Så fik jeg endelig lige et enkelt minut til at skrive min beretning om Villads' hurtige vej til verden... 
Tirsdag d. 19/4 om aftenen gik jeg i seng med en underlig fornemmelse i kroppen, murren i underlivet og også lidt småsur over at jeg nu var gået snart 4 dage over tiden... Vi var begge 2 lidt trætte, og orkede ikke så meget at snakke om fødsel og baby som vi plejede og slukkede lyset kl 23.20 ca...
Kl 23.25 kan jeg mærke at det begynder at sive, så jeg flyver op af sengen og får råbt på vej ud på toilettet at jeg tror sgu det var vandet der var gået, og ganske rigtig.. så jeg tager et bind på! Har så forberedt mig på at gå ind og sove igen, da jeg først regner med at ringe på fødegangen om morgenen når vi vågner - jeg blir hurtig klogere, for allerede 10 min efter vandet er gået begynder veerne, og de tager meget hurtigt til... Jeg lægger mig i sengen for at slappe af og tage tid, men kan simpelthen ikke finde ro, og veerne kommer med 2-3 min. mellemrum og varer mellem 50 og 60 sek
Kl. 00.20 ringer jeg til fødegangen og imens jeg snakker med jordemoderen får jeg en ve, som hun godt kan høre gør lidt nas, så hun ber' os om at komme lige så stille ind...!
Vi får pakket(eller min mand gør, da jeg ikke kan koncentrere mig om noget som helst andet end veer og vejrtrækning) og kører mod Skejby, en lille tur på en godt og vel halv time uden trafik... På vej derind føler jeg at jeg skal presse, men det går væk igen!
Kl. 01.15 ankommer vi på fødegangen, bliver modtaget og jeg bliver undersøgt med det samme... Hun spørger så om jeg har haft tegnblødning, hvilket jeg ikke har.. "Jamen det har du så nu og du er 3 cm åben" Siger jordemoderen! "Skal jeg så hjem igen?" spørger jeg "Nej, du skal blive her, for du er fødsel".... 
Det kom alligevel lidt bag på mig...
Kl. ca 02.00 får jeg en fødestue og min søde jordemoder ankommer omkring kl 02.15, hvor hun undersøger mig : 5 cm åben... Jeg kan ikke finde ro og skiftevis ligger og går rundt... prøver lige lattergas, men selvom jeg er helt skæv spænder jeg stadig meget i underlivet, så jeg bliver tilbud et bad, og HOLD nu op hvor det lettede... jeg slapper fuldstændig af og ligger der i ca 3 kvarter, så kl er nu ca 03.30... Jeg begynder at få presseveer, som jeg er nødt til at gispe mig igennem (HÅRDT!) og kommer op af badet ved en 4 tiden...
Jeg bliver tilbudt en pudendusblokade pga de hårde presseveer, som jeg har svært ved at håndtere, så jeg tager gladeligt imod...-de har dog lidt svært ved at lægge den, da jeg får en ve hver gang de rører ved mig indvendig og føler overhovedet ikke jeg kan få en pause, men til sidst lykkes det, og den virker bare overhovedet IKKE!! 
Jordemoderen er skide go og opfordrer mig til at prøve forskellige stillinger og da jeg på et tidspunkt ligger på gulvet med røven i vejret og hovedet i en sækkestol (Komisk 
) må jeg give efter for presseveerne...
Kl 04.50 Siger jordemoderen at hun vil undersøge mig og hvis der ikke er sket fremgang, vil hun bestille en epidural... MEN jeg er 9 cm åben og kl. 05.00 er jeg fuldt udvidet og må presse!! YES, sikke en befrielse..
Synes det går rigtig godt med at presse og jeg er mig selv imellem veerne... Begynder at mærke hvordan hovedet lige så stille bevæger sig ned og min mand er nede og kigge, hvilket jeg ikke troede han havde lyst til... Jordemoderen opfordrede også mig til at kigge med når jeg pressede, men jeg kunne se det hele i hendes briller, og synes ikke rigtig det så så indbydende ud
Kl. 05.50 kigger jordemoderen op på uret og siger, at inden kl 6 har vi en baby, og ganske rigtig for..
kl. 05.57 d. 20 april kommer vores dejlige lille Villads ud og op på min mave, 6 1/2 time efter vandafgang.... 3900 gr og 53 cm
Den fedeste og bedste oplevelse i hele mit liv... Det var bare så ubeskrivelig stort at få det lille væsen op på maven...!
Jeg fik en 2. grads bristning og blev syet i mellemkødet og i en rift indvendig også - Min allerstørste frygt var at briste - men det er ikke det man kan mærke når man presser baby ud!!
Blev rost til skyerne af min søde jordemoder, som synes jeg var super go til at høre efter hvad hun sagde, og at jeg bare var som skabt til at føde børn! Dejligt skulderklap at få
Er allerede klar til at få nr 2 - den er manden dog ikke med på endnu
Tak fordi du læste med
Kathrine
