AnneBJ skriver:
Mandag d. 28. marts; 41+1
Jeg havde tid hos jordemoderen og vidste hun skulle lave GU. Vi snakkede om procedure for igangsættelse og hun forklarede at det var ændret onsdagen forinden. Nu tilbød man det 41+3, frem for 42+0. Jeg bad hende vejlede mig lidt, i forhold til valg af igangsættelse frem for at vente, og hun fortalte at det klart var at foretrække at det gik i gang af sig selv, med mindre der allerede var lidt i gang. Blodtrykket og alt andet var helt fint, og baby blev skønnet til 5-3600 gram. Jeg fik en tid til undersøgelse på jordemoderstuen om onsdagen kl. 9.30 da livmoderhalsen slet ikke var ved at udslette sig endnu, og jeg heller ikke var åbnet overhovedet.
Vi havde talt meget for og imod igangsættelse herhjemme. Egentlig var vi enige om, at vi ville sige nej, og lade naturen gå sin gang – i hvert fald et par dage ekstra. Ifølge den nye procedure tilbydes man undersøgelse samt CTG hver 2. dag fra 41+3, indtil fødslen går spontant i gang, eller man vælger igangsættelse. I løbet af tirsdagen havde jeg dog fået sværere og sværere ved, at skulle takke nej til noget, som kunne gøre fødslen startede, uden at det ville skade baby og mig. Vi aftalte at møde op onsdag, og simpelthen se hvad de sagde, og tage beslutningen derfra.
Onsdag d. 30. marts; 41+3
Der var lidt forsinkelse, men kl. kvart i ni blev jeg kaldt ind til jordemoder Kirsten. Hun tilbød med det samme igangsættelse, grundet overtiden, og vi takkede ja uden at snakke videre om det. Der blev kørt kurver og lavet GU, for at fastsætte hvordan der skulle sættes skub i tingene. Da der endnu var masser af livmoderhals tilbage, og jeg kun var 1 finger åben, lagde hun en stikpille op – kl. 10.25 og jeg skulle blive liggende i en time. Det lykkedes hende også at lave en hindeløsning, mens hun konstaterede at: ”hun nu prikkede vores baby på hovedet” – ”kan du komme ud, vores allermindste ven?!” Kl. 11.00 blev der igen kørt kurver og kl. 11.30 blev vi sendt ud at spise frokost. Kl. 16.30 skulle vi komme tilbage og se om der var skub i tingene så vandet kunne tages, alternativt skulle jeg have en pille mere.
Vi blev enige om at spise frokost på en cafe i storcentret. Vi vidste at det helt sikkert blev sidste gang vi kunne gå ud at spise uden at være forældre J Jeg kunne ikke have ret meget mad, det var begyndt at murre lidt i lænden allerede og jeg ville bare gerne hjem og sove. Det lykkedes rent faktisk at sove en hel time da vi kom hjem, og tiden til kl. 16 hvor vi skulle af sted, gik helt vildt hurtigt.
Kl. 16.50 tog jordemoder Charlotte og jordemoderstud. Nanna imod os og jeg blev undersøgt igen. Stadig kun en finger åben men livmoderhalsen var rimelig blød og kunne skubbes med. Kl. 17.15 fik jeg lagt endnu en pille og skulle blive liggende en time med CTG’en. Babyens hjerterytme var ret høj, og kurven skulle derfor køre lidt længere. Kl. 18.30 besluttede jordemoderen, at tage kurven af, og sende os på en gåtur til cafeteriaet og tilbage igen. Vi fik lidt at spise og drikke, og kurverne kom på endnu engang. Efter 20 min. kom jordemoder Kirsten (fra om morgenen) og kiggede på kurven, og alt var helt fint. Vi blev sendt hjem for natten, med en ny tid til torsdag morgen kl. 9, med mindre der kom regelmæssige veer/vandafgang.
Da vi landede hjemme kl. halv otte, havde vi tanket op med chips og snolder og skulle bare stene fjernsyn og computer indtil vi skulle sove. Vi forventede ikke rigtig der ville ske mere, men allerede kl. 20.15 kunne jeg ikke koncentrere mig om computeren længere, og lå bare på sofaen med varmepude og så fjernsyn.
Kl. 22 da Criminal Minds var slut gik jeg i brusebad, for at forsøge at slappe lidt af. Jeg havde småveer og havde svært ved at finde ro nogle steder. Badet var ingen succes, jeg blev klaustrofobisk i brusekabinen, glemte at trække vejret ordentligt og fik ikke ilt nok. Jeg fik mig hurtigt tørret og kom i noget nattøj og lagde mig på sengen. Kl. 23 gjorde veerne ondt så lang tid af gangen, at vi tog tid på dem. Der var ca. 5 min. imellem og jeg ringede til Fødegangen, mest fordi jeg var overrasket over hvor hurtigt det hele var gået. Jordemoder Iben som tog telefonen, skønnede ikke veerne stærke nok til at jeg behøvede komme ind. Det var helt fint med mig, jeg havde det stadig helt ok i vepauserne.
Vi lå på sengen og snakkede og holdt i hånden, dog måtte jeg hurtigt opgive at tale under veerne og sagde i stedet til Jørn: ”Vi snakkes lige ved om lidt skat..” hver gang der kom en ve. Omkring kl. halv et begyndte jeg at ryste helt vildt. Uanset hvor meget jeg forsøgte at slappe af, og trække vejret godt under veerne så rystede jeg. Det distraherede mig i vejrtrækningerne, så til sidst ringede vi til FG igen. Kl. var halv to og der var ca. 4 minutter imellem veerne som varede 1 minuts tid.
FG bad os komme ind til et tjek, og det var med lidt blandet følelse vi tog af sted. Jeg var rigtig bange for at blive sendt hjem igen, for at få at vide at der intet var sket selvom jeg havde haft så ondt! Vi parkerede ved skadestuemodtagelsen og ringede på samtaleanlægget. Jørn fik fremstammet noget i stil med: ”øh.. det.. altså – min kæreste skal føde”, og dørene blev åbnet – verdens længste gåtur kunne begynde! Jordemoder Laura tog imod os, og understregede, at selvom jeg ikke var i fødsel, så var intet spildt, fordi veerne med garanti ville have modnet livmoderhalsen. Jeg kunne slet ikke overskue det, og håbede bare inderligt at hun kunne give mig en centimeterangivelse af, hvad veerne havde resulteret i.
Det kunne hun så – jeg var 3 cm åben! Vi ville ikke blive sendt hjem uden en baby; det gav fornyet energi, og jeg håndterede veerne så meget bedre end derhjemme i den tid vi brugte på at komme ind på stuen og blive installeret. Laura var nødt til at gå igen, da der var rimelig travlt. Der kom en assistent af en art, og lagde tøj frem til mig, og viste os ”ringesnoren” – vi skulle bare ringe hvis der var noget! Jeg fik sygehustøjet på, og gik så ellers rundt på stuen et kvarters tid. Det begyndte at blive hårdt i min lænd og ryg, og jeg lagde mig på siden på fødelejet. Kort tid efter ringede jeg, for at bede om smertestillende. Jeg vidste godt der var lang vej endnu, og havde brug for noget der kunne give mig ro – i det mindste i vepauserne. Afdelingsjordemoder Iben kom ned til os, og tilbød mig akupunktur. Jeg takkede ja og fik 5 nåle i lænden, 2 i symfysen og 1 mellem øjnene. Desværre smertelindrede de slet ikke, men den mellem øjnene gjorde at jeg kunne slappe godt af, og næsten falde hen i pauserne.
Kl. kvart i tre ringede jeg igen, og der kom en SOSU assistent ind til os. Hun fortalte at der snart ville komme en jordemoder, og at jeg i mellemtiden kunne prøve iltmasken. Det gjorde jeg, men det hjalp mig heller ikke så meget.
Kl. kvart over tre kom jordemoder Laura ind på stuen – hun skulle være hos os indtil vagtskifte kl. 7 og det gjorde mig så glad! Jeg havde syntes godt om hende, helt fra vi ankom J Jeg blev undersøgt igen og var 4 cm. åben. Vi talte om smertelindring og jeg bad om epidural i samråd med Laura. Kl. ca. 4 fik jeg klyx og lå med det noget tid. Efter toiletbesøg blev vandet taget (kl. 4.30) og efter næste ve var jeg åbnet 6 cm. I vepauserne havde jeg det stadig okay, og fik også foreslået Jørn, at han da kunne spise det stykke chokolade som jeg havde liggende i min taske – vi havde jo ikke fået mad siden den franske hotdog vi hentede i cafeteriaet kl. 19.. Det var han dog ikke interesseret i, men hentede i stedet frisk vand og saft til mig. Jeg genovervejede epiduralen da Laura syntes det kunne virke spildt, idet alting pludselig gik lidt hurtigt. Men efter 4 veer uden pause, besluttede jeg at tage imod den, og der blev anlagt venflon til saltvand kl. 4.45.
Kl. 05.20 bad jeg Laura undersøge mig – jeg havde voldsom pressetrang og var enormt opgivende. Jeg kunne slet ikke håndtere smerten, og gispede så kraftigt at jeg manglede ilt, så jeg fik prikkende fornemmelse omkring mund og næse. Jeg var 8 cm åben, og smerten ville ikke længere kunne lindres med epidural, så den blev afbestilt – det nåede jeg at glæde mig lidt over, da jeg havde ønsket at føde uden smertestillende hvis jeg kunne. Jeg blev tilbudt bistik, men havde også fået at vide hvor ondt de gjorde at få lagt. Jeg takkede nej, og tror ikke jeg havde kunnet koncentrere mig om at få dem. Kl. 5.35 blev jeg undersøgt igen, for at se hvor hurtigt det skred frem. Stadig 8 cm, men faktisk kun 7 i vepauser. Babys hjertelyd blev konfereret med afdelingsjordemoder Iben, da den af og til var lidt høj, men alt var ok og ingen grund til bekymring. På det her tidspunkt havde jeg så ondt, og var så opgivende og fortvivlet at jeg ikke rigtig husker hvad der skete. Jørn har efterfølgende fortalt, at det var svært for ham at se, at jeg havde så ondt, og der intet kunne gøres for mig, at han var nødt til at gå om på den anden side af briksen så jeg ikke fornemmede hans magtesløshed. Det har jeg ikke på nogen måde mærket!
Kl. 6.30; stadig kun 8 cm åben, men med udtalt pressetrang. Jørn og Laura hjalp mig på skift med at få gispet godt under veerne, men af og til kom jeg til at presse, og kunne slet ikke overskue det. Laura havde fortalt, at jeg ikke ville komme til a føde med hende, da hendes vagt sluttede kl. 7. Hun gættede på, at jeg i hvert fald havde født inden middag og det tog alt mod fra mig, at der var SÅ mange timer endnu. Jeg prøvede at komme op i knæ/albueleje, så jeg lå på alle fire på briksen. Da jeg havde brugt vepausen på at komme op, kunne jeg allerede mærke at det ikke fungerede for mig, og panikkede fuldstændig over, at jeg ikke ville kunne nå at komme ned og ligge inden næste ve. Jørn hjalp mig med iltmasken og på en eller anden måde klarede jeg mig igennem veen, trods den trælse stilling J
Klokken 7 var der jordemoderskifte. Jeg blev bakset ned, så jeg stod ved fødelejet. Det fungerede egentlig ok, og Jørn stod på modsatte side af briksen. Han hjalp mig godt med iltmasken i pauserne og mindede mig om vejrtrækningen. Vi fik en ny jordemoder, Birgit, som vi begge syntes godt om helt fra start. Kl. 7.10 bad jeg om at komme op på lejet igen, da min lænd og ryg var frygteligt trætte af at stå og holde den tunge mave, samtidig med jeg skulle gispe mig gennem veerne.
Kl. 7.20 opfordrede Birgit mig til at presse når jeg ville – hovedet kunne skimtes med det samme, selvom jeg endnu ikke var helt 10 cm åben. Babys hjertelyd begyndte at blive uregelmæssig under veeerne, og rettede sig ikke i pauserne heller. Vi nåede ikke at blive bekymrede, men jeg fornemmede at ”nu var det nu” – hvis jeg skulle undgå sugekop, mange mennesker på stuen osv. og jeg pressede alt hvad jeg kunne. Birgit roste og opmuntrede og var helt fantastisk. Jørn talte nærmest messende helt ved mit øre, og fortalte hvor sej jeg var, at han var så stolt og flere andre ting jeg ikke husker. Jeg hørte det ikke ordentligt, men kunne alligevel fornemme, at det var SÅ tæt på, at være overstået nu og jeg samlede alle kræfter for at undgå indgreb!
Kl. 7.37 fik jeg lagt pudendus i højre side, da der skulle lægges i venstre bad jeg hende vente, pga. ve. Jeg nåede aldrig at få i venstre side, da hovedet kom med ud i næste ve. Jeg bemærkede det ikke som sådan, men fik at vide at hovedet var ude, og så dernæst Birgit stå og puste mellem mine ben?! Åbenbart for at få lidt gang i baby. I næste presseve kom kroppen med ud, kl. 7.42 – hvilken lettelse! Jeg fik med det samme Felix op til mig, men kun kortvarigt, da han havde slugt lidt fostervand! Som Birgit kontaterede: ”Det er bare ligesom hvis en knallert har fået lidt vand i kaburatoren” – og jeg tænkte: ”Hvad er det nu lige en kaburator er?!” J Jørn gik med over til undersøgelsesbordet og fik et billede af vores lille dreng, som dog hurtigt vendte tilbage til min brystkasse hvor han lå de næste 4 timer! <3
Jeg bristede en smule i mellemkødet, hvor jeg fik 2 udvendige sting, og 1 indvendigt. Desuden ”flækkede” jeg en skamlæbe, på tværs, som også fik 2 sting. Jeg mærkede ikke at jeg sprak, og er glad for jeg ikke havde brugt en masse tid på at bekymre mig om det inden.
Det var en rigtig dejlig fødsel, men den var også grænseoverskridende, voldsom, fantastisk, spændende og mange, mange flere store ord! Det er det vildeste jeg nogensinde har gjort, og jeg er stolt af mig selv, og ligeså stolt af Jørn! Han var en fantastisk hjælp og støtte, og han forstod at være der på de rigtige tidspunkter, selvom det umådeligt svært for ham at se mig have ondt uden at kunne hjælpe mig. Jeg havde gjort mig mange overvejelser, i forhold til smertelindring, selve fødslen, timerne efter osv. Og selvom det ikke var ret meget der blev som jeg forestillede mig, er jeg glad for jeg havde tænkt over tingene. Jeg kom ikke i vand som ”forventet”, for jeg kunne slet ikke overskue det projekt – af med tøj, op i kar, ud af kar, på med tøj osv. Jeg fødte stort set uden smertestillende (kun akupunktur) og det er jeg stolt af; men jeg havde ikke gjort det, hvis jeg havde kunnet nå at få noget…
Felix suttede med det samme hos mig, og gennem hele formiddagen kom personalet jævnligt og kiggede at vi havde det godt, indtil vi kunne flyttes på patienthotel over middag. Da fødslen havde været stressende for Felix i den sidste fase fik vi supplement til amning det første døgn, i form af MME fra glas. Desuden fik han lidt gulsot og skulle observeres lidt, men kom dog ikke i lyskasse. Vi blev udskrevet søndag middag, 4 dage efter fødslen, og er så glade for at være hjemme med vores lille skat!
Vi har intet andet end ros til Kolding sygehus – både Fødegang og Patienthotellet Storken. Det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse!
Syns lige min egen fødsel kom ret tæt på dér..... uak 
