mht putteproblemet da Emma vil putte på min arm når hun skal sove, men er i gang med at læse " godnat og sov godt" og så håber jeg at få det til at fungere INDEN lillebror kommer..

Og så får hun selvfølgelig fridage sammen med mor og lillebror.