Hmmm.. Jeg ved slet ikke rigtigt hvordan, jeg skal begynde...Depression, MIG???, Nej da.. ikke glade, positive, mig - Jeg har jo et fantastisk liv, en god familie, en god uddannelse,et godt job, et dejligt hus, en skøn mand og en vidunderilg datter. Hvorfor er jeg så så trist, sur og uengageret for tiden? Hvornår er man deprimeret og hvornår har man bare en dårlig periode - eller er jeg mon bare stresset.. Hmm.. Hvor skal jeg dog starte. Jeg undskylder på forhånd, hvis dette bliver lidt rodet. Jeg tror, at jeg har behov for at få nogle tanker ned, og forhåbentlig er der nogle, der kan følge mig:-)
Jeg føler mig tyk og utiltrækkende (74 kg og uden det skal lyde forkert, er jeg en 'køn' pige). Men min selvtillid er HELT i bund. Jeg bliver lykkelig, når jeg taber mig, tænker jeg. Jeg tænker inderst inde, mon der virkelig er NOGEN, der elsker mig - sådan RIGTIGT. Mon folk synes, jeg er træls, dum, snakker for meget...
Jeg er sur og nærtagende - min mand kan da på ingen måde føle på samme måde, som da han mødte mig. Jeg har ikke lyst til sex - hvem ville tænde på mig ( og det VED jeg godt, at min mand gør). Hvor er den livsglad, selvsikre, pige, der altid griner og er i godt humør blevet af?
Jeg griner sjældent - Min gnist i øjet er væk, og jeg virker energi forladt. Jeg tænker: Ta dig sammen, løb en tur, spis sundt, og hold hovedet højt. Jeg prøver - Jeg løber, holder mig igang - for fornuften vinder stadig over de andre tanker. Jeg er realistisk, og fortæller mig selv, at det bare en træls periode, at jeg må tage ansvar for min egen lykke og fokussere på alle de dejlige ting i mit live. Være glad for det jeg er i - de små ting, og sætte pris på det HVER dag. Jeg prøver.
Alligevel kommer de andre tanker snigende. Jeg hader, at jeg ikke er mere engageret. Jeg har fået nyt job - et godt job, men desværre har jeg lange dage. Jeg har dårlig samvittighed, og er ikke tilstede på jobbet. Jeg engagerer mig ikke 100 procent, og jeg er ikke TIL STEDE 100 procent, og det ligner ikke mig. Det er ikke min natur - Jeg har aldig være meget engageret, gået forrest og haft lyst til at være noget. Nu er jeg lidt ligeglad. Jeg er bare sådan lidt tom. På jobbet har jeg heller ingen selvtillid. kan de mon lide mig, gør jeg det godt nok. Føler ikke at jeg passer ind, ig IGEN er jeg altså normalt pigen, der passer ind alle steder og kan snakke med alle. Hvad sker der med mig?
