"Til den skrukke!"
Hejsa Trine!
Jeg er 20 år, er under uddannelse og har en kæreste på 24 år. Vi bor sammen i en lejlighed, og vi har det fint med at bo sammen. Vi har været sammen snart 2 år, og boet sammen i lidt over et halvt år..
Jeg har som 15-16 årig altid været meget skruk og ønsket om børn har altid været stort. Dog er jeg så fornuftig, at jeg ved, at jeg skal have min uddannelse først. Jeg er også blevet opddraget sådan. Altså fået at vide: uddannelse kommer før familieforøgning.
Jeg har to storesøstre der er blevet gravide. Der er ca. lidt over en uge imellem deres termin. Min storebror vil også til at prøve nu. I min familie har ønsket om børn altid været stort hos os alle sammen!
I øjeblikket synes jeg, at jeg ser babyer/børn overalt og jeg får den der varme fornemmelse i maven, at jeg også snart vil have børn. Jeg ELSKER børn. Desværre får jeg ikke set mine søskendenes kommende børn særlig tit, da vi bor ret langt væk fra hinanden, for så kunne man jo tro, at det ville være en god ide at passe barnet/børnene?.
Nogle gange får jeg så ondt i maven bare ved tanken om at der i hvert fald går 3 ½ år før jeg kan begynde at tænke på børn!
Har du nogle gode råd til man kan komme væk fra denne "skruk"-situation?
Trines svar
Kære Tine,
tak for din mail. Som udgangspunkt er der ikke nogle regler for, hvornår det er rigtigst, at ens biologiske ur tikker. Nogle er 16 år og andre er 40 år. Tendensen er, at kvinder bliver ældre og ældre, og vi er generelt meget fokuserede på, at vi skal være effektive, og først uddanne og så have et godt solidt job, og først derefter kan der blive tid til "projekt barn" - og derfor kan de kvinder, der gerne vil have deres børn som 20 årige nemt føle sig forkerte. Og jeg tror, at du bevidst eller ubevidst synes at du er forkert.
Måske du kan "indrømme" overfor dig selv, at det er et kæmpe savn for dig og at du helst ville det NU! Det virker på mig, som du kæmper for meget imod den realitet, at du rent faktisk har det savn og den drøm lige nu! Og vil gøre alt for at komme væk fra at have det på den måde som du har. På den måde får du to problemer fremfor ét problem.
Dernæst må du gøre op med dig selv, hvor vigtigt det er for dig. Kan du allerede nu sige, at de næste 3 år, bliver rædselsfulde og uden indhold, så er spørgsmålet om du ikke skal overveje, hvorfor du sætter regler op for, hvad der skal være opfyldt før end du får dit 1. barn.
Held og lykke med din beslutning.
Varme hilsner
Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk