Der er mange måder at reagere på, når man får beskeden om, at man venter tvillinger – lige fra chok og bekymring til glæde og forbløffelse.
Måske har man selv på fornemmelser, at man venter tvillinger, fordi man tager mere på, livmoderen vokser hurtigere, man har tydeligere graviditetssymptomer som f.eks. kvalme, træthed og halsbrand, etc. Måske er man forberedt på sandsynligheden for tvillinger, fordi man er blevet
gravid ved kunstig befrugtning. Måske kommer beskeden om, at der er mere end ét barn i maven som en kæmpe overraskelse, især hvis man er blevet spontant gravid med tvillinger, dvs. uden kunstig befrugtning.
Som tvillingegravid skal du til kontrol oftere end normalt, da der er en øget risiko for komplikationer end ved graviditeter med ét barn. Læs mere under "Tvillingegraviditet - komplikationer".
Det er muligt at blive sygemeldt fra 28. uge, så man bliver aflastet så meget som muligt. Derved minimeres risikoen for komplikationer og vokser børnene bedst muligt. Det kan dog blive nødvendigt med aflastende indlæggelse
Det er som regel hårdere at vente tvillinger, da det kræver ekstra af kroppen at ”producere” flere fostre. Der er også mere vægt at bære rundt på end ved en graviditet med ét barn, både i form af fostrene og den ekstra vægtøgning, der typisk ses ved tvillingegraviditeter. Graviditetssymptomerne og de fysiologiske forandringer er også ofte mere tydelige, da kroppen producerer flere hormoner, når man venter tvillinger. Der er tit flere gener og komplikationer som vand i kroppen, hudkløe (fordi maveskindet skal udvide sig mere), halsbrand og træthed.