Ja, dette går tæt på. Så derfor (for ikke at hænge nogen ud på nettet, og beskytte mod læsere, som jeg ikke ved hvem er), så vælger jeg i dette tilfælde at skrive som anonym.
Jeg er vokset op som enebarn, alene sammen med min mor.
Min far flyttede fra os (24 år og alkoholiker), da jeg var 4 år gammel.
Han fandt sig en ny kone, og sammen fik de to børn .....altså mine to halvsøskende idag. Min lillebror er 20 år, og aldrig hjemme mere.
Min lillesøster.....Ja, min lillesøster....
Det er svært at fortælle fra starten, for jeg ved egentlig ikke hvornår starten var.... Det må næsten være, da jeg som 11-årig igen rendte på min far, og derfra forsøgte at genskabe kontakten....Historien er lang, og det er ikke dét, som dette indlæg skal handle om. Det er min lillesøster. Min lillesøster som jeg har set og fulgt lidt fra sidelinien, men som jeg aldrig rigtigt har lært at kende, og fået et godt nært forhold til.
For 14 dage siden fik jeg en sms fra min fars kone, som fortalte, at jeg lige skulle vide (fordi de skulle komme herhjem til fødselsdag), at min lillesøster altså er blevet smidt ud fra sin efterskole, fordi hun havde snittet i sig selv én gang for meget, og lærerne ikke længe ville tage ansvaret for hende.
Det er ikke et nyt problem, det har desværre stået på alt, alt for længe.
Men hun skjuler frygtelig godt, at hun har det så svært og dårligt.
Jeg fik en sms i forgårs fra min fars kone, som skrev, "tak for sidst", og at min 15-årige lillesøster gerne ville besøge mig "uden de gamle"....
Mig og min lillesøster har ALDRIG prøvet at tilbringe tid sammen alene før 
- Men jeg svarede, selvfølgelig, at hun var meget velkommen.
Og så fulgte jeg op på hendes initiativ, ved at ringe og få lavet en fast aftale, for jeg ved, at min lillesøster er meget usikker og kunne nå at få kolde fødder eller fortryde, fordi det er svært for hende at tage sådan et skridt selv.
Nu har vi aftalt at hun kommer herhjem imorgen formiddag.
Og jeg glæder mig, er spændt ....og faktisk samtidig helt nervøs.
Jeg er usikker på, hvorfor hun pludselig gerne vil komme herhjem, og være sammen med sin 15 år ældre storesøster, som hun ellers før har set alt for lidt til....
- Savner hun mon at jeg udfylder den storesøster-rolle?
- Mangler hun en at snakke med, som er lidt udenforstående, men samtidig tæt på?
- Søger hun svar på alt muligt fra fortiden, da vi jo har samme far?
- Søger hun bare væk hjemmefra?
- Eller er det et iniativ (som overrasker meget, da det ikke ligner hende) for at vi skal få et tættere kendskab til hinanden, og måske få et søskendebånd, eller...???
Jeg ved det ikke.
Men jeg TROR at det kan være, at hun har brug for én at snakke med.
Og jeg vil gerne hjælpe hende. Jeg vil gerne snakke, lytte, være der og trøste om nødvendigt. Men samtidig, så er jeg en smule rædselsslagen for, hvad hun mon "går og gemmer på".
Giver det mening??
Vi har levet hver vores liv, haft hver vores barndom, og der er 15 år i alder der adskiller os. Vi har ikke haft en nær relation før.
Jeg ved at hun har en masse der gør ondt indeni, men jeg ved ikke rigtigt HVAD, og jeg er meget i tvivl om MIN ROLLE i dette, hvad jeg skal, kan og bør gøre eller sige.
Jeg har virkelig tænkt meget over det. Og jeg tror, at jeg er kommet frem til, at jeg vil lade det være op til hende... Jeg vil spørge hende "Har du brug for at vi snakker (og så håber jeg at hun ved hvad jeg mener), eller trænger du mere bare til at være fri for, at vi skal snakke en masse?
Hvad syntes I (erfaring?) - Alle forslag og råd er gode lige nu!!
Hilsen en berørt nybegynder-storesøster.
