Jeg har en fødslesdepression

Så kom tiden hvor min sp kom med et spørgeskema der skulle kunne sige lidt om man har en fødelsdepression eller ikke. Der er 10 spørgsmål og det mindste man kan score er så 0 og det højeste 30, 0 er godt 30 er skidt, jeg scorede 20, min sp var chokeret da jeg er en pige der altid har gemt tingene inde i mig, men jeg var blevet rådet af min mor og svare ærligt. Da jeg havde svaret og sp så det, og fik sagt hold da op, væltede tårene ud af mig, jeg kunne bare ikke holde dem tilbage. Jeg har det så skidt, elsker min datter over alt på jorden, men nogen dage har jeg bare ikke den kærlighed for hende og føler så dårlig samvittighed og har skyld følelse overfor hende, vil hende det bedste, men jeg kan bare ikke yde mit bedste for hende. Sp foreslog så en fælles gruppe for mødre med disse følelser og at jeg skal snakke med lægen om diverse muligheder. Skal så til samtale i næste og både med læge og gruppen.

Men jeg har så et par spørgsmål, hvordan er jeg der bedst for min datter i disse dage, vil ikke have hun kan føle mine følelser, som de jo nu kan de små og vil bare have det bedste for hende og hun skal føle sig elsket. Hvad gør jeg skyldfølelsen er så STOR!!

Den ulykkelig mor, der burde være over lykkelig, over sin vidunder baby.

Anonym skriver:

Så kom tiden hvor min sp kom med et spørgeskema der skulle kunne sige lidt om man har en fødelsdepression eller ikke. Der er 10 spørgsmål og det mindste man kan score er så 0 og det højeste 30, 0 er godt 30 er skidt, jeg scorede 20, min sp var chokeret da jeg er en pige der altid har gemt tingene inde i mig, men jeg var blevet rådet af min mor og svare ærligt. Da jeg havde svaret og sp så det, og fik sagt hold da op, væltede tårene ud af mig, jeg kunne bare ikke holde dem tilbage. Jeg har det så skidt, elsker min datter over alt på jorden, men nogen dage har jeg bare ikke den kærlighed for hende og føler så dårlig samvittighed og har skyld følelse overfor hende, vil hende det bedste, men jeg kan bare ikke yde mit bedste for hende. Sp foreslog så en fælles gruppe for mødre med disse følelser og at jeg skal snakke med lægen om diverse muligheder. Skal så til samtale i næste og både med læge og gruppen.

Men jeg har så et par spørgsmål, hvordan er jeg der bedst for min datter i disse dage, vil ikke have hun kan føle mine følelser, som de jo nu kan de små og vil bare have det bedste for hende og hun skal føle sig elsket. Hvad gør jeg skyldfølelsen er så STOR!!

Den ulykkelig mor, der burde være over lykkelig, over sin vidunder baby.

Åha... Det er bestemt ikke en nem situation, du står i. 
Er du alene med din datter? I så fald, har du så et netværk, der kan aflaste dig?
Hvis du er sammen med faren, kan han så aflaste dig lidt mere?
For du har brug for tid og luft til at kunne få sat ord på nogle ting og ikke mindst til at få ro.

Først og fremmest synes jeg også, at du skal hive fat i din læge. Måske du skal i medicinsk opstart? Jeg har været på antidepressiv medicin i 9 års tid - også under graviditet og amning.
Det er guld værd, synes jeg.
Det er ikke fordi det kamouflerer dine følelser og du svæver på en lyserød sky, men det giver et ekstra skub, så du kan håndtere evt. problemer - og bare dét at komme ud af sengen om morgenen. (Jeg ved godt, at det siger sig selv, når man er nybagt mor, men det føles ikke så hårdt længere.)

Jeg er virkelig ked af det på dine vegne. Jeg ved, hvor hårdt det er. Min egen depression er kommet lidt op til overfladen, men jeg kender tegnene og ved, hvad der hjælper mig lidt på vej.

Jeg synes, at du er fantastisk sej, for du er 100% opmærksom på, at du skal skærme din datter mod det her. Og når du er det, så kan det ikke gå galt.
Selv om det er svært, så sørg for at komme udenfor - også selvom det regner (I bliver højst våde og lidt kolde). Du skal have noget sollys, det er en kæmpe kilde til energi.
Og når det er allersværest, så se, om du kan glædes ved de små ting, som fx. når din datter kigger dig i øjnene/hendes pludren/hendes bløde hænder osv.

Hvis du vil, må du meget gerne skrive privat til mig. 
Stort kram herfra!! 

Ranarupta skriver:

Åha... Det er bestemt ikke en nem situation, du står i. 
Er du alene med din datter? I så fald, har du så et netværk, der kan aflaste dig?
Hvis du er sammen med faren, kan han så aflaste dig lidt mere?
For du har brug for tid og luft til at kunne få sat ord på nogle ting og ikke mindst til at få ro.

Først og fremmest synes jeg også, at du skal hive fat i din læge. Måske du skal i medicinsk opstart? Jeg har været på antidepressiv medicin i 9 års tid - også under graviditet og amning.
Det er guld værd, synes jeg.
Det er ikke fordi det kamouflerer dine følelser og du svæver på en lyserød sky, men det giver et ekstra skub, så du kan håndtere evt. problemer - og bare dét at komme ud af sengen om morgenen. (Jeg ved godt, at det siger sig selv, når man er nybagt mor, men det føles ikke så hårdt længere.)

Jeg er virkelig ked af det på dine vegne. Jeg ved, hvor hårdt det er. Min egen depression er kommet lidt op til overfladen, men jeg kender tegnene og ved, hvad der hjælper mig lidt på vej.

Jeg synes, at du er fantastisk sej, for du er 100% opmærksom på, at du skal skærme din datter mod det her. Og når du er det, så kan det ikke gå galt.
Selv om det er svært, så sørg for at komme udenfor - også selvom det regner (I bliver højst våde og lidt kolde). Du skal have noget sollys, det er en kæmpe kilde til energi.
Og når det er allersværest, så se, om du kan glædes ved de små ting, som fx. når din datter kigger dig i øjnene/hendes pludren/hendes bløde hænder osv.

Hvis du vil, må du meget gerne skrive privat til mig. 
Stort kram herfra!! 

Mange tak, bare det du skriver for mig til og smile og få tåre i øjne i håb om lys forude. Jeg bor med min forloved og har et fantastisk netværk. Men min forloved arbejder og kan ikke håndtere når hun græder og jeg føler det som et nederlag og skal bede om hjælp fra netværket.

Jeg er ked af at læse, du har det så svært. Det er flot at du har taget første skridt, imod at få det bedre. Jeg håber at det snart vil se lysere ud for dig 

Anonym skriver:

Mange tak, bare det du skriver for mig til og smile og få tåre i øjne i håb om lys forude. Jeg bor med min forloved og har et fantastisk netværk. Men min forloved arbejder og kan ikke håndtere når hun græder og jeg føler det som et nederlag og skal bede om hjælp fra netværket.

Det er bestemt ikke et nederlag! Det er stærkt at vide, hvornår man har brug for hjælp og så bede om den.

Tænk på, at hvis du får lidt hjælp, så kan du få mere overskud til din datter, som det er meget tydeligt, at du elsker!

Men selv den bedste kan blive udbrændt og have brug for luft. 
Du må ikke være for stolt til at bede om hjælp - men det er vi mødre som regel
Husk på, at det ikke kun er for din egen skyld, men også din datters. Så kan hun få sin mor "tilbage"  

Ranarupta skriver:

Det er bestemt ikke et nederlag! Det er stærkt at vide, hvornår man har brug for hjælp og så bede om den.

Tænk på, at hvis du får lidt hjælp, så kan du få mere overskud til din datter, som det er meget tydeligt, at du elsker!

Men selv den bedste kan blive udbrændt og have brug for luft. 
Du må ikke være for stolt til at bede om hjælp - men det er vi mødre som regel
Husk på, at det ikke kun er for din egen skyld, men også din datters. Så kan hun få sin mor "tilbage"  

Mange tak for de trøstende ord, det skal jeg nok huske på.

Chamomile skriver:

Jeg er ked af at læse, du har det så svært. Det er flot at du har taget første skridt, imod at få det bedre. Jeg håber at det snart vil se lysere ud for dig 

Mange tak

ført og fremmest, det er altså rigtig flot at du er ærlig omkring din fødselsdepression og det skal du huske! 

Det er som de andre skriver, ALDRIG et nederlag at bede om hjælp fra sit netværk, dit netværk er der for det samme

Synes det er dejligt at læse at du er opmærksom på dit barn når du nu gennemgår det her. Men som nogle andre her har skrevet, tal med din læge. og husk at tale med dit netværk, de mennesker du er tryg ved. Og det er dejligt at din SP foreslår at du kan være fælles med andre mødrer i samme situation. 

Virkelig alt det bedste til dig og held og lykke med det 

mange tanker herfra.

Vil bare give dig en kæmpe syntes det er flot du " ser " at du har det skidt - det er jo det første skridt.

Håber du snart får det bedre - er sikker på det nok skal gå.

Syntes det er fint du er opmærksom på din baby, når du selv har det skidt..

Det er så stort du er ærlig over for dig selv, og beder om hjælp. Det er hårdt at være nede, og man har brug for folk kan hanke lidt op i en, og hjælpe en.

Jeg har selv været i medicinsk behandling i 10 år, det behager mig ikke, men har hjulpet mig meget. Det har gjort at jeg føler mig "normal", for inden da levede jeg i et stort sort hul.

Du er nød til at finde på noget som gør dig glad. Husk at få sovet når den lille sover, mangel på søvn gør ikke din situation bedre, men husk også at komme ud og få frisk luft, mødt lidt mennesker, også selvom det bare er på gågaden/den lokale brugs. Gå til noget babysvømning, eller noget andet aktivt sammen med din datter, så i får en glæde ud af hinanden.

Og det er ikke en skam at bede om hjælp, det er en stor sejer i sig selv at du har anerkendt at alt ikke er iorden.