Hvordan hjælper jeg ham?

Hej piger,

jeg har brug for et godt råd, så nu trækker jeg lige på Jeres ekspertise, selvom jeg ikke er den mest flittige til at få kommenteret på Jeres indlæg for tiden 

Meget kort fortalt, så havde Jørn det faktisk rigtig, rigtig svært efter Felix var født. Hans umiddelbare tanke da han så ham første gang var: "var det bare det"? Altså, han mente ikke at Felix var "nok" i forhold til hvor ondt jeg havde haft det, og hvor svært/hårdt/og alt mulig andet det havde været at få ham - fra kvalme til og med fødsel 

Han var meget ked af det den første aften, og følte slet ikke han elskede Felix eller ville komme til det. Jeg forsøgte at berolige ham med, at det er ganske normalt, og at det ligeså stille ville kravle ind under huden på ham, og håbede på jeg ville få ret...  Jørn blev beroliget, og vi valgte at han skulle sove på sygehuset med Felix og jeg, selvom vi selv skulle betale for det. Således opretholdte vi vores lille baby-"lykke"-bobble i hele 4 dage, og var bare os 3 og minimalt antalt besøgende.

Allerede efter 1 døgn kunne Jørn berette om, at han var ramt langt ind i hjertet, og kunne mærke følelserne vokse fra minut til minut, og jeg fornemmede hanblev mere rolig.

I dag har jeg udfyldt et par siden i "barnets bog" - bl.a. "mors tanke da hun så dig første gang" og der er så også plads til "fars tanker.." - det fortalte jeg Jørn, og fortrød det lidt. Han vil nemlig ikke skrive til Felix hvordan han havde det, og det kan jeg måske godt forstå. Samtidig kunne jeg mærke, at Jørn blev banket lige tilbage til følelsen af "var det bare det" og at han har dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Det skærer mig langt ind i hjertet at han har (haft) det så skidt, selvom jeg kan mærke han har det rigtig godt nu - også med sin nye rolle.

Jeg roser ham, for at være en god og dygtig far (og mener det!) og opmuntrer ham til at være sammen med Felix når han har lyst - hvilket heldigvis er rigtig tit 

Men hvad gør jeg for at afhjælpe hans dårlige samvittighed? Fortsætter som nu, med ros, plads og kærlig opmuntring, eller skal der mere til? Har han det reelt rigtig skidt?

Vil lige tilføje, at han selv fortalte hvor svært han havde det den allerførste aften, og at han generelt fortæller mig hvis der er noget galt - så hvis han selv var klar over at noget var galt, er jeg sikker på han ville sige det til mig... 

Så piger - hjælp! 

Det lyder jo som en helt naturlig følelse....  som du selv skriver så kommer det med tiden at de "kravler" ind under huden på os..... så han ska da ik gå og ha det dårligt over det.....

Hvordan er jeres forhold til jeres sp??? I ku evt ta snakken med hende, så kan hun jo fortælle ham at det er helt normalt og ha det sådan..... for jeg tror på hvis fødslen har været hård og lang så vil alle tænke sådan..... (min 1.datters fødsels tog 54 timer fra jeg var i fødsel til hun var ude, min mand reagerede ved at tude som en gal og ku slet ik stoppe igen) Syntes iøvrigt at det er rigtigt flot af din mand at han fortæller dig det. Mit bedste råd er og ta snakken med sp

Lene

AnneBJ skriver:

Hej piger,

jeg har brug for et godt råd, så nu trækker jeg lige på Jeres ekspertise, selvom jeg ikke er den mest flittige til at få kommenteret på Jeres indlæg for tiden 

Meget kort fortalt, så havde Jørn det faktisk rigtig, rigtig svært efter Felix var født. Hans umiddelbare tanke da han så ham første gang var: "var det bare det"? Altså, han mente ikke at Felix var "nok" i forhold til hvor ondt jeg havde haft det, og hvor svært/hårdt/og alt mulig andet det havde været at få ham - fra kvalme til og med fødsel 

Han var meget ked af det den første aften, og følte slet ikke han elskede Felix eller ville komme til det. Jeg forsøgte at berolige ham med, at det er ganske normalt, og at det ligeså stille ville kravle ind under huden på ham, og håbede på jeg ville få ret...  Jørn blev beroliget, og vi valgte at han skulle sove på sygehuset med Felix og jeg, selvom vi selv skulle betale for det. Således opretholdte vi vores lille baby-"lykke"-bobble i hele 4 dage, og var bare os 3 og minimalt antalt besøgende.

Allerede efter 1 døgn kunne Jørn berette om, at han var ramt langt ind i hjertet, og kunne mærke følelserne vokse fra minut til minut, og jeg fornemmede hanblev mere rolig.

I dag har jeg udfyldt et par siden i "barnets bog" - bl.a. "mors tanke da hun så dig første gang" og der er så også plads til "fars tanker.." - det fortalte jeg Jørn, og fortrød det lidt. Han vil nemlig ikke skrive til Felix hvordan han havde det, og det kan jeg måske godt forstå. Samtidig kunne jeg mærke, at Jørn blev banket lige tilbage til følelsen af "var det bare det" og at han har dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Det skærer mig langt ind i hjertet at han har (haft) det så skidt, selvom jeg kan mærke han har det rigtig godt nu - også med sin nye rolle.

Jeg roser ham, for at være en god og dygtig far (og mener det!) og opmuntrer ham til at være sammen med Felix når han har lyst - hvilket heldigvis er rigtig tit 

Men hvad gør jeg for at afhjælpe hans dårlige samvittighed? Fortsætter som nu, med ros, plads og kærlig opmuntring, eller skal der mere til? Har han det reelt rigtig skidt?

Vil lige tilføje, at han selv fortalte hvor svært han havde det den allerførste aften, og at han generelt fortæller mig hvis der er noget galt - så hvis han selv var klar over at noget var galt, er jeg sikker på han ville sige det til mig... 

Så piger - hjælp! 

Hej Anne

Ville bare lige nævne at jeg faktisk havde det lidt som Jørn... jeg synes ikke at det var den store kærlighed LIIIGEE med det samme og det kom heller ikke med storm næste dag, eller den følgende...men har taget lidt tid at udvikle Jeg tror måske med fordel du kunne fortælle ham at der også er andre fædre og mødre, der har haft meget lignende følelser lige efter fødslen og at det ikke er noget at være skamfuld over. Her var min mand strakt forelsket i den lille, men jeg skulle som sagt lige lære hende at kende før jeg rigtigt kunne mærke kærligheden blomstre...

Vi har også en bog hvor man kan skrive morens og farens tanker både om graviditeten og da man så hende første gang. Og jeg har været meget ærlig både med mine følelser og med min mands. 

Jeg glæder mig jo ikke over graviditeten jeg var faktisk pisse ulykkelig over det (det var ikke planlagt) og det skrev jeg selvfølgelig bare på en pæn måde der gik længe før jeg glædet mig tror faktisk først det var den sidste måned.

Da jeg fødte var jeg selvfølgelig forelsket ved første sek. og det vidste jeg jo også godt. 

Min havde så glædet sig under hele graviditeten og var da også lykkelig du kom ud MEN der gik længe før han elsket hende i starten fordi hun bare altid sov og var sur og da hun så var mere vågen var hun altid sur. Jeg tror ikke min mand prøvet at holde hende hvor hun var glad før hun næsten var 2 måneder og det var svært for ham og det er først her den sidste måned hvor hun har fået det bedre at han virkelig elsker hende  Du takler det så bare langt bedre end jeg he he jeg kunne ikke forstå at han ikke elsket hende som jeg og var dybt ulykkelig over det MEN jeg kan jo godt forstå det fra hans side nu. 

Og hans følelser er også skrevet på en pæn måde de får bøgerne når de store og kan godt forstå det til den tid. Jeg tror uanset hvor hård det er så elsker vi alle vores børn det kan bare være svært for mange at se, især mænd. Det er helt normalt det din mand følte og jeg har hørt om flere der havde det sådan. Jeg synes det er rigtig flot et du er så god til at rose ham og fortælle at det er normalt osv det kunne jeg lære meget af  

Jeg tror bare han skal have lidt til så skal han nok være ok med det, der jo mange år til de skal have den bog 

Kæmpe kram herfra 

Hej Anne,

Jeg tror også, ligesom Lene, at det ville være en god idé at tale med jeres SP. Jeg tror, at mange mænd har ret meget respekt for fagpersoner, og indimellem hjælper det at få en 3. persons mening på området - her til at fortælle at det er heeeelt normalt. Han har jo ikke haft baby i maven i 9 måneder, han kender ham fra spark uden på maven og så ellers  fra at have forvoldt dig flere smerter end noget andet. Du er jo ikke helt objektiv pga din rolle som mor til barnet, så måske det ville været fint at høre fra SP at det ikke gør ham til dårlig far, for det er han jo tydeligvis ikke.

Og hvor er det bare fedt at han vil fortælle dig hvordan han har det i stedet for bare at gå og ruge med det. Det tror jeg sgu ikke der er ret mange mænd der ville turde!

 til jer

Lene76 skriver:

Det lyder jo som en helt naturlig følelse....  som du selv skriver så kommer det med tiden at de "kravler" ind under huden på os..... så han ska da ik gå og ha det dårligt over det.....

Hvordan er jeres forhold til jeres sp??? I ku evt ta snakken med hende, så kan hun jo fortælle ham at det er helt normalt og ha det sådan..... for jeg tror på hvis fødslen har været hård og lang så vil alle tænke sådan..... (min 1.datters fødsels tog 54 timer fra jeg var i fødsel til hun var ude, min mand reagerede ved at tude som en gal og ku slet ik stoppe igen) Syntes iøvrigt at det er rigtigt flot af din mand at han fortæller dig det. Mit bedste råd er og ta snakken med sp

Lene

Hej Lene,

Tak for dit svar! Faktisk må fødslen siges at være ret hurtig af en førstegangs; 8½ time fra første ve til Felix lå hos mig! Jeg havde pressetrang i 2½ time men måtte ikke presse, og det var der det var hårdest for os begge..

Vi er ikke synderligt begejstrede for vores SP nogle af os, og jeg tror faktisk jeg synes det er et større "problem" end Jørn synes...

PeruBaby skriver:

Hej Anne

Ville bare lige nævne at jeg faktisk havde det lidt som Jørn... jeg synes ikke at det var den store kærlighed LIIIGEE med det samme og det kom heller ikke med storm næste dag, eller den følgende...men har taget lidt tid at udvikle Jeg tror måske med fordel du kunne fortælle ham at der også er andre fædre og mødre, der har haft meget lignende følelser lige efter fødslen og at det ikke er noget at være skamfuld over. Her var min mand strakt forelsket i den lille, men jeg skulle som sagt lige lære hende at kende før jeg rigtigt kunne mærke kærligheden blomstre...

Tak for svaret Christina!

Ja, det var bl.a. en af de ting jeg fortalte ham om aftenen, for at han skulle vide han ikke var "helt alene i verden" med den følelse! Heldigvis er det jo kravlet under huden på ham, og endda hurtigt efter hvad jeg kan læse mig til, men han bliver bare dårlig over det af og til - hvilket han måske bare skal have "lov" til, uden at den hormonforstyrrede straks vil klare hele verdene... Hvad sker der for, at når man blvier mor, så må ingen være kede af det... 

Diana... skriver:

Vi har også en bog hvor man kan skrive morens og farens tanker både om graviditeten og da man så hende første gang. Og jeg har været meget ærlig både med mine følelser og med min mands. 

Jeg glæder mig jo ikke over graviditeten jeg var faktisk pisse ulykkelig over det (det var ikke planlagt) og det skrev jeg selvfølgelig bare på en pæn måde der gik længe før jeg glædet mig tror faktisk først det var den sidste måned.

Da jeg fødte var jeg selvfølgelig forelsket ved første sek. og det vidste jeg jo også godt. 

Min havde så glædet sig under hele graviditeten og var da også lykkelig du kom ud MEN der gik længe før han elsket hende i starten fordi hun bare altid sov og var sur og da hun så var mere vågen var hun altid sur. Jeg tror ikke min mand prøvet at holde hende hvor hun var glad før hun næsten var 2 måneder og det var svært for ham og det er først her den sidste måned hvor hun har fået det bedre at han virkelig elsker hende  Du takler det så bare langt bedre end jeg he he jeg kunne ikke forstå at han ikke elsket hende som jeg og var dybt ulykkelig over det MEN jeg kan jo godt forstå det fra hans side nu. 

Og hans følelser er også skrevet på en pæn måde de får bøgerne når de store og kan godt forstå det til den tid. Jeg tror uanset hvor hård det er så elsker vi alle vores børn det kan bare være svært for mange at se, især mænd. Det er helt normalt det din mand følte og jeg har hørt om flere der havde det sådan. Jeg synes det er rigtig flot et du er så god til at rose ham og fortælle at det er normalt osv det kunne jeg lære meget af  

Jeg tror bare han skal have lidt til så skal han nok være ok med det, der jo mange år til de skal have den bog 

Kæmpe kram herfra 

Tusind tak for svaret Diana!!

Jeg er glad for at I er ved at være "med" derhjemme begge to, det må også have været hårdt for Claus, når Nadia ikke var tilpas... !

Mettemus skriver:

Hej Anne,

Jeg tror også, ligesom Lene, at det ville være en god idé at tale med jeres SP. Jeg tror, at mange mænd har ret meget respekt for fagpersoner, og indimellem hjælper det at få en 3. persons mening på området - her til at fortælle at det er heeeelt normalt. Han har jo ikke haft baby i maven i 9 måneder, han kender ham fra spark uden på maven og så ellers  fra at have forvoldt dig flere smerter end noget andet. Du er jo ikke helt objektiv pga din rolle som mor til barnet, så måske det ville været fint at høre fra SP at det ikke gør ham til dårlig far, for det er han jo tydeligvis ikke.

Og hvor er det bare fedt at han vil fortælle dig hvordan han har det i stedet for bare at gå og ruge med det. Det tror jeg sgu ikke der er ret mange mænd der ville turde!

 til jer

Hej Mette,

Tak for dit svar! Desværre er ingen af os vildt begejstrede for SP, men jeg vil da overveje at tage snakken. Som jeg lige har skrevet til Lene, så synes jeg måske endda problemet er større end Jørn synes - ganske enkelt fordi jeg ikke kan bære hvis Jørn er ked af det, ligesom jeg synes det er hårdt når Felix græder... Men selvfølgelig skal det ikke blive ved, så er vi nødt til at tale med SP om det

Anne, hvor er det træls, nu hvor alt andet er så dejligt! Men som du skriver synes du måske problemet er større, end Jørn gør. Sådan er det i hvert fald tit herhjemme, og det løser sig som regel alligevel på trods af mine bekymringer!

Når det så er sagt, synes jeg også det er god ide at snakke med en fagperson om det. Hvad med evt. at skrive til en af eksperterne herinde på baby.dk, nu når I ikke er så vilde med jeres SP? Måske du kan hente et godt råd der?

Det var bare lige en tanke, men det var måske værd at prøve!