Hvordan takler i "far-dilemmaet"

Hej piger. Jeg er 100% alene med min 3-årige datter. Jeg har hele tiden været ærlig omkring hendes far. Hun ved han hedder M. Og bor i Aalborg. Hun ved faktisk rigtigt meget om ham, da hun tit spørger alverdens ting om ham, og selvfølgelig får hun svar. Hvis han nogensinde bestemmer sig for at ville have kontakt skal der jo ikke være nogle dårlige følelser fra hendes side, i hvertfald ikke noget jeg vil være skyld i. Hun er nu begyndt at sige til dem nede i børnehaven at hendes "far" kommer og henter hende, og i går nævnte hun at hendes "farmor" havde været forbi. Synes det er lidt svært at høre. Jeg vil hendes jo kun det aller aller bedste. Jeg overvejer grundigt at tage kontakt til ham for st høre om han kunne tænke sig kontakt med hende. Det er et meget stort skridt for mig, især fordi det gør så inderligt ondt at skulle dele hende, men det er bare for egoistisk når det nu er en far hun ønsker i sit liv. Hvordan takler i andre det med at faren ikke er der? Og spørgsmålene omkring det?? Knus Pernille

Puuuha, det  er jo svært når ikke man kender forhistorien...

Hvis faderen ellers grundlæggende var et ordentligt menneske, tror jeg at jeg ville prøve at kontakte ham - om ikke andet for at kunne fortælle mit barn at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at give hende begge sine forældre...

Og hvis han tog imod tilbuddet om at se sit barn, ville jeg øve mig på kun at fokusere på at jeg har gjort noget godt for at glæde min lille perle... Og håbe at jeg på et senere tidspunkt kommer til at nyde godt af deres samvær mht at få lidt tid for mig selv... 

Er far bare nogenlunde fornuftig eller ligger der nogle udfordringer i forhold til samvær, hvis han skulle komme tilbage ind i billedet?

Med forbehold for at svaret på ovenstående spørgsmål er indviklet, så vil jeg tro, at jeg ville forsøge at tage kontakt. Om ikke andet så bare for at sige, at han var velkommen og at jeres datter i høj grad viser interesse.

Din lille pige er kvik og interesseret i hele familien, det er jo kun positivt. Og du lyder som om du er interesseret i en positiv tilgang til hele far-situationen. Den frygt med at dele hende, kan jeg sagtens sætte mig ind i - men jeg tror at bekymringerne er meget meget større end eventuelle problemer.

Min dreng var lille da der ingen kontakt var - og på det tidspunkt handlede eventuelle spørgsmål primært om, hvorfor han ikke kunne kalde de store mænd der hentede de andre børn i vuggestuen for "Peters mor"

Jeg springer med på hvad de andre siger.

Hvis han er et ordentligt menneske, og der ingen farer er for dig eller din datter ved at kontakte ham - så ville jeg give det et forsøg.
Men igen - det er svært at skrive noget konkret når man ikke kender forhistorien.  ;-)

 

Milla-Victoria's mor skriver:

Hej piger. Jeg er 100% alene med min 3-årige datter. Jeg har hele tiden været ærlig omkring hendes far. Hun ved han hedder M. Og bor i Aalborg. Hun ved faktisk rigtigt meget om ham, da hun tit spørger alverdens ting om ham, og selvfølgelig får hun svar. Hvis han nogensinde bestemmer sig for at ville have kontakt skal der jo ikke være nogle dårlige følelser fra hendes side, i hvertfald ikke noget jeg vil være skyld i. Hun er nu begyndt at sige til dem nede i børnehaven at hendes "far" kommer og henter hende, og i går nævnte hun at hendes "farmor" havde været forbi. Synes det er lidt svært at høre. Jeg vil hendes jo kun det aller aller bedste. Jeg overvejer grundigt at tage kontakt til ham for st høre om han kunne tænke sig kontakt med hende. Det er et meget stort skridt for mig, især fordi det gør så inderligt ondt at skulle dele hende, men det er bare for egoistisk når det nu er en far hun ønsker i sit liv. Hvordan takler i andre det med at faren ikke er der? Og spørgsmålene omkring det?? Knus Pernille

hey !

Jeg er i samme situation som dig, jeg er også 100 % alene med min datter som også er 3 år! hun spørger også om sin far, og fortæller små historier om ting hos sin far... bla. at han har en masse søde hunde... jeg har fra start sagt til hende at hendes far bor laaaanngt væk, men jeg kan også godt mærke at nu må der snart andre ting på bordet,,, fakta!! hun fortæller også om hendes far nede i bh. Det skal lige siges at Jessica aldrig har set sin far, han var ikke interesseret efter nr 2 besøg. Han bor tæt på os og har også en ældre datter som han har samvær med... men desværre ikke med Jessica. jeg har mødt ham nogle gange og sms til ham om han var interesseret i at besøge os-- men det ved han ikke rigtig... Jessica og jeg " møder " tit ham og hans datter eller ham og hans kæreste når vi er ude... det er mega svært for mig ikke at føle en indre vrede over at han bare kan fortsætte sit liv udenvidere ,,,  ( det virker ikke som om at han har det dårligt med sit valg ) nu blev det lidt langt...

men i hvert fald ville jeg bare lige dele lidt fra vores hverdag, jeg har ikke nogle guldkorn i ærmet for hvordan man kan takle de ting som ( omkring far )  opstår i hverdagen ... desværre... men som du også skriver.. så vil jeg også kun min datter det bedste!

Jeg håber bare at jeg en dag kan få sagt det på en rigtig måde overfor hende, så hun ikke føler noget skyld eller andet over at hendes far ikke vil hende.