Ja, så vil jeg prøve at fortælle min FB...
Vi holder påskefrokost skærtorsdag for vores venner, vi er i alt ca 16... Dagene forinden har vi storhandlet og været over grænsen; der skulle ikke mangle noget... Om onsdagen står jeg i køkkenet hele dagen for at forberede al maden. Michael gør rent og dækker bord og får lagt de sidste fliser omme på terrassen... Puha, vi er trætte da vi står op torsdag morgen. Og min bækkenløsning havde bestemt ikke godt af sådan en dag i køkkenet... Men pyt, nu skal vi bare ha gjort klar, gæsterne kommer kl 13. Det hele går forrygende, maden blir rost og gæsterne blir mætte... Inden osten kommer på bordet er alle lige i haven og lege og hygge lidt... Endelig sætter vi os til bords, ca kl 17, og fadene går rundt... Jeg drejer lige i kroppen for at stille det tunge ostefad fra mig; samtidig mærker jeg et lille smæld i maven; vandet gik!!! Først tænkte jeg, om jeg mon sad og tissede i bukserne, så jeg skyndte mig på toilet, men derude kom der en endnu større tår ud, så var jeg klar over, der var noget i gære... 
Jeg kalder på Michael og gæsterne joker med at det er vandet, der er gået... Da han kommer ud, kigger jeg bare på ham og siger, ja, det er det!!! 
Han kigger med åben mund og vi griner lidt og føler os meget overvældede og er slet ikke lige klar til at det skal ske der... Vi ringer så til FG og får besked på at komme til tjek 19.30. Heldigvis har vores ven Brian, ikke drukket noget, så han kører os til Kolding. Michael havde jo drukket både øl og snaps... Jeg kunne jo egentlig sagtens køre selv, men det fik jeg altså ikke lov til... Jeg blev undersøgt med det samme, vi ankom. Havde åbnet mig ca en cm og havde stadig lidt livmoderhals tilbage, men ingen veer.... Så vi skulle køre hjem og sove og vente på, der forhåbentlig kom gang i veerne... Det gjorde der så ikke, så jeg ringede igen næste morgen og fik at vide vi skulle komme ved halv ti-tiden, så jeg kunne blive sat i gang... Vi bliver modtaget af en sød ung jordemoder, der starter med at forklare hvad der skal ske... Hun undersøger mig, og det er stadig det samme med 1 cm åben og lidt livmoderhals tilbage... Hun tjekker barnets hjerterytme og mine veer, som der jo så ikke er nogen af!!! Så får jeg klyx, åh, det er svært at holde på det og noget af en befrielse, når det kommer ud.. 
Og så blir jeg ellers plantet med hjertemåler, vemåler og vedrop i hånden og så går det i gang... Hun starter ve droppet kl 11 og så går det slag i slag med opbygning af veerne... Kl tre er der vagtskifte og jeg er ved at have rimelig ondt og kan ikke rigtig være til nogen steder... Jeg har dog ikke mere ondt end at jeg stadig nægter at få bedøvelse... Og jeg er ret irriteret over at der skal komme en anden jordemoder... Men ind ad døren kommer min egen jordemoder, så skønt med et kendt ansigt... Og dejligt at afslutte graviditeten med hende, der har fulgt den hele vejen igennem... Nå, men derfra begynder det at gøre så ondt, så jeg ved ikke helt om jeg husker tingene i den helt rigtige rækkefølge, for jeg mister også tidsfornemmelsen... Men jeg begynder at råbe på bedøvelse, og får en sprøjte med noget... Det hjælper mig til at hvile godt mellem veerne, som bare bider igennem nu... Jeg når til et punkt, hvor det gør så ondt at jeg siger ja til epidural, for jeg er heller ikke mere end omkring 5 cm åben, så det kan tage mange timer endnu... Narkoselægen kommer og får den lagt, uden smerter eller problemer... Men da han har gjort det, vender veerne og blir til presseveer!!! Det føles bare HELT anderledes end hidtil og det er et helvede ikke at må presse, når hele kroppen skriger på det... Han får så givet noget medicin, men han når ikke at give det sidste han skulle, for så siger jordemoderen at han godt kan gå, for nu føder vi!!! (Så reelt mærker jeg egentlig ingen virkning af at få lagt den epidural, det eneste er at mit ene lår er følelsesløst bagefter)Så det sidste med at åbne mig er gået sindssygt stærkt! Oh, hvilken lettelse, da jeg må presse... Det er næsten som om, smerten er væk, så længe presset varer, dejligt... Det svier lidt, da hovedet kommer ud, men sikke en lettelse da kroppen er ude... Wauw, der var vores søn... Helt ubeskriveligt fantastisk!! Han blir lagt op på min mave, jeg er helt rundt på gulvet; er det virkelig overstået? Har jeg lige født? Michael klkipper navlestrengen, den er lidt sej, synes han... Vi er glade og synes alt er gået godt... Jeg føder moderkagen og blir syet et par sting, ikke spor slemt... Vi får et lille rullebord ind, med sandwich og saft, jeg er da også blevet sulten efter den omgang...
Så han er altså født 20.01 på langfredag... Han vejede 2750g og målte 47 cm...
Jeg havde desværre ikke rigtig noget mælk til ham, så han nåede at tabe sig til 2440g. Der skulle så komme en sygeplejerske og gi ham mere mælk, når han havde suttet ved mig, Det var altså ikke særlig sjovt at se på, man ikke kan gi sit eget barn mad... Så det blev stoppet og nu får han flaske og trives super... Blev vejet og målt af sundhedsplejersken i dag og er nu 2800g og 49cm.. Jeg prøver at sætte lidt billeder ind af den lille gut... På det første er han en time gammel og tre timer på det næste med den stolte far og så er der nogle dage imellem resten...
Tak, fordi I læste med så langt... Knus
