Hej piger,
det er vist ved at være på tide med en lille opdatering på mit indlæg for noget tid siden om Marcus' skrigen.
Jeg gav mig til at læse bogen: "Dit kompetente barn" og bestemte mig for at sætte mig ned og prøve at se verden gennem hans øjne og udfra at han er ved at udvikle sig til et selvstændigt lille menneske.
Jeg gav mig tid til at lade ham gøre tingene selv, hvis han gerne ville, og jeg prøvede at inddrage ham mere i mine daglige gøremål, og det hjalp utroligt meget. Den frustration, som han tidligere gav udtryk for, aftog. Dog kan han stadig godt være meget skrigende og meget Rasmus-modsat, når vi kommer hjem fra børnehaven. Men jeg tror simpelthen det skyldes, at der sker så meget derhenne, måske grænsende til det overstimulerende nogle gange, og at han, når han er der, ikke giver klart udtryk for det, hvis der er nogen, som har overtrådt hans grænser. Så når det sker, prøver jeg bare at lade det fare. Så går der somregel 10-15 min. og så er det ovre.
Siden har jeg så fået arbejde i den samme børnehave, som MArcus går i. Det er en Montessori børnehave, og jeg er vild med filosofien, så jeg har taget meget af det til mig. Så når jeg kan se, der er noget, han gerne vil prøve, spørger jeg ham, om han har lyst til, at jeg viser ham det, og han kan gøre det bagefter. Siger han ja, viser jeg ham det meget grundigt og udførligt og bagefter får han så lov til at gøre det præcist som han har lyst til og så mange gange, han har lyst til. Kan jeg se eller høre, at det driller ham og han bliver frustreret spørger jeg nogle gange, om jeg kan hjælpe ham, og andre gange venter jeg bare og ser, hvad der sker. Nogle gange løser han det selv, og andre gange beder han om min hjælp.
Nå, men jeg har som sagt fået arbejde
Det er jo ikke som tandplejer, som jeg jo ellers er uddannet som, for det kan jeg ikke få lov til her i Lux. Lønnen er ikke fantastisk, jeg får kun 1210 Euro om måneden for 30 timers arb. Men så er skatten jo så også lavere.
Jeg var ved at være træt af at gå hjemme og jeg blev deprimeret af det. Men nu savner jeg jo alligevel at gå hjemme. Men sådan er det nok bare. Man savner altid det, man ikke har
Det er som sagt i Marcus børnehave, og jeg var derfor lidt skeptisk i starten. Men det går nu meget godt på trods af, at jeg de 2 første uger ikke troede, jeg ville overleve meget mere end 1 måned. Jeg følte, at jeg måtte gå på listefødder overfor alle, for det er virkelig en hønsegård, og jeg havde på fornemmelsen at alle gik og talte bag ryggen på alle, og sådan noget hader jeg!
Men så blev jeg flyttet over i en anden gruppe, og det er meget meget bedre, heldigvis. Så nu er det et dejligt arbejde
Dog er jeg fuldstændig færdig, når jeg kommer hjem, og det huslige har været temmeligt forsømt til tider, især i denne uge, hvor min weekend røg med omgangssyge. Den weekend jeg skulle have brugt til at få bund i det hele. Men igår følte jeg mig ikke helt rask og meldte mig syg, og idag har jeg fri, så nu har jeg fået styr på bjerget af vasketøj og nullermændende i hjørnerne igen
Ellers er alt vel. Håber dog at vi snart kan finde noget andet at bo i, så jeg kan få en have til Marcus. Jeg længes hjem efter DK, men det bliver ikke lige foreløbigt, vi vender næserne nordpå...
Og så til min store plage... Vi vil jo så gerne have en mere (nu håber jeg ikke, der er nogen i min omgangskreds eller familie, der læser med her..). Jeg fik fjernet spiralen i april, og vi har prøvet siden maj, men uden held, så denne måned bliver 7. forsøg. Jeg kan se at der er flere af jer, der enten har fået eller er gravide.. suk...
Jeg ved ikke, hvad jeg skal, stille op med min frustration...
Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville gå og spekulere over det. Men jo længere tid der går, jo mere kan jeg alligevel mærke, at det går mig på! Men der er jo ikke andet for end at fortsætte, selvom jeg dog et eller andet sted ville være lidt ærgelig over at blive gravid i denne måned, for så ville jeg få termin på Marcus fødselsdag..
Det lige et lille - øh, langt pip herfra
Kram fra Dorthe
